Politik

Fire folketingsmedlemmer melder sig ud af DF

Udmeldelserne skyldes den nye formand Morten Messerschmidt, der får hård kritik fra sine nu tidligere partifæller.

Fire folketingsmedlemmer har mandag aften meldt sig ud af Dansk Folkeparti, erfarer TV 2.

Det drejer sig om sundhedsordfører Liselott Blixt, beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, landbrugsordfører Lise Bech og socialordfører Karina Adsbøl, der alle er blevet løsgængere.

I en mail, som Liselott Blixt har sendt til partiets nye formand Morten Messerschmidt og Dansk Folkepartis partisekretær, skriver hun, at hun har tabt tilliden til formanden.

Hun retter samtidig hård kritik af, at Anders Vistisen er kommet tilbage i partiets hovedbestyrelse.

- Morten (Messerschmidt, red.) præsenterede den person, som han ønskede som partisekretær, og følgen deraf ville være at Anders Vistisen kom i hovedbestyrelsen. Den mand har ødelagt meget de seneste år, og jeg kan derfor ikke forstå, hvorfor man lavede det træk.

Desuden siger Liselott Blixt til TV 2, at hun mener, at Messerschmidt har skabt et uholdbart arbejdsmiljø i partiet.

- Folk tror, det hele går så godt, fordi han er veltalende og dygtig. Men det arbejdsmiljø, der er kommet, hvor man nærmest bliver spioneret på, det går ikke. Det nytter ikke noget, at man kommer hjem med ondt i maven, siger hun og tilføjer:

- Jeg har mærket, hvor uønsket jeg har været. Man har prøvet at komme af med mig på flere måder.

Morten Messerschmidt får også hård kritik på Facebook af blandt andet Karina Adsbøl.

- Ingen kan tvinge mig til at bakke op om en formand, som lige om lidt igen skal sidde i en byret anklaget for dokumentfalsk og svindel. Det hverken vil jeg, eller kan jeg, skriver hun.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Morten Messerschmidt.

Flere kan følge trop

Det er åbenlyst, at udmeldelserne er dårligt nyt for Morten Messerschmidt, fordi det hæmmer partiets indflydelse, at de mister fire mandater, siger TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.

Hvis man absolut skal finde et lyspunkt i situationen, kan det give Morten Messerschmidt mere kontrol over partiet, siger han.

- Det har også den betydning, at Morten Messerschmidt ikke længere har et flertal imod sig i Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Der foregår også nogle skift i hovedbestyrelsen, der gør, at han heller ikke har flertal imod sig der længere.

Det ville dog ikke overraske Hans Redder, hvis flere folketingsmedlemmer følger trop og melder sig ud af partiet. Her peger han blandt andet på Marie Krarup som en mulighed.

Ingen af de fire udbrydere er uenige med Morten Messerschmidt politisk, siger Hans Redder.

- Det her handler først og fremmest om splid og nag og ondt blod både i folketingsgruppen og hos andre, der har spillet en central rolle i partiet.

Lyn-analyse

Morten Messerschmidts projekt om at samle Dansk Folkeparti er delvist mislykket. Fire ud af 16 medlemmer af DF's folketingsgruppe er mange. Siden valget i 2019 har DF været det tredjestørste parti - nu er det det syvendestørste. Det hæmmer DF’s politiske indflydelse og evne til at få politiske resultater igennem.

Det er en dårlig nyhed for Messerschmidt, men det betyder også, at han ikke længere har et flertal imod sig i folketingsgruppen. Partiet er mindre, men Messerschmidts greb om magten er langt stærkere nu, end det var for få uger siden. Fordi mange af hans kritikere er gået ud ad døren.

"Det er faneflugt"

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen siger til TV 2, at han er rasende over de fire nu tidligere partifæller.

- Det er i høj grad faneflugt. Jeg havde ikke forestillet mig det fra de fire, som jeg jo kender hammergodt. Det kommer ud af den blå luft.

Han mener blandt andet, at det er illoyalt at gå imod den beslutning, der blev truffet på det ekstraordinære årsmøde.

- Det er ikke mere end en måneds tid siden, at vi sad mere end 1000 delegerede samlet, og vi endte med at pege på Morten Messerschmidt som formand. Det indretter man sig efter.

Konflikten omkring valget af Morten Messerschmidt som formand har været "barnlig", mener han, og han siger, at det er "selvpromovering", når de fire medlemmer vælger at melde sig ud.

- Jeg gider ikke høre på det vrøvl længere. Jeg kan sagtens undvære den her type selvpromovering, siger han og tilføjer:

- Nu skal jeg opereres i morgen, og hvis jeg ikke omkommer på operationsbordet, vil jeg fortsætte med at være DF'er af hele mit hjerte.

Dette er breaking news på TV2.DK. Vi arbejder lige nu på at få yderligere oplysninger, og vi anbefaler derfor, at du vender tilbage om kort tid for at få seneste nyt.