Benny Engelbrecht trækker sig

Den nu afgående transportminister tager konsekvensen af, at Enhedslisten tidligere på dagen erklærede mistillid til ham.

Benny Engelbrecht (S) går af som transportminister.

Det bekræfter ministeriet over for TV 2.

- Jeg har gennem hele min ministertid bestræbt mig på at behandle alle så godt som muligt og vise respekt og ydmyghed for embedet.

- Jeg er stolt af de resultater, vi har nået. Ikke mindst den meget brede aftale om infrastruktur, som reelt udgør en plan for, hvordan vi elektrificerer hele transportsektoren, lyder det fra den nu afgående transportminister i et skriftligt citat.

TV 2 har efterspurgt et interview med Benny Engelbrecht, men det har han ikke ønsket at stille op til.

På Twitter takker han alle Folketingets partier "for det gode samarbejde", mens han på Facebook skriver, at han glæder sig til at fortsætte sit arbejde på Christiansborg.

Vildledning af Folketinget

Benny Engelbrechts udmelding kommer fire timer efter, at støttepartiet Enhedslisten erklærede mistillid til ham.

Det skyldes, at Engelbrecht har tilbageholdt afgørende klimatal og dermed vildledt Folketinget, forklarede den politiske ordfører Mai Villadsen (Ø).

Det skete med henvisning til MobilityWatch og fagbladet Ingeniørens afsløringer af, at Transportministeriet under forhandlingerne til en infrastrukturaftale tilbageholdt en række beregninger.

En omfattende aktindsigt viste, at Transportministeriet specifikt bad Vejdirektoratet om at fjerne tal for CO2-udledning fra det forberedende materiale umiddelbart før, forhandlingerne gik gang.

- Jeg har gjort mit bedste for at belyse den her sag. Jeg har også beklaget forløbet, og jeg er selvfølgelig både ked af og ærgerlig over, at Enhedslisten har valgt at sige, at de ikke har tillid til mig – og på den baggrund har jeg valgt at trække mig som minister, skriver Engelbrecht.

Der tegnede sig et flertal imod ham

Afsløringerne fik i ugens løb SF, Enhedslisten og Radikale Venstre til at rette heftig kritik og beskylde Benny Engelbrecht for at tilbageholde information for Folketinget.

Det resulterede blandt andet i, at de tre partier de seneste dage har været til individuelle krisemøder, og at Engelbrecht torsdag igen måtte tale sin sag under et næsten tre timer langt samråd i Transportudvalget.

Her nåede både Radikale Venstre og SF frem til, at forseelsen ikke var stor nok til en mistillidserklæring. Men hos Enhedslisten var holdningen altså en anden.

Da Benny Engelbrecht meddelte offentligheden, at han går af som minister, havde 89 af Folketingets i alt 179 medlemmer offentligt erklæret mistillid til ham.

Ét mandat mere ville have tvunget ham til at gå.