Ni døgn med Messerschmidt: Han forsøgte at holde dramaet bag lukkede døre, men “det lykkedes ikke helt”
Flere af DF's folketingsmedlemmer truede med at forlade partiet, da Messerschmidt blev valgt som formand, men ingen har smækket med døren. Endnu.
Ved et kampvalg 23. januar udnævnte medlemmerne af Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt som partiets nye formand.
Knap nåede han at reagere på valgresultatet, før ringen af journalister og fotografer havde snævret sig ind om ham.
Alle afkrævede de svar på, hvordan han ville styre Dansk Folkeparti ud af krisen.
- Det er nu, det svære kommer, sagde Messerschmidt kortfattet, før han indfandt sig på scenen og takkede medlemmerne for deres tillid.
- Nu skal vi finde tilbage til det fællesskab, der altid har været Dansk Folkepartis nerve og ånd. Nu skal vi have helet de sår, der måtte være, og komme fremad, tilføjede han efterfølgende.
Men hvordan gik det, da journalisterne havde forladt årsmødet i Herning? Og hvordan forløb Messerschmidts første formelle uge som partiformand?
Det, du kan læse herunder, er hans egen beskrivelse af dagenes gang.
Valgdagen
Jeg siger ja til alle de tv-aviser, der vil tale med mig. Derfor ender jeg med at lave den sidste klokken 21.30, hvorfor vi først er tilbage på hotellet klokken 22.
Vi har heldigvis bestilt mad inden og sagt, hvad vi gerne vil have, så de kan have det stående klar til os. Jeg har taget en flaske Santa Duc-vin med, i tilfælde af at det skulle gå godt, så vi kan skåle.
Jeg begynder at ringe rundt til gruppens medlemmer for at sige hej og sætte aftaler op.
Dag 1 som ny partiformand
Jeg står op klokken 06.30, fordi jeg både har lavet aftaler med TV 2 NEWS og 'Go' morgen Danmark'. Det bliver ovre på hotellet i Herning, selvom jeg egentlig havde planlagt, at det skulle være hjemme i Charlottenlund. Det blev simpelthen for sent i går.
Vi suser hjem, hvor jeg har en frokostaftale med et par kollegaer. Jeg har sat mig for, at jeg vil tale med alle medlemmer af folketingsgruppen i løbet af den første uge, og det begynder jeg med, allerede da vi kører hjem fra Herning.
Vi gør ophold på Fyn, da jeg bliver ringet op og får at vide, at vi er på vej til at slå den hidtidige rekord for antal nye medlemmer på en dag. En rekord, der stammer fra 1999, hvor Mogens Camre meldte sig ind.
Jeg stopper bilen og går ud for at lave en video på en rasteplads omkring Middelfart, hvor jeg også lige kan få svaret på sms'er og sat de sidste to aftaler op.
Det bliver til en frokostaftale klokken 13, hvorefter jeg kan tage en eftermiddagslur og holde endnu en samtale over en middag om aftenen. Den bliver afbrudt af, at TV Avisen kommer og vil lave et indslag om de nye medlemmer.
Jeg fokuserer på at få lavet aftaler, så jeg når at tale med alle dem, jeg skal tale med i løbet af ugen. Det er vigtigt for mig at vide, hvor gruppen er. Hvad de tænker og ønsker.
Dag 2
Det har været en god og tiltrængt nats søvn. Dagen starter med en kaffeaftale med Peter Skaarup klokken 09, hvor vi taler om både årsmødet, fremtiden og den slags ting. Klokken 11 har vi gruppemøde, hvor jeg indleder med at gøre status.
Det er et særligt gruppemøde. Flere rejser offentlig kritik, og jeg kan godt mærke, at følelserne er lidt uden på tøjet.
Jeg kan også mærke, at der er brug for, at jeg siger nogle ord om, hvordan jeg har tænkt mig at samle gruppen. Og hvordan jeg på forskellig vis planlægger at komme over de personlige uoverensstemmelser, der måtte være opstået.
