Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Politik

Ingen sagde noget i 12 minutter, da Løkke spurgte, hvordan de skulle komme ud af krisen

I december 2017 var der nervekrig om finansloven, og VLAK-regeringen var tæt på at ryge. TV 2 sætter i ny miniserie fokus på brudte aftaler i politik.

De grinede, skålede og tjekkede nyhedssites. Joachim B. Olsen var over alt.

Det var sent fredag aften, 8. december 2017. De mødtes på den franske cafe Les Voyageurs tæt på Det Kongelige Teater i København. Anders Samuelsen, hans særlige rådgiver, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Joachim B. Olsen.

Liberal Alliance (LA) havde indgået finanslovsaftale med resten af regeringen og Dansk Folkeparti efter et langt og opslidende forløb.

Da økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og LA's finansordfører, Joachim B. Olsen, lidt tidligere havde stået foran glasdøren i Finansministeriet, var det dog ikke aftalen, journalisterne havde spurgt ind til. Det havde været den Facebook-opdatering, Joachim B. Olsen havde lavet, mens forhandlingsparterne stadig sad sammen inde i ministeriet.

- I aften lander vi en aftale om finanslov. Den bliver kun vedtaget, hvis den skatteaftale, som ligger på bordet, falder på plads. Det er aftalen.

Det var et røgsignal til vælgerne. De “største skattelettelser i historien” skulle nok komme, selvom Liberal Alliance gik med i en finanslovsaftale uden at have en skatteaftale. Og så var det en trussel. Til statsministeren – og til Dansk Folkeparti.

Brudte aftaler

Rænkespil, dårlige relationer, manglende tillid og personlige ambitioner er nogle af elementerne i de mest dramatiske forhandlingsforløb på Christiansborg.

TV 2 fortæller i denne serie om politiske aftaler, der pludselig ikke var en aftale alligevel, og forhandlinger, der eskalerede så meget, at de truede regeringen på livet – eller reddede den på målstregen.

Læs første del her: Ingen sagde noget i 12 minutter, da Løkke spurgte, hvordan de skulle komme ud af krisen

Læs anden del her: Ellemann tog en grum hævn ved frokostbordet, efter at Engell havde ydmyget ham

Denne artikel bygger på en række samtaler med helt centrale personer, samtidige artikler og Helle Thorning-Schmidts erindringsbog ’Hvad man ikke dør af’.

To vidt forskellige dagsordener

Som de sad der på cafeen, kom Joachim B. Olsen i tvivl om, hvad de egentlig skålede for.

Det gik op for ham, at partiets nummer et og to ikke var enige om, hvorfor de truede med ikke at stemme for årets vigtigste lov, finansloven.

Anders Samuelsen havde postet flere opdateringer den aften om, at “de største skattelettelser” “i mands minde” var på vej. “Inden jul endda”. “Tillykke Danmark”.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille virkede lige så tilfreds – men med et ganske andet udgangspunkt. Han troede ikke på, at de ville få de skattelettelser. Det ville de blive nødt til at tage konsekvensen af. Dette var en chance for at forlade regeringen med æren i behold.

Joachim B. Olsen bemærkede, at “DF giver sig sgu da ikke, fordi vi siger det her. Hvorfor skulle Tulle gøre det?”

Ammitzbøll-Bille gav ham ret. Men ikke Samuelsen.

Bagom historien

Fortællingen er stykket sammen ved hjælp af interviews med en lang række kilder, der var tæt på begivenhederne i december 2017. Dertil kommer utallige interviews med historiens hovedpersoner, TV 2 foretog dengang.

Af de navngivne personer, der optræder i denne artikel, har Lars Løkke Rasmussen ikke ønsket at medvirke, mens Kristian Jensen og Claus Hjort Frederiksen ikke er vendt tilbage på TV 2s henvendelser.

Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille har ikke ønsket at medvirke. De har i stedet begge fortalt om deres oplevelser i programmet ‘Ministertid’ på 24syv, hvor Simon Emil Ammitzbøll-Bille selv er vært. Enkelte af Anders Samuelsens betragtninger er gengivet herfra. 

