Sundhedsordfører i afskedsbrev til DF: - Den mand har ødelagt meget de seneste år
Det, jeg frygtede ville ske, sker, og derfor kan jeg ikke se andet for, end at vore veje må skilles, skriver LIselott Blixt i et afskedsbrev.
Fire folketingsmedlemmer har mandag aften forladt Dansk Folkeparti og er blevet løsgængere.
Blandt dem er nu forhenværende sundhedsordfører Liselott Blixt, som bekendtgjorde sin udmelding af partiet i et brev til partiformand Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis partisekretær.
I brevet skriver Liselott Blixt, at hun har tabt tilliden til formanden. Hun retter samtidig hård kritik af, at Anders Vistisen er kommet tilbage i partiets hovedbestyrelse.
- Den mand har ødelagt meget de seneste år, og jeg kan derfor ikke forstå, hvorfor man lavede det træk, lyder det fra Liselott Blixt.
Til TV 2 uddyber den nu forhenværende sundhedsordfører Liselott Blixt (S) beslutningen om at forlade Dansk Folkeparti.
Messerschmidt: Det kommer ikke til at standse mig
Hun understreger, at Morten Messerschmidt er en stor årsag til hendes afsked med partiet, da han ifølge Liselott Blixt har skabt et uholdbart arbejdsmiljø i partiet.
- Folk tror, det hele går så godt, fordi han er veltalende og dygtig. Men det arbejdsmiljø, der er kommet, hvor man nærmest bliver spioneret på, det går ikke. Det nytter ikke noget, at man kommer hjem med ondt i maven, siger hun.
Ifølge Liselott Blixt har der ikke været kultur for, at det var i orden at rette kritik mod ledelsen. Men kritikken kunne nemt komme den anden vej.
- Jeg har mærket, hvor uønsket jeg har været. Man har prøvet at komme af med mig på flere måder, mener Liselott Blixt.
Foruden Liselott Blixt har også beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, socialordfører Karina Adsbøl og landbrugsordfører Lise Bech valgt at forlade Dansk Folkeparti.
Morten Messerschmidt kalder over for TV 2 de fires afgang for "ærgerlig".
- Det er ganske kort tid at trække den beslutning ud fra. At der så er fire, der vælger at gå, er rigtig ærgerligt, men det kommer ikke til at standse mig i arbejdet for at gøre Dansk Folkeparti til et stort parti igen, siger Morten Messerschmidt.
Han afviser at det ikke skulle være mulighed for at komme med kritik.