Inden har jeg gjort mig tanker om, hvordan jeg som partiets nye formand og leder skal fremstå over for gruppen. Det er vigtigt at være lydhør og forstående.
Jeg er træt. Rent fysisk træt. Men det er vigtigt, at folk får mulighed for at tale ud, og at jeg forsøger at forstå, hvor folk kommer fra.
Presseopmærksomheden er ikke ny, men nogle gange bliver det altså lidt kunstigt. Der bliver stillet spørgsmål, som de allerede kender svaret på eller udmærket godt ved, at de ikke får svaret på. Det kan godt blive en lille smule pjattet.
Jeg vælger en stil, hvor jeg bare siger det til journalisterne. I dag var første gang, det fik sin prøve, så jeg forsøger at mærke an, hvordan journalisterne tager imod den stil.
Jeg når at have fire kaffeaftaler på mit kontor, før vi i gruppen mødes igen om aftenen. Jeg beder om, at vi bruger rammen til at tale om andet end politik. Vi rykker bordene, så det bliver et langbord, og vi får gryde nede fra Rio Bravo – sådan noget mad, som alle kan lide.
Vi taler selvfølgelig politik, men det er lidt mere hyggeligt end ellers. Jeg bilder mig ikke ind, at det er nok til at bilægge alt og sige, at nu er vi videre, men folk tager egentlig godt imod det. Jeg gør mig store anstrengelser for, at der i hvert fald udadtil kan komme ro, men det lykkes ikke helt.
Medlemstallet er stadig voldsomt stigende, og jeg hører, at der er lokalforeninger, der vånder sig på grund af de mange nye medlemmer, som ikke skal betale kontingent det første år. Jeg beslutter at halvere alle lønningerne i den politiske ledelse. Så sender vi de penge ud til foreningerne, og det passer cirka. Det er et godt signal at sende.
Dag 3
En relativt kedelig dag. Jeg møder klokken 09 og har seks fysiske møder med gruppens medlemmer i løbet af dagen. Jeg får nogle gode inputs.
Der er afsat en time til hver. Nogle bliver lidt længere, nogle lidt kortere. Vi taler især om, hvad medlemmerne tænker om partiet, sig selv og mig.
Der er nogle, som er mere skeptiske end andre. Det er helt rimeligt. Men jeg synes, at samtalerne forløber godt, og vi skilles i en god ånd hver gang.
Den sidste samtale bliver holdt telefonisk hjemme klokken 19, hvorefter jeg serverer citronkylling med sennepsmarinade for Dot.
Dag 4
Vi har gruppemøde klokken 09. Et 'almindeligt' gruppemøde, hvis man kan sige det sådan, hvor vi taler mest om politik. Derefter har jeg en række samtaler hen over dagen indtil klokken 17, hvor Dot kommer ind og møder mig på Christiansborg.
Vi får venner på besøg fra Jylland. De kommer fra Fredericia og har booket sig ind på hotel herovre. Vi spiser på Almanak i Operaen, men i det øjeblik, vi kommer, får vi at vide, at forestillingen er aflyst. Det er lidt irriterende. Vi skulle have set Franz Lehárs operette 'Den glade enke'.
Jeg taler lidt med administrationen og forklarer, at vores venner er kommet fra det jyske og så videre, og de er så søde at hjælpe os med at få billetter til 'Lazarus', som er David Bowies værk, i Skuespilhuset.
Man kan nok ikke finde to værker, som ligger længere fra hinanden. Det er en spændende oplevelse, men jeg sidder også lidt og tænker, at det er en helt ny verden, som jeg bliver indhyllet i her.
Jeg siger altid til unge mennesker, når de er skeptiske over for klassisk musik, at det er vigtigt at bevare nysgerrigheden. Det bliver jeg så selv udsat for her, og det er ret voldsomt. Meget blod og mord på scenen, som jeg ikke er ubetinget begejstret for.
Men det er også en anledning til ikke at tænke på partiet. Det bestræber jeg mig altid på, når jeg er i teatret. Det er let nogle gange at lade ens tanker vende tilbage til arbejdet. Men jeg har forsøgt at mande mig op og fokusere på forestillingen – uanset hvad det er.
