Konflikten om Ukraine

Tidligere udenrigsminister om Ukraine: - Jeg har det skidt med, at vi ikke gør mere

Virkeligheden er, at hverken EU eller USA er klar til at sende deres egne unge mennesker i direkte krig for Ukraine, siger Martin Lidegaard.

I sidste ende står ukrainerne helt alene.

Når Vesten sætter ind med økonomiske sanktioner mod Rusland i den tilspidsede konflikt, sender vi nemlig et klart signal til Ukraine om, at landet militært må klare sig selv.

Det mener formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn og tidligere udenrigsminister, den radikale Martin Lidegaard.

- Vi sender et signal om alt det, vi ikke gør. Og det har jeg det skidt med. Men det kan ikke være anderledes. Vi har ikke supergode erfaringer med at gå ind og kæmpe andres krige, siger han i programmet 'Lippert' på TV 2 NEWS.

- Men den hårde virkelighed er jo, at hverken USA eller de europæiske NATO-lande er klar til at sende deres egne unge mennesker i direkte krig for Ukraine. For de er ikke medlem af NATO. Vi kan give dem våbenleverancer, rådgivning og sætte ind med økonomiske sanktioner mod Rusland. Men meget andet kan vi ikke gøre.

Russisk anerkendelse, vestlige sanktioner

Rusland har anerkendt de to regioner Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine som selvstændige republikker, og tirsdag sendte præsident Vladimir Putin så militære styrker ind i området.

Rusland kalder det for "en fredsbevarende mission", mens både USA og de europæiske NATO-lande mener, at der er tale om et klart "brud på internationale regler og principper".

Vi bør lave et klart road map over, hvordan EU kan blive helt fri af den russiske gas

Martin Lidegaard, formand, Det Udenrigspolitiske Nævn

Derfor er de 27 EU-medlemslande også nået til enighed om en række sanktioner mod Rusland.

Sanktionerne rammer både enkeltpersoner og russiske virksomheder, som derved får sværere ved at handle med EU.

Lidegaard: Luk for gassen

Men sanktionspakken er forholdsvis lille, fordi vi endnu ikke kender omfanget af Putins handlinger, siger Martin Lidegaard.

Vesten bør allerede nu sætte ind med langt flere - og hårdere - sanktioner, mener han.

- Vi bør lave et klart road map over, hvordan EU kan blive helt fri af den russiske gas. Det vil have større effekt end alt muligt militært isenkram og de sanktioner, man taler om i Bruxelles nu. Det vil ramme direkte ind i nerven af Putins økonomiske og magtpolitiske spil - du rammer ham selv og hans folk.

Tirsdag meddelte den tyske kansler, Olaf Scholz, at Tyskland har besluttet at bremse godkendelsen af gasledningen Nord Stream 2.

Men da Rusland allerede står for omkring 40 procent af leveringen af EU's naturgas, skal der altså sættes hårdere ind, mener den tidligere udenrigsminister.

- Der vil gå mange år, før vi er helt fri af den russiske gas. Men bare det at sige, at vi vil være fri af gassen om 10 år, vil have stor effekt.

Du kan se hele interviewet med Martin Lidegaard i 'Lippert' på TV 2 PLAY.