Thulesen Dahl havde ikke noget pænt at sige

Et andet sted i decembermørket sad Kristian Thulesen Dahl (DF) i sin bil.

Han havde kort forinden siddet på sit kontor i Proviantgården på Christiansborg og set det hele på TV 2 NEWS.

Han ville egentlig have ventet på finansordføreren René Christensen (DF), så de lige kunne debriefe. Men i stedet var han endt med at pakke sammen. Dansk Folkepartis formand var chokeret. Målløs.

Den seneste tid havde været en nervekrig. VLAK-regeringens liv havde været på spil, før de endelig kunne lande en finanslovsaftale. Og det første, LA’erne så gjorde, var at kaste en ny håndgranat ind i blå blok. Sådan føltes det.

Thulesen Dahl kørte vestpå mod sit hjem i Thyregod. Han skulle ikke være på Christiansborg. Der var ikke noget, han kunne sige til journalisterne, som ikke ville virke konfliktoptrappende.

Et afgørende problem

For Anders Samuelsen var det kulminationen på en årelang genopstandelse.

Engang blev der sagt “dead man walking”, når han gik rundt på Christiansborg. Hans parti lå til 0,0 procent i meningsmålingerne.

Men se dem nu… 13 mandater i Folketinget, seks ministre – og Samuelsen selv som udenrigsminister.

Nu skulle han vise alle dem, der havde dømt ham ude. Liberal Alliance ville levere historisk store skattelettelser. De sad med “de afgørende mandater”, mente Samuelsen.

Men han havde ét problem: Dansk Folkeparti havde ingen intentioner om skattelettelser. Slet ikke topskattelettelser.

Der var ikke flertal.

Den første tur ned fra træet

Anders Samuelsen havde truet med at vælte V-regeringen, da den havde udskudt forhandlingerne om topskat.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde til gengæld tilbudt en plads i regeringen, og Samuelsen opgav siden hovedkravet om topskattelettelser. Det var første gang, at kommentatorerne sagde, at han var “kravlet ned fra træet”.

I august 2017 præsenterede VLAK-regeringen i stedet et udspil til skattelettelser for 23 milliarder. Støttepartiet Dansk Folkeparti modtog det med korslagte arme.

Ligesom Liberal Alliance følte Thulesen Dahl og co., at de kunne gå på vandet efter 2015-valget, hvor de blev det største parti i blå blok.

Men kommunalvalget i november 2017 blev en skuffelse. DF fik en enkelt borgmesterpost på Læsø.

Derefter gik Dansk Folkeparti hårdere til forhandlingerne, bemærkede andre partier.

Gidseltagningen

To partier med noget at bevise. Finansminister Kristian Jensen (V) forsøgte at løse udfordringen ved at koble forhandlingerne om skat og DF's krav om udlændingestramninger sammen med finansloven.

Tingene påvirkede hinanden så meget, at det ikke gav mening at forhandle dem adskilt, lød forklaringen. I virkeligheden frygtede regeringen, at DF ellers ville smyge sig udenom skatteaftalen.

Men i stedet for at være en løsende manøvre lod den til at låse det hele.

- Regeringen har valgt at tage finansloven som gidsel, konstaterede Kristian Thulesen Dahl i begyndelsen af december, da forhandlingerne stadig stod i stampe.

Onsdag 6. december skred statsministeren ind.

På vej til dagens første “tilskæringsmøde” i Statsministeriet viftede Kristian Thulesen Dahl et chartek med DF's ændringsforslag foran pressen og sagde, at det ikke behøvede at tage mere end et par timer at lukke en finanslovsaftale. Så kunne de forhandle videre om skat og udlændinge frem mod jul.

Men Løkke gav sig ikke.

Ikke for enhver pris

Dagen efter, torsdag, havde Liberal Alliance to scenarier oppe at vende på deres gruppemøde. Enten kom der en skatteaftale samtidig med finansloven, eller også blev der valg.

