Politik

Kampen om midten af dansk politik er i gang - ét spørgsmål skal partierne svare på

For 15 år siden blev en samtale på bagsædet af en bil symbol på midterpartiernes måske største dilemma.

Den forgange weekend meldte Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne sig for alvor på banen med konkret politik.

Vi spillede os alt af hænde ved ikke at have standhaftighed

Gitte Seeberg, medstifter af Ny Alliance

Og Radikale Venstre startede det nye år med at slibe det parlamentariske sværd og vifte med det overfor regeringen.

Efter næste folketingsvalg vil partiet under ingen omstændigheder pege på en etpartiregering. I stedet opfordrer de til at lade en kommende regering strække sig hen over midten af dansk politik.

Begge partier påstår at være midterpartier, men har midten plads til dem begge? Og hvad med Kristendemokraterne, der også kæmper om en plads blandt midterpartierne?

Hvis man spørger Rune Stubager, der er valgforsker på Aarhus Universitet, er midterpartierne ofte attraktive for vælgerne.

I princippet i hvert fald.

- Alligevel er der ikke mange vælgere, der rent faktisk stemmer på de partier, som man traditionelt kalder midterpartier, siger Rune Stubager til TV 2.

At midterpartierne sjældent bliver blandt de største partier, kan skyldes flere ting, mener valgforskeren.

- Når man taler om midten i politik, bliver det hurtigt som at købe elastik i metermål, siger han.

Den politiske konsensus kan ændre sig, så det, der engang var midten, pludselig ligger på den ene eller anden fløj. Derudover, mener Rune Stubager, kan midterpartier have svært ved at markere sig med klare og fængende budskaber i en valgkamp.

Der kan kun være én statsminister i Danmark. I den henseende findes midten ikke

Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet

- Det kan være vanskeligt at være højtråbende fra midten. Hvis man bare siger, at man står på midten, hvad står man så for? siger han.

Kunsten at gøre sig kostbar

En af dem, der selv har oplevet de benhårde dilemmaer, som midterpartier kan løbe ind i, er Gitte Seeberg.

I dag er hun administrerende direktør i Autobranchen, men i 2007 var hun med til at stifte Ny Alliance, der blev lanceret som et pragmatisk midterparti. Det mærkat holdt dog kun, indtil partiet blot et år efter sin stiftelse sprang ud som fuldtonet liberalt parti og ændrede navn til Liberal Alliance.

Lyn-analyse

Status er, at der igen, igen er en del partier, der vil erobre midten.

Der kan være plads til både Radikale Venstre, Moderaterne og Kristendemokraterne, fordi mange vælgere er tiltrukket af ideen, om at dansk politik styres fra midten. Der er også konkrete forskelle på de tre partiers politik.

Men hvis vælgerne ikke kan gennemskue, hvad de får hos et parti, og de ikke ved, hvilken statsminister deres stemme bringer til magten, kan mange ende med at fravælge det parti.

Det kan både være tiltrækkende og forvirrende for vælgerne, når et parti lægger sig på midten.

- Vi spillede os alt af hænde ved ikke at have standhaftighed til at insistere på at stå på midten, siger Gitte Seeberg i dag til TV 2.

Ny Alliance endte med før valget at tilkendegive, at partiet sandsynligvis ville støtte Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister efter folketingsvalget i 2007.

Gitte Seeberg mener, at midterpartier kan vinde stort på at gøre sig kostbare helt til det sidste ved at afvise at pege på en statsministerkandidat før valget.

- På den måde kan man måske få nogle tilbud om konkret politik fra statsministerkandidaterne, siger Seeberg.

I dag har Radikale Venstre ifølge Rune Stubager bedyret, at de før et kommende valg vil komme med et klart svar på, hvilken statsministerkandidat de vil pege på.

Moderaterne har endnu ikke meldt noget klart ud.

Ikke at give et soleklart svar viste sig imidlertid at være farligt, måtte Ny Alliance sande.

Midten findes ikke

I 2009 udkom dokumentarfilmen 'Dagbog fra midten', hvor instruktør Christoffer Guldbrandtsen gennem et år fulgte Ny Alliances stiftelse, kaos og transformation fra midterparti til liberalt parti.

I en scene i filmen sidder partiets daværende leder Naser Khader i en bil undervejs til en partilederdebat op til valget i 2007. Sammen med sine rådgivere taler han om, hvad han skal svare, når ordstyreren utvivlsomt spørger, hvem partiet peger på som statsminister.

De blev enige om et svar, som var klart uden rigtig at være det.

- Vi peger på Anders Fogh Rasmussen som statsministerkandidat, men det skal være en anderledes Anders Fogh, svarede Naser Khader i debatten.

Men det spørgsmål skal midterpartierne være klare til at svare på, mener Rune Stubager.

- Der kan kun være én statsminister i Danmark. I den henseende findes midten ikke, siger han.

To dage senere kom Ny Alliance i Folketinget med fem mandater, der på ingen måde var den tunge på vægtskålen, som de havde håbet på at være.

Usikkerhed for vælgerne

Hvis Gitte Seeberg havde stået til den partilederdebat to dage før valget i 2007, havde hun gjort tingene anderledes end sin daværende partiformand.

- Jeg ville have sagt, at vi støttede den statsminister, hvor vi kunne få mest af vores politik igennem uden på forhånd at pege på nogen konkret kandidat, slår hun fast.

Det lykkedes så ikke

Gitte Seeberg, medstifter af Ny Alliance

Men også den taktik kan være farlig, advarer Rune Stubager.

- Det skaber usikkerhed for vælgerne. Det er som at købe katten i sækken, vil mange vælgere mene, siger han.

Og så nærmer vi os det ultimatum, som ethvert selvudnævnt midterparti uvægerligt vil stå overfor.

Skal man spille kostbar og vente med at pege på en specifikt statsminister, før den sidste stemme er afgivet på valgdagen og risikere at skræmme vælgerne væk på forhånd, fordi de ikke ved, hvilken statsminister de får?

Eller skal man på forhånd pege på en specifik statsministerkandidat og risikere, at vælgerne ikke ser sig selv i den givne kandidat?

Tungen på vægtskålen

Det er nu engang altid sådan i politik, at konkrete meldinger både kan tiltrække vælgere og skubbe dem væk igen.

Men som Rune Stubager siger, er 2 procent af stemmerne - fire mandater i Folketinget - nok til at opnå anseelig magt, hvis bare de ligger et sted, hvor de udgør det halvfemsindstyvende mandat, der kan vende et mindretal til et flertal.

- Det handler om at blive tungen på vægtskålen, siger Rune Stubager.

Det var det, som Ny Alliance havde håbet på, at deres mandater kunne blive.

- Men det lykkedes ikke, siger Gitte Seeberg.