GO'

To tidligere DF-medlemmer stiller spørgsmål til Messerschmidt: - Vil du gå i regering?

Siden formandsvalget søndag har Dansk Folkeparti fået 738 nye medlemmer, mens 50 medlemmer har meldt sig ud, oplyser DF til TV 2.

Siden Dansk Folkepartis historisk gode valg i 2015, har partiets medlemstal været nedadgående.

Flere end 7300 medlemmer har forladt partiet, og to af dem er Jakob Figen Kromann og Anders Vulpius Christensen.

- Det gjorde jeg først og fremmest, fordi de ikke gik i regering, da de havde chancen for det. Jeg gik i nogle år og overvejede det, og da der kom alt det her interne fnidder, så tænkte jeg: ”Nej, nu gider jeg ikke mere”, fortæller Jakob Figen Kromann i ’Go’ morgen Danmark’.

For Anders Vulpius Christensen var det en racistisk tone i partiet og i høj grad Morten Messerschmidts Meld og Feld-sag, der har fik ham til at forlade partiet.

- Det værste af det hele, det var Meld og Feld-sagen. Morten fortæller, hvordan folk snyder med kagedåsen i EU, og så gør man det selv, lyder det.

Dansk Folkepartis medlemstal de seneste ti år

2012: 10.684 medlemmer

2013: 12.064 medlemmer

2014: 14.587 medlemmer

2015: 17.122 medlemmer

2016: 15.911 medlemmer

2017: 13.930 medlemmer

2018: 12.902 medlemmer

2019: 10.600 medlemmer

2020: 9.427 medlemmer

2021: 9.783 medlemmer

Han var skuffet over, at Morten Messerschmidt ikke selv erkendte sin fejl, da sagen kom frem, lyder det, og det fik ham til at sige stop i 2015 – tre år før Jakob Figen Kromann meldte sig ud i 2018.

Siden Morten Messerschmidt blev valgt som formand søndag, har yderligere 50 medlemmer forladt partiet, men til TV 2 oplyser Dansk Folkeparti samtidig, at 738 danskere har meldt sig ind. Det er dog vigtigt at nævne, at partiet i juli 2021 gjorde det gratis at blive medlem.

Spørgsmål til Morten Messerschmidt

Jakob Figen Kromann og Anders Vulpius Christensen står ind til videre fast på deres beslutning om at forlade Dansk Folkeparti.

Alligevel havde de begge et spørgsmål til den nyvalgte formand, da de fik muligheden.

Jakob Figen Kromann: Morten, hvis du får samme chance, som Kristian Thulesen Dahl fik i 2015, går du så i regering?

- Ja, det gør vi. Det er helt klart.

Og Morten Messerschmidt forklarer yderligere, at det vil være et krav for ham i en blå regering at stille krav på EU-området.

Nu skal Morten lige have mulighed for at bevise sit værd

Jakob Figen Kromann, køkkenleder

- De ser jo lidt anderledes på FN og EU, end vi gør, og hvis de kommer med en Marrakesh 2-aftale og vil stemme den igennem, så vil det være mit krav, at vi forelægger det til en folkeafstemning. Hvis man ikke vil det, så vil jeg være klar til at vælte sådan en regering.

Anders Vulpius Christensen var i stedet interesseret i at spørge ind til Meld og Feld-sagen:

Politiet har jo sagt, at en del af årsagen til, at den her sag har trukket ud så længe, det er, at de oplysninger, de har søgt, er blevet forsinket på grund af din manglende interesse i sagen.

- Når tingene har trukket så voldsomt ud, er det, fordi jeg bad om en garanti, der er en fuldstændig elementær rettighed i det danske retssamfund, at hvis jeg skulle udlevere alle dokumenterne, ville jeg vide præcist, hvad jeg var mistænkt for, lyder det fra Messerschmidt.

Vil ikke afvise genindmeldelse

Anders Vulpius Christensen er tilfreds med Messerschmidts svar, men han overvejer på nuværende tidspunkt ikke at melde sig ind i Dansk Folkeparti igen. I 2015 var han med i partiets anti-EU-kampagne, men i dag ønsker han ikke, at Danmark skal forlade EU.

- Vi har set på Brexit, som ikke går så godt, og vi står med en trussel fra øst, så er jeg mere interesseret i, at vi bibeholder EU, som har været med til at skabe fred i hele Europa gennem de sidste 70 år, lyder det.

Jakob Figen Kromann er heller ikke ved at melde sig ind i partiet igen, men han vil derimod ikke afvise, at han kan se sig selv som medlem fremover. Han er nemlig stadig enig i partiets politik.

- Jeg vil gerne lige afvente og se, hvad der sker. Nu skal Morten lige have mulighed for at bevise sit værd. Så må vi tage den derfra, forklarer han.

Se interviewet med Morten Messerschmidt, Jakob Figen Kromann og Anders Vulpius Christensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY