Politik

Messerschmidt affejer kritik af Pia Kjærsgaard

Det er ifølge formanden "ganske vanskeligt" at tøjle partistifter Pia Kjærsgaard. Han afviser, at netop det kan være en del af problemet.

Formand Morten Messerschmidt (DF) afviser, at Pia Kjærsgaard er en del af årsagen til, at fem folketingsmedlemmer i løbet af bare et halvt døgn har forladt partiet.

Det sker på vej ind til et gruppemøde med partiets resterende 11 medlemmer.

Det her er noget, vi må overkomme

Morten Messerschmidt (DF), formand

De fem afhoppere har ellers alle nævnt, at netop partistifteren Kjærsgaard bærer en stor del af skylden for, at de nu bliver løsgængere. Blandt andet beskylder de hende samstemmende for at skabe dårligt arbejdsmiljø og råbe af ansatte i partiet.

Kan du ikke tøjle Pia Kjærsgaard?

- Kan du? Altså det tror jeg er ganske vanskeligt, siger Morten Messerschmidt.

Tjener til et forbillede

Hvilke skænderier, der måtte have været internt, ved Messerschmidt ikke, siger han. For der er ifølge formanden ingen, der har henvendt sig til ham.

- Men jeg vil sige, at den måde, som Pia har holdt tand for tunge igennem de seneste uger i forhold til de mange invitationer fra pressen, hun har fået, tjener til et forbillede.

Men hvis du siger, at Pia Kjærsgaard er svær at tøjle, kunne det så ikke lige netop være hende, der er et problem?

- Nej, det tror jeg ikke. Det her er noget, vi må overkomme. Og de ting, de fem gruppemedlemmer har nævnt de seneste dage, er jo af en så relativt ukonkret karakter, at det er en lille smule svært at tage bestik af, siger Morten Messerschmidt.

Er det ikke konkret, at man må gå grædende hjem på grund af de oplevelser, man har i Dansk Folkeparti?

- Absolut. Det, jeg bare beder om, er, at hvis man har en oplevelse af den karakter, så tror jeg, man skulle komme til mig med det. Det tror jeg, man ville forvente på alle andre arbejdspladser også.

Hvem har forladt Dansk Folkeparti?

  • Karina Adsbøl 
  • Bent Bøgsted 
  • Liselott Blixt 
  • Lise Bech 
  • Hans Kristian Skibby

Dem er der tilbage: 

  1. Morten Messerschmidt 
  2. Peter Skaarup 
  3. René Christensen
  4. Alex Ahrendtsen 
  5. Dennis Flydtkjær
  6. Jens Henrik Thulesen Dahl 
  7. Kristian Thulesen Dahl 
  8. Marie Krarup 
  9. Mette Hjermind Dencker
  10. Pia Kjærsgaard 
  11. Søren Espersen

Ingen svar fra Kjærsgaard

Pia Kjærsgaard var tirsdag ikke at finde foran DF's gruppelokale på Christiansborg, og hun har overfor TV 2 afvist at stille op til et interview. Derfor har hovedpersonen endnu ikke forholdt sig til de fem medlemmer direkte kritik af hendes opførsel.

Heller ikke Messerschmidt har vendt beskyldningerne med Pia Kjærsgaard endnu, siger han. Og det bliver formentlig heller ikke et emne, de får rundet i dag, må man forstå.

Kjærsgaard markerer nemlig sin 75-års fødselsdag med en reception på Christiansborg klokken 14.

Hvorfor har du ikke talt med hende om det, når det kom ud i går aftes? Er det ikke lidt besynderligt?

- Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det her er noget, jeg bliver mødt med i går aftes efter knap to uger, hvor jeg ikke har hørt noget fra dem.

- Hvis det er noget, der har fæstnet sig på en sådan måde, at de ikke længere kan være medlemmer af det parti, de har været medlem i 20 år eller mere, og som har givet dem så meget, så tror jeg ikke, det havde gjort den store forskel, om jeg i går aftes havde spurgt Pia, om hun har råbt af folk, siger Messerschmidt.