Anders Samuelsen havde fået nok af udskydelser. LA havde én gang truet med at vælte Løkke. De kunne ikke bøje af igen.

De havde en kampagne klar til valgkampen. “Ikke for enhver pris” lød sloganet. Et syrligt hint til Lars Løkke, der engang ikke ville “være statsminister for enhver pris".

Det var alvor nu. Partierne skulle blive enige om en finanslov senest mandag, så den kunne nå at behandles i Folketingssalen inden jul. Ellers skulle regeringen ifølge Grundloven udskrive valg eller gå af.

Julehygge med den blå familie

Der var gløgg og æbleskiver i Statsministeriet fredag. Lars Løkke havde inviteret de blå partier – uden at vide, at det ville knibe med julehyggen, når dagen kom.

Stemningen var akavet i Spejlsalen. Få dukkede op, og alle var sure. Mest på Liberal Alliance, der stod så stejlt på kravet om skattelettelser, at de blokerede for finansloven.

Løkke holdt en tale, hvor han sammenlignede regeringen med en familie: Der var en storebror og en lillebror og så videre. Alle havde deres rolle. Nogle gange virkede det nemmere at finde en elskerinde, men det ville ikke løse problemerne.

Folk stod i små grupper og talte kun om regeringskrisen.

- Hvad sker der?

- Kommer der valg?

- Har I bestilt valgplakater?

Det havde mange. De turde ikke andet.

- Hvae, kommer I til at vælte os, spurgte nogle Venstre-folk de fremmødte fra Liberal Alliance.

De jokede: “Ja, watch out”.

De anede ikke, hvad de skulle sige. Konflikten var oppe på partileder-niveau.

De kunne ikke være i samme rum

Forholdet mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti var betændt.

DF mente, at LA konsekvent kom med forslag, der var en rød klud for dem. Og nu trodsede LA alle spilleregler, mente Kristian Thulesen Dahl, ved at stille flere krav til den finanslov, de selv havde været med til at lave. Det var helt uhørt.

LA havde derimod en oplevelse af, at DF gjorde alt for at spænde ben for dem. Anders Samuelsen følte, at Thulesen Dahl ganske enkelt ikke ville have, at han skulle lykkes.

Som Samuelsen så det, var det DF, der blokerede for finansloven. De kunne jo bare gå med til skattelettelserne.

Han var nået til et punkt, hvor han nægtede at være i rum med DF-formanden.

Mødet gik i gang, men der skete ingenting

Klokken 13 skulle Kristian Thulesen Dahl til møde i Statsministeriet. Men i stedet kom Løkkes problemknuser, Claus Hjort (V), forbi Thulesen Dahls kontor. Han ville høre, om DF kunne komme Liberal Alliance lidt i møde?

Ideen var at føje nogle skattelettelser til finansloven, så LA ville gå med til at udskyde skatteaftalen. Thulesen Dahl accepterede at fjerne en særskat på pensioner og skatten på arbejdsgiverbetalt telefon.

Hjort kvitterede for snakken og gik tilbage til Statsministeriet.

Efter lange forhandlinger om den kommende finanslov er Kristian Thulesen Dahl (DF) klar til at få forhandlingerne på plads.

Da Kristian Thulesen Dahl indfandt sig til mødet med Løkke, blev han sat på en stol i Spejlsalen, hvor sporene fra det kiksede gløgg-arrangement var fjernet. Og så sad han der.

Der gik lang tid. Flere gange kom nogen ud og spurgte til ham. Var han okay? Mere kaffe?

Inde på statsministerens kontor sad Anders Samuelsen.

Da det endelig blev Thulesen Dahls tur, bemærkede han, at der var varmt inde hos Løkke.

Han satte sig ved mødebordet med Kristian Jensen og Claus Hjort, men der skete ingenting. Lars Løkke gik fraværende frem og tilbage. Ingen tog rigtig ordet. Stemningen var mat og opgivende.

