Konflikten om Ukraine

Bødskov afviser ikke at sende våben til Ukraine: - En meget, meget alvorlig situation

Morten Bødskov (S) siger, at regeringen ikke "har nogen principiel modstand" mod at sende våben til Ukraine.

Mens konflikten omkring Ukraine spidser til, har Danmark fået ny forsvarsminister, og han er klar i retorikken om den russiske præsident Vladimir Putins rolle.

- Der er ingen tvivl om, at én person har hovedansvaret for det, vi ser nu, og det er Putin, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) til TV 2.

Det er en meget, meget alvorlig situation, som han (Putin, red.) egenhændigt har bragt Ukraine og resten af Europa i

Morten Bødskov (S), forsvarsminister

Den franske præsident Emmanuel Macron har mandag holdt møde med Putin, hvor Macron fortalte den russiske præsident, at han håber, at forhandlingerne kan føre til en nedtrapning af den anspændte situation mellem Vesten og Rusland.

Også den amerikanske præsident, Joe Biden, har mandag haft besøg af den tyske kansler, Olaf Scholz, og de to lande er ifølge Biden "helt på linje" i forhold til reaktioner på Ruslands aggressioner over for Ukraine.

Ikke mere tryg end i morges

Det er imidlertid ikke noget, som får Morten Bødskov til at ånde lettet op.

- Der er ingen grund til at være naiv overfor en person som Putin, og hvis du spørger mig, om jeg er mere tryg nu, end jeg var, da jeg stod op i morges, er det altså ikke tilfældet, lyder det fra ministeren, som tilføjer:

- Jeg tror også, at vi må sige, at det er fint, at dialogen nu har fået luft under vingerne, men det er nok også for tidligt at sige, om der kommer noget ud af det. Det er en meget, meget alvorlig situation, som han (Putin, red.) egenhændigt har bragt Ukraine og resten af Europa i.

Ukraine forventer militær støtte

I forbindelse med konflikten omkring Ukraine og NATO-landenes støtte er der opstået en diskussion i Danmark om det bidrag, som landet giver.

Den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, har sagt i TV 2-programmet 'Lippert', at han forventer militær støtte fra NATO, og at der især er behov for antiluftskyts for at kunne afværge en russisk invasion.

Men det bidrag kan Danmark ikke give, var meldingen i januar fra den daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Trine Bramsen (S), der nu er transport- og ligestillingsminister, har sagt, at Danmark primært kommer til at støtte med rådgivning om eksempelvis cyberkriminalitet og opbygning af et hjemmeværn i Ukraine.

Afviser ikke at sende våben

Men Morten Bødskov (S) afviser ikke, at Danmark vil sende våben afsted.

- Noget af det, vi kommer til at diskutere, er, hvordan vi i fællesskab via NATO kan styrke støtten til Ukraine og de baltiske lande.

- Og i forbindelse med den diskussion, der er opstået i Danmark omkring muligheden for at sende våben til Ukraine, har regeringen ikke nogen principiel modstand mod det, og det er noget, som jeg har inviteret forsvarsforligskredsen til at drøfte onsdag morgen i Forsvarsministeriet, siger Bødskov til TV 2.

Ministeren påpeger, at Danmark bidrager gennem NATO med en fregat og fire F16-fly til de baltiske lande. Desuden skal han i næste uge mødes med forsvarsministre fra andre EU-lande i Bruxelles.

- Og der er det klart, at det her spørgsmål er helt i toppen af dagsordenen, lyder det fra Bødskov.