Politik

- Der er to slags politiske journalister. De, der var med til Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, og de, der ikke var

Michael Stuhr var øjenvidne til et af de vildeste øjeblikke i dansk politik og troede aldrig, det ville gentage sig. Nu er han kommet i tvivl.

Giftig magtkamp. Kaos. Et parti i nedsmeltning.

Overskrifterne er ikke skrevet med småt, når mediernes kommentatorer skal beskrive forventningerne til søndagens årsmøde i Dansk Folkeparti.

Men der vil være politikere til stede, som ankommer med en brynje af hård politisk hud på krop og sjæl. De har nemlig oplevet det, der var langt værre.

De deltog i Fremskridtspartiets landsmøde i Scandinavian Congress Center i Aarhus i september 1995.

Dansk Folkepartis mor Pia Kjærsgaard og gruppeformand Peter Skaarup, for eksempel.

Forfatteren

Michael Stuhr er ansat på TV 2s politiske redaktion.

Han har arbejdet som politisk reporter på Christansborg i 34 år, heraf 28 år på TV2 Nyhederne.

I 1995 dækkede han Fremskridtspartiets historiske årsmøde. Søndag er på pletten igen, når dramaet måske gentager sig hos Dansk Folkeparti.

Kaotisk magtkamp

Jeg var der også. Udsendt af TV2 Nyhederne for at dække to dages udgave af det, som Pias Kjærsgaard siden har kaldt ”Revyernes Revy.” Jeg har ofte sagt: Der er to slags politiske journalister. De, der var med til Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, og de, der ikke var.

Hvad revyen egentlig skulle have handlet om, stod ikke klart på forhånd.

Men det kom til at dreje sig om en kaotisk magtkamp mellem Pia Kjærsgaard og gruppeformanden Kim Behnke. Hovedbestyrelsens flertal var på Pia Kjærsgaards side.

Jeg tænkte, at nu kunne det ikke blive mere dramatisk. Jeg tog fejl.

Michael Stuhr, politisk reporter

Som noget højest usædvanligt for et politisk parti kunne man få stemmeret på landsmødet blot ved at melde sig ind i partiet. Det forlød, at Kim Behnke havde sørget for, at mange benyttede sig af den mulighed.

De blev kørt ind i busser fra hele landet. Så Pia Kjærsgaard undrede sig over de mange fremmødte. Der var adskillige, som hun aldrig havde set før.

Først trak formanden sig

Behnke-fløjen lagde hårdt fra land ved at udtrykke mistillid til Hovedbestyrelsen. Det hele akkompagneret af buh-råb og punktering af 300 balloner, der var delt ud.

Så trak landsformanden Poul Lindholm sig.

- Jeg kan ikke leve med det anarki, konstaterede han.

- Du er syg i roen

Daværende medlem af Fremskridtspartiet

Så var landsmødet ligesom i gang.

Kort efter ville forsamlingen udtrykke mistillid til de tre dirigenter.

Det havde jeg aldrig oplevet før. Da en af dirigenterne skulle forklare forsamlingen om proceduren, sagde han:

- Der er nu fremsat forslag om mistillid til mig. Hvis I stemmer for, så bliver jeg. Hvis I stemmer imod, så går jeg.

Jeg stod tilfældigvis tæt på scenen. Så sagde jeg til ham:

- Undskyld, men det er faktisk lige omvendt. Hvis de stemmer ja til et mistillidsvotum, så skal du gå.

- Er du sikker?, sagde han.

- Ja.

Så gik afstemningen i gang. De tre dirigenter overlevede lige akkurat.

Normalt må en journalist slet ikke blande sig direkte i det politiske arbejde. Men jeg tænkte, at det var ok med en faktuel oplysning. Eller også blev jeg bare revet med.

Tog fejl

Som altid ved partiets landsmøder var scenen pyntet med adskillige planter, der bærer navnet ”Husfred.” Allerede lørdag hang de med hovedet.