DF-formanden blev ramt af tanken om, at regeringen reelt var i risiko for ikke at kunne fortsætte. De to andre ved bordet lod til at dele opfattelsen.

Jeg tror på, at når vi har kigget hinanden i øjnene, så er den vilje til stede nu, så vi kan køre det her sikkert i mål, og det er jeg rigtig, rigtig glad for

Anders Samuelsen, leder af Liberal Alliance

En forståelse opstod

Eftermiddagen gik med intensiv parterapi i Statsministeriet. Thulesen Dahl og Samuelsen blev gelejdet ind og ud fra statsministeren på skift.

Hen mod aften forlod begge Lars Løkke med indtrykket af, at de havde en aftale.

Thulesen Dahl tog bagvejen ud, mens statsministeren fortalte pressen, at der ville komme en finanslovsaftale senere på aftenen, mens forhandlingerne om skat og udlændinge ville fortsætte mandag. Han havde “den ambition” at lukke aftaler om begge dele inden juleferien.

Anders Samuelsen forsikrede smilende, at “det her når vi inden jul”.

Men havde han fået nogen garanti fra Dansk Folkeparti, spurgte en journalist.

- Vi har en fælles forståelse og enighed om, at det her kan lade sig gøre inden jul. Jeg tror på, at når vi har kigget hinanden i øjnene og sagt, at det kan det, så er den vilje til stede nu, så vi kan køre det her sikkert i mål, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, sagde Samuelsen.

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, føler sig sikker på, at regeringen og Dansk Folkeparti bliver enige om en skatteaftale inden jul. Video: Mikkel Secher

I virkeligheden havde han ikke set Kristian Thulesen Dahl i øjnene. Han havde kun Løkkes ord for det.

Tilbage hos folketingsgruppen fortalte Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at beskeden fra Løkke var: “Prøv at høre, venner, hvis I siger ja til en finanslovsaftale i dag, så har jeg en forståelse med Kristian Thulesen Dahl om, at så laver vi en skatteaftale inden jul”.

Flere af partimedlemmerne modtog nyheden med bange anelser om, at Løkkes formuleringer måske havde efterladt LA’erne med en fordrejet opfattelse. Var den “forståelse” det samme som en aftale?

Et kort øjeblik faldt alt på plads

Klokken 20 samledes finansminister Kristian Jensen igen med de andre partiers ordførere i Struensee Værelset i Finansministeriet for at lukke finanslovsaftalen.

Jeg er enig i, at vi får en skatteaftale, inden vi kommer til tredjebehandling. Det er forudsætningen

Simon Emil Ammitzbøll-Bille, næstformand for Liberal Alliance og økonomi- og indenrigsminister

Det er et ærefrygtindgydende rum med vinduer ud mod Slotspladsen, et stort mahognibord og kærlighedens og fredens gudinder malet i loftet.

Der var kaffe, vand og lidt sødt og sundt som matadormix, agurkestave og blomkålsbuketter. De sidste rettelser tog ikke længe. Embedsfolk gik ud for at renskrive og printe.

René Christensen sms’ede med Kristian Thulesen Dahl.

- Alt er med.

- Skide godt. Så godt.

Der kom nogle øl ind. De ventede bare på at kunne gå ud og præsentere aftalen i nyhederne klokken 21.

Et sted i rummet faldt en joke om, at det var heldigt for de kommunalt ansatte, der nu kunne få deres løn.

Vi ved ikke, hvordan det ender – så havde vi jo stået med tre aftaler i dag

René Christensen, finansordfører, Dansk Folkeparti

Skatteaftale eller ingen finanslov

Joachim B. Olsen sad med strømpesokker ved bordenden og drak sin øl, mens han formulerede Facebook-opslaget. Det var Samuelsen og Ammitzbøll-Billes idé.

Han rakte telefonen til Simon Emil Ammitzbøll-Bille, som skimmede og godkendte. Så offentliggjorde Joachim B. Olsen truslen om, at LA ikke ville stemme for regeringens finanslov, hvis ikke der kom en skatteaftale inden.