Dag 5
Jeg har en kaffeaftale klokken 08 og igen klokken 10, før jeg går i salen, hvor der er debat om danske værdier. Vi møder talstærkt op for at bakke Pia Kjærsgaard op. Mette Dencker, Alex Ahrendtsen, Peter Skaarup og jeg.
Undervejs kører jeg hjem, fordi jeg skal sende live på Facebook, svare på spørgsmål og gøre status over ugens gang.
Jeg er glad for næsten at være i mål med samtalerne. Jeg har kun én samtale tilbage, fordi vedkommende har været syg og derfor ikke har været på Christiansborg.
Nu kan jeg begynde at lægge kabale og se fremad. Jeg har nået det, jeg gerne vil nå. Derfor kører Dot og jeg op i vores sommerhus i Nordsjælland, da jeg er færdig med at sende live.
Dag 6, 7 og 8
Dot og jeg slapper af i sommerhuset med de to hunde, vi har med. Den ene er Josefines (Dots ældste datter, red.) hund Milo, som vi passer og derfor har taget med på landet.
Jeg har to møder online, men jeg har egentlig bare brug for at koble af og blive blæst godt igennem af stormen Malik, så vi slår hjernen fra og drikker noget rødvin.
Op ad søndagen har jeg lagt min kabale for ledelsen. Det er en svær opgave at få tingene til at gå op.
Dag 9
På et gruppemøde klokken 11 fremlægger jeg den gruppebestyrelse, som jeg har forestillet mig. Et forsøg på at få noget kontinuitet og fornyelse.
Da jeg går ind til mødet, mener jeg, at den plan, jeg vil fremlægge, er bedst. Men jeg er også bevidst om og afklaret med, at der kan være andre ønsker.
Jeg sætter mig bag klaveret og spiller 'Vores modersmål er dejligt', som vi synger sammen, som vi altid gør. Vi spiser en frokost sammen, og gruppen vælger undervejs at gøre René Christensen til næstformand.
Derfor bliver bestyrelsen altså ikke som den kabale, jeg har lagt op. Men afstemningens udfald er ikke noget, der får min verden til at styrte sammen.
Jeg går lidt før tid, fordi jeg skal tale med pressens repræsentanter. Det er lidt, som om tingene kører i tomgang. Der bliver stillet spørgsmål af rutinemæssig karakter. Jeg kunne skrive halvdelen af de artikler selv. Jeg ved udmærket godt, at Ekstra Bladet skriver noget småvildt. Jeg kender tonen.
Det er som at stå foran et symfoniorkester. Der er nogle, der larmer rigtigt meget, mens andre bare spiller smukt i baggrunden.
Derefter har jeg et "hilse på-møde" med statsministeren, som er både venskabeligt og professionelt. Jeg er ny partiformand og kommer jo til at se de andre partiformænd i mange sammenhænge.
Jeg må sige, at ud over den åbenlyse politiske uenighed er kollegialiteten mellem folk på Christiansborg en ret smuk ting ved det danske folkestyre.
Ville give ham "et par uger"
Morten Messerschmidt ender med at have 21 møder i løbet af sin første uge som formand for Dansk Folkeparti. De 15 af dem er med medlemmer af folketingsgruppen, mens de andre er ansatte i partiet.
Selvom flere af hans kollegaer fra gruppen har truet med at forlade partiet, hvis Messerschmidt vandt kampvalget, har indtil videre ingen smækket med døren.
Flere fortalte imidlertid til TV 2 efter formandsvalget for nu 16 dage siden, at de ville "give det et par uger".
Bent Bøgsted har indtil meddelt, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Det samme har Messerschmidts største konkurrent til formandsposten, Martin Henriksen, som mandag også valgte at trække sig fra partiets hovedbestyrelse.
Den voldsomme medlemstilgang stagnerede efter få dage, men har for længst passeret 2500, mens godt 100 medlemmer har meldt sig ud.