Politik

Første gruppemøde i DF med Messerschmidt i spidsen - uklart om alle bakker ham op

Ifølge TV 2s oplysninger var stemningen på gruppemødet særdeles anspændt.

Tirsdag middag har DF-folketingsmedlemmerne afholdt deres første gruppemøde med Morten Messerschmidt for bordenden.

Efter mødet blev den nye formand af pressen gentagne gange spurgt ind til, hvorvidt han har opbakning fra alle medlemmerne.

- Som jeg hører det, på dem der har taget ordet, er alle med på, at jeg skal forsøge at genskabe den gode stemning, svarede han første gang.

Har du fået entydig opbakning fra alle i gruppen i dag?

- Nu skal jeg ikke stå her og udlægge folks ord. Der er selvfølgelig nogle, som har store forventninger til, at jeg kan klinke skårene, og nogle som tror, at det bliver meget svært.

Er der nogen, som har sagt, de vil melde sig ud?

- Så har de i hver fald ikke sagt det, så jeg har hørt det, svarede Morten Messerschmidt.

Kritik af Messerschmidts person

Ifølge TV 2s oplysninger var stemningen på mødet særledes anspændt og med gnidninger mellem flere parter.

Selv sagde Messerschmidt, at gruppemødet gik fint, men han lagde dog ikke skjul på, at der venter ham en stor opgave forude i forhold til at få samlet partiet.

- Jeg tror, det bliver svært. Enhver kan se, at der er nogle personlige stridigheder i gruppen, sagde han.

Messerschmidt fortalte, at der under mødet blandt andet blev udtalt kritik af hans person. Han ville ikke kommentere på fra hvem. Den del skal, sagde han, "holdes bag lukkede døre".

Måske går jeg selv, nu må vi se

Marie Krarup, integrationsordfører (DF)

Og netop Messerschmidts person er helt central, når det kommer til stridighederne i Dansk Folkeparti.

Flere fremtrædende medlemmer har sagt, at Messerschmidt er arrogant, og at de ikke stoler på, at han kan løfte opgaven som formand.

Flere har meldt deres afgang

Nogle har allerede taget konsekvensen og meldt, at de ikke genopstiller for Dansk Folkeparti ved næste valg. Det gælder eksempelvis Martin Henriksen, der blev nummer to ved søndagens formandsvalg.

Beslutningen er en direkte konsekvens af hans manglende tillid til Morten Messerschmidt.

- Jeg kan ikke stille op til Folketinget, som tingene er nu. Det ville være en anelse for falsk, siger han til TV2 ØST.

Også det mangeårige Folketingsmedlem Bent Bøgsted har tirsdag meddelt, at han ikke genopstiller ved næste Folketingsvalg. Han begrunder det med sygdom.

Morten Messerschmidt gav efter gruppemødet udtryk for, at han er ked af, at Martin Henriksen ikke genopstiller.

Det er dog ikke ligefrem, fordi stemningen mellem de to har været god. Faktisk har den været iskold, og spydighederne er føget gennem luften under valgkampen.

- Måske jeg selv går

Udover de, der allerede har forladt partiet, har flere varslet deres mulige afgang. Det gælder eksempelvis sundhedsordfører Liselott Blixt og integrationsordfører Marie Krarup.

Fra sidstnævnte lød det i dag kort inden gruppemødet:

- Jeg er ikke bange for at blive ekskluderet, det ville være rigtig dumt, men måske går jeg selv, nu må vi se.

Her langede Marie Krarup samtidig ud efter partistifter og tidligere formand, Pia Kjærsgaard, som hun mener, er "en meget meget stor del af problemet".

Efter formandsvalget søndag gav Marie Krarup tydeligt udtryk for, at hun ikke tror, Messerschmidt er den rigtige leder, fordi han har en "ekstremt dårligt track rekord". Det dækker blandt andet over Meld og Feld-sagen, hvor Messerschmidt er tiltalt for svig med EU-midler.

Alle skal have en plads

Flere politiske analytikere har peget på, at den vigtigste opgave for Messerschmidt nu er at samle partiet og få talt ud med alle i Folketingsgruppen, forud for at han skal sætte sit nye hold.

Konkret er det 10 af DF's 16 folketingsmedlemmer, der ikke stemte på Messerschmidt søndag, men derimod ønskede enten Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen.

Hvem, der skal have udvalgsposter i partiet, ville Morten Messerschmidt ikke løfte sløret for, da han mødte pressen efter gruppemødet.

Men han garanterede, at også nogle af de medlemmer, der ikke stemte på ham som formand, vil få en betydelig rolle.

- Gruppen skal i bred forstand føle sig repræsenteret. Længere er den ikke, sagde Messerschmidt.