Til aftenens 19-udsendelse kunne min kollega Gunilla Roijer og jeg lave et indslag, hvor ord som krig og opløsning indgik i reportagen.

Jeg tænkte, at nu kunne det ikke blive mere dramatisk. Jeg tog fejl.

Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup sad i hovedbestyrelsen. Men selv om et flertal dagen før havde udtrykt mistillid til Hovedbestyrelsen, så nægtede de to at trække sig med henvisning til, at de ikke var på valg.

Så eksploderede Fremskridtsparti-veteranen Kristen Poulsgaards tålmodighed.

- Tøsedrenge!

Han tiltvang sig adgang til talerstolen trods dirigenternes højlydte protester.

- Det er nødret, det her, sagde han og fortsatte med at skælde ud på Thulesen Dahl og Skaarup:

- Pia Kjærsgaards nikkedukker. Tøsedrenge!, råbte han blandt andet.

Fremskridtspartiets landsmøde løb i 1995 helt ad sporet. Video: Rasmus Dam Nielsen

Da han spruttende og hvæsende gik ned fra talerstolen, tænkte jeg: Det er nu, vi skal interviewe ham, mens han er varm.

Jeg fik fat i en fotograf og konfronterede Poulsgaard med et fredsommeligt spørgsmål: Hvad er det, du er så vred over?

- To gange har den øverste magt sagt (til Hovedbestyrelsen – red.), at vi ønsker jer ikke. Og alligevel, så klæber de til taburetterne…

Her blev interviewet afbrudt af en delegeret, som opfordrede Poulsgaard til at stoppe.

Stemningen var uforsonlig på Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Video: Rasmus Dam Nielsen

- Det bestemmer du ikke!, svarede Poulsgaard.

- Du er helt til grin, replicerede den delegerede.

Mistillid til alle

Herfra gik det slag i slag med afstemninger, som ingen rigtigt vidste, hvad handlede om, flere knaldende balloner og skubben ved scenen, hvor en råbte til en anden: - Du er syg i roen.

Kristen Poulsgaard var ikke en populær mand på Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Video: Rasmus Dam Nielsen

Så meddelte to af de tre dirigenter lige pludselig, at de trak sig. Jeg tænkte: hvis den tredje også går – hvordan kan mødet så fortsætte? Formanden havde trukket sig, Hovedbestyrelsen var væltet, og dirigenterne er på vej ud.

Går vi så bare hver til sit? Det var helt surrealistisk.

Nu er den gal igen

Michael Stuhr, politisk reporter

Men den tredje blev på sin post, og mødet kunne fortsætte. Og på mirakuløs vis fik de valgt en ny landsformand, Johannes Sørensen.

Landsbytossernes indtog

Pia Kjærsgaards analyse til min mikrofon denne absurde søndag eftermiddag lød sådan her:

- Der er simpelthen sket det, at Kim Behnke og hans støtter alene for at få magten har meldt en masse landsbytosser ind i det her parti. Folk, der hujer og buher og råber og knalder balloner, når folk er på talerstolen, eller hvis tingene går dem imod.

Pia Kjærsgaard var rystet over udviklingen på Fremskridtspartiets landsmøde i 1995. Video: Rasmus Dam Nielsen

Så sluttede landsmødet. Mens busserne kørte hjem, fejede rengøringspersonalet de brugte balloner op.

Dramaet spøger

Seks dage senere stiftede Pia Kjærsgaard sammen med blandt andre Thulesen Dahl og Peter Skaarup Dansk Folkeparti.

26 år senere. Stor vælgerfremgang og enorm indflydelse. Men nu er den gal igen. Nu skal de forsøge at klinke skårene i Herning.

Jeg har dækket utallige politiske landsmøder. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at kalde nogle af dem dramatiske efter oplevelsen i Aarhus i 1995.

Så selv om der for alvor er lagt brænde i den person-politiske kakkelovn, tvivler jeg på, at jeg vil bruge lige så store ord, når jeg skal dække DF’s landsmøde i Herning søndag 23. januar. Men det kan være, at jeg tager fejl.