Mink-sagen

Fejlagtigt talepapir refererede til Mette Frederiksens ord, mener vidner

De øverste chefer i Rigspolitiet vidste, at der manglede lovhjemmel til aflivning af alle mink, men satte elever til at ringe til 300 minkavlere.

Det var en af den slags dage i Minkkommissionen, hvor der var brug for et grundigt kig på organisationsdiagrammet, før afhøringerne kunne gå i gang.

Torsdag blev der nemlig sat navn på manden, som i november 2020 formulerede det talepapir, som 60 politiskoleelever blev bedt om at følge under deres samtaler med 300 minkavlere.

Han hedder Tobias Berg og var på udlån fra Københavns Vestegns Politi, da han - blot fire dage efter sin første dag i Rigspolitiet - skrev det såkaldte actioncard.

Men Tobias Berg er blot "første led", som kommissionen har pointeret. Der er flere over ham, der har ladet fejlen passere.

Tobias Berg refererede til chefen for den juridiske sektion, Birgitte Buch, som fredag indfandt sig i Retten på Frederiksberg. Her kritiserede hun, at advokatundersøgelsen - ifølge hende - har givet en for stor del af skylden til Tobias Berg.

Men hvis ikke fejlen var hans, hvis så? Ja, det kom vi fredag en anelse nærmere.

Direkte reference til pressemøde

Torsdag bekræftede Uffe Stormly, politiinspektør og ansvarlig for den nationale operative stab (NOST), at han havde godkendt actioncardet, og det samme gjorde Birgitte Buch fredag.

Her forklarede hun flere gange, at formuleringen "beslutningen er truffet" var en direkte reference til det, regeringen havde fortalt hele den danske befolkning på pressemødet 4. november.

Den opfattelse delte politidirektør Lykke Sørensen. Hun var dagens første vidne og er placeret lige under Rigspolitiets øverste chef, Thorkild Fogde, i det føromtalte hierarki.

Selvom formuleringerne i actioncardet altså ifølge de to ledere i politiet flugtede med udmeldingerne fra statsminister Mette Frederiksen (S), siger de begge, at det selvfølgelig havde klædt dem at tilføje, at der blev arbejdet på at skaffe lovhjemmel til beslutningen.

Det var i minkavlernes klare interesse

Birgitte Buch, juridisk sektionsleder

Forskellen på ordene, der blev sagt på pressemødet, og det talepapir politiet brugte, er, at Mette Frederiksen under pressemødet ifølge eget udsagn ikke vidste, at der manglede hjemmel til beslutningen. Den viden havde Rigspolitiet, da politielever blev sat til at ringe 300 minkavlere op.

Gjorde minkavlerne en tjeneste

Birgitte Buch, som altså personligt læste og godkendte actioncardet, mente ganske vist, at en tilføjelse ville have været på sin plads. Men hun gjorde det samtidig klart, at politiet blot gjorde minkavlerne en tjeneste ved ikke at pakke tingene ind.

De skulle vide, hvilken økonomisk gevinst de gik glip af, hvis ikke de sagde ja til myndighedernes optælling.

- Det her var i minkavlernes klare interesse. Jeg ved, at der var et ønske fra minkavlerne om at komme i gang med det her, sagde hun.

Har du været med i nogen drøftelse om, hvordan formuleringen om "alle mink skal aflives" har påvirket, hvordan minkavlerne svarede på ja/nej-spørgsmålet?

- Nu tror jeg, man skal huske, at det var i minkavlernes klare interesse at få pelset deres dyr, før de blev smittet. Det var det, der var det afgørende for dem.

Chef mindede om manglende hjemmel

Det er fortsat uklart, om det var Birgitte Buch eller Uffe Stormly, der specifikt bad Tobias Berg formulere actioncardet.

Til gengæld kom det fredag frem, at Stormly faktisk mindede Buch om den manglende lovhjemmel, før hun sammen med Tobias Berg tog til et møde med Fødevarestyrelsen 6. november.

Det var her, det blev aftalt, hvad de 60 politiskoleelever i politiets nyoprettede call-center konkret skulle gøre. Og det var herefter, at Tobias Berg i løbet af 45 minutter skriblede talepapiret.

- Han sagde faktisk direkte: "Husk at være opmærksom på hjemlen", sagde Birgitte Buch under fredagens afhøring og tilføjede:

- Det blev helt klart ude ved Fødevarestyrelsen, at det var på frivillig basis, om minkavlerne ville deltage i den her optælling.

En "enkel plan" om aflivning med gift

Udover ordlyden af talepapiret kredsede fredagens afhøring også om en særlig sms sendt 2. november. Her skrev rigspolitichef Thorkild Fogde først til Lykke Sørensen, at der angiveligt var fundet en ny mutation blandt minkene.

Det er værd at bemærke, at korrespondancen fandt sted dagen før, at regeringens koordinationsudvalg traf beslutningen om at aflive alle mink. Alligevel svarede Lykke Sørensen:

"Enkel plan: beslutningen om stop for mink i Danmark, aflivning af mink med gift med bistand fra Forsvar og politi og afbrænding af de døde mink"

  1. Thorkild Fogde

    De har angiveligt fundet en ny minkmutation

  2. Lykke Sørensen

    Enkel plan: beslutningen om stop for mink i Danmark, aflivning af mink med gift med bistand fra Forsvar og politi og afbrænding af de døde mink

Sms'en mente Lykke Sørensen ikke, at kommissionen burde lægge det store i, men det var udspørgeren tydeligvis ikke enig i. Han ville meget gerne vide, hvor idéen til den "enkle plan" var opstået.

- Vi havde løbende drøftelser om, at vi ikke kunne følge med, og hvad der skulle til for, at det kunne lykkes, sagde Lykke Sørensen.

Det blev dog langt fra det sidste, vi hørte til sms'en, som afsenderen selv beskrev som "bombastisk".

"Ej, nu må du lige..."

Udspørgeren spolede tre dage frem. Siden den "bombastiske" sms blev sendt, havde regeringen 3. november truffet beslutningen og 4. november meldt den ud på et virtuelt pressemøde.

Udviklingen fik Rigspolitiet til at indkalde til et morgenmøde 5. november, hvor der blandt deltagerne både sad ansatte ved politiet, Fødevarestyrelsen og Forsvaret.

Af referatet fremgår det, at Hanne Larsen fra Fødevarestyrelsen orienterede alle deltagerne om, at der ikke var lovhjemmel til aflivning af alle mink. Derfor ville udspørgeren i retten fredag vide, om det gav anledning til nogen form for drøftelse eller eftertanke, at der under mødet blev sagt: "der er ikke hjemmel til det, du har foreslået".

Jeg har ikke foreslået noget!

Lykke Sørensen

Udspørgeren henviste til sms'en om den "enkle plan" sendt tre dage tidligere, men den købte Lykke Sørensen ikke ind på.

- Ej, nu må du lige.. Jeg har ikke foreslået noget!, sagde en tydeligt frustreret Lykke Sørensen.

Du kommer med en idé så...

- Jeg kommer med en operativ tilkendegivelse. Hvis det her skal lykkes, skal man komme med en enkel plan.

Afhøringerne i Minkkommissionen fortsætter 27. januar, hvor formanden for de danske minkavlere, Tage Pedersen, blandt andre skal afhøres.