Politik

Aalborgs borgmester er sygemeldt med stress

Thomas Kastrup-Larsen (S) er sygemeldt med stress. Viceborgmester overtager opgaver.

Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), er sygemeldt med stress.

Det oplyser Aalborg Kommune til Nordjyske.

Viceborgmester Helle Frederiksen overtager de nødvendige funktioner, mens han er væk. Kommunen kan ikke oplyse yderligere.

Helle Frederiksen er blevet orienteret om sygemeldingen og kan ikke fortælle nærmere om årsagen, siger hun til Nordjyske.

48-årige Thomas Kastrup-Larsen har siden 2014 været borgmester i Aalborg, der er landets fjerdestørste by. Han har været medlem af byrådet i Aalborg siden 1998.

Ved det seneste kommunalvalg i november fik han 14.500 personlige stemmer, hvilket er knap en halvering fra valget i 2017.

På Facebook har borgmesteren torsdag eftermiddag selv kommenteret sygemeldingen:

- Jeg har gennem et stykke tid haft ret kraftige stress symptomer. Så kraftige at jeg ikke kunne ignorere dem længere. Jeg har derfor været ved lægen, og fået den klare besked, at jeg skulle sygemelde mig. Jeg er simpelthen nødt til at respektere mit helbred.

- Jeg har en plan om at komme stærkt tilbage, men bliver foreløbigt nødt til at koble helt ud af de politiske arbejde for en periode. Pas godt på vores skønne kommune, mens jeg kommer til hægterne igen, skriver Thomas Kastrup-Larsen.