I Proviantgården så Kristian Thulesen Dahl Facebook-opslaget og spurgte René Christensen, hvad der foregik.

- Det forstår jeg ikke. Stemningen er god her, svarede ordføreren fra Struensee Værelset.

Lars Løkke var forberedt på udmeldingen. Det var finansministeren til gengæld ikke, da han trådte ud til pressen. Kristian Jensen prøvede at fortælle om finanslovsaftalen. Men opmærksomheden søgte over på Liberal Alliance.

Simon Emil, er du enig med din finansordfører i, at I vil stemme imod finansloven, hvis Dansk Folkeparti ikke har leveret en skatteaftale inden tredjebehandlingen?

- Jeg er enig i, at vi får en skatteaftale, inden vi kommer til tredjebehandling. Det er forudsætningen for, at tredjebehandlingen går godt, svarede Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Og så forlod han pressemødet.

Joachim B. OIsen fulgte overrasket efter.

Tilbage ved glasdøren var DF mindre skråsikker.

- Vi ved ikke, hvordan det ender – så havde vi jo stået med tre aftaler i dag, svarede René Christensen.

Men Liberal Alliance fejrede allerede. På Twitter jublede Anders Samuelsen over, at "så kom de første skattelettelser i hus", og lykønskede Danmark for tredje gang denne aften.

Hvem snød Anders Samuelsen?

I løbet af weekenden måtte statsministeren forsikre, at regeringen "selvfølgelig" ville stemme for sin egen finanslov.

Men LA trak ikke truslen tilbage.

Der var to uger til afstemningen i folketingssalen 22. december, og alt var kaos.

Forhandlingerne kom ingen vegne. Det stod klart for de fleste, at man ikke kunne nå at lave et “paradigmeskifte i udlændingepolitikken” inden tredjebehandlingen af finansloven. Dermed kom der heller ingen skatteaftale.

Hvis LA stod fast, ville finansloven ryge. Regeringen var på vej til at fælde sig selv.

Kristian Thulesen Dahl fornemmede, at Anders Samuelsen følte sig snydt. Men hans samvittighed var ren. Han var ikke gået med til andet end at fortsætte forhandlingerne. Han havde aldrig lovet en aftale.

Klar til at gå linen ud

På gruppemøderne i Liberal Alliance blev Anders Samuelsen ved med at sige, at der ville komme en historisk stor skatteaftale. “Det har Løkke sagt”.

- Jamen har Tulle sagt det? Det er jo for fanden ham, vi er afhængige af, spurgte de andre hinanden.

Opfattelsen var, at DF var løbet fra skatteaftalen. Mange i LA kunne derfor godt lide tanken om at sætte foden ned og forlade regeringen.

For første gang i deres parløb var formanden og næstformanden uenige. Simon Emil Ammitzbøll-Bille var klar til at gå linen ud. Ellers var partiet på vej i afgrunden, mente han.

Men Samuelsen var bekymret for, at vælgerne ville straffe dem for at udløse valg i utide. Og hvilket indtryk ville det efterlade, hvis Liberal Alliance ikke kunne tåle mosten efter kun et år i regeringen?

12 minutters stilhed

En uges tid efter scenen i Finansministeriet sad repræsentanter fra regeringspartierne omkring mahognibordet i et lille mødelokale i Statsministeriet.

Lars Løkke kom ind, gik ned for bordenden og smed jakken. Han udlagde situationen: Som det så ud nu, måtte regeringen gå i Folketingssalen på fredag og stemme sig selv ud af kontorerne.

- Medmindre der er nogen, der har en god idé, spurgte han og så rundt – særligt dvælende ved LA's Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Der var stille. Nogle af dem antog, at det var et retorisk spørgsmål, og at statsministeren ville fortsætte. Men han lod spørgsmålet hænge.

Folk så ned i bordet. Nogle sms’ede til hinanden. En begyndte at skrive volapyk på et papir for at virke optaget. Ingen bød ind.

Ministre og regeringspolitikere sad i akavet stilhed i 12 minutter.

Muligheden for, at vi kan være tæt på et godt resultat, står højere end frygten for hån, spot og latterliggørelse

Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance

Til sidst brød Løkke tavsheden.

- Nå, men så bliver det jo svært, konstaterede han, rejste sig og gik.

Ingen gode løsninger tilbage

Der var kun én udvej tilbage: Liberal Alliance måtte opgive truslen.

Efter flere alvorlige møder med Løkke og Hjort på Marienborg kapitulerede LA få dage før juleferien. Det var Anders Samuelsens beslutning, og næstformanden var ikke enig.

Partitoppen mødtes tirsdag 19. december på landsformanden Leif Mikkelsens kontor, hvor Samuelsen orienterede om beslutningen.

Han vidste, at han ville blive latterliggjort for at “kravle ned af træet” igen, men han turde ikke udløse valg.

Der var ingen diskussion. Tingene var kørt for langt ud.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille forlod mødet i vrede.

Det var et af de helt store knæfald i nyere politisk historie

Hans Engell, politisk kommentator

Hån, spot og latterliggørelse

Om aftenen sad partiformanden alene foran pressen i Liberal Alliances gruppeværelse. Simon Emil Ammitzbøll-Bille var taget hjem.

Ydmygelsen var tydelig for enhver. Men Anders Samuelsen var klar og så ind i kameraet, mens han fortalte, at LA alligevel ville stemme for finansloven, selvom der ikke var nogen skatteaftale. Deadline var udskudt igen.

- Muligheden for, at vi kan være tæt på et godt resultat, står højere end frygten for hån, spot og latterliggørelse, sagde han.

Kristian Thulesen Dahl så pressemødet. Han var ikke overrasket, for hvordan kunne det ende anderledes?

Kort efter fortalte Lars Løkke ved et pressemøde i Spejlsalen, at regeringen kaldte til forhandlinger om skat og udlændinge igen efter jul. Og statsministeren lod vide, at “den forståelse der var, den løb nogen fra”.

Det var LA's betingelse, at statsministeren skulle antyde, at dette var Dansk Folkepartis skyld.

Alligevel var det Samuelsen, der blev fældet dom over.

- Det var et af de helt store knæfald i nyere politisk historie, sagde politisk kommentator Hans Engell.

Han bemærkede, at “det virker ikke, som om Dansk Folkeparti har forpligtet sig til noget som helst. Så de nye forhandlinger er ikke andet end fugle på taget”.

En sidste bemærkning

Fredag 22. december gik Joachim B. Olsen på talerstolen i Folketingssalen.

- Efter et langt, opslidende og indædt forhandlingsforløb er det nu glædeligt, at en historisk stor skatteaftale endelig er faldet på plads, sagde han og tilføjede:

- For os er det selvfølgelig en lille streg i regningen, at den er vedtaget i USA.

Politikerne i salen grinede.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, spurgte, om nogen ønskede at kommentere, inden de skred til afstemning om finansloven.

Hun så ned på finansminister Kristian Jensen, men han rystede grinende på hovedet og viftede afværgende med hænderne, mens folk omkring ham grinede igen.

Finansloven for 2018 blev vedtaget med et bredt flertal sidste dag inden juleferien.

Efterskrift

9. januar 2018 opgav regeringen at finde flertal for en ambitiøs skattereform. Dagen efter undskyldte Anders Samuelsen for forløbet.

6. februar 2018 blev regeringen og DF enige om skattelettelser til fem milliarder kroner. En brøkdel af de 23 milliarder i regeringens oprindelige udspil.

Ved de følgende finanslovsforhandlinger blev det såkaldte paradigmeskifte vedtaget.

Ved folketingsvalget i juni 2019 mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten. DF gik fra 37 til 16 mandater, og LA mistede 9 af deres 13 folketingsmedlemmer.

Anders Samuelsen blev ikke genvalgt. Han forlod dansk politik.