Fritidslandmand skal holde styr på Venstres tropper på Christiansborg
38-årige Thomas Danielsen er ny formand for Venstres folketingsgruppe. Han afløser Karsten Lauritzen, der skal være branchedirektør i Dansk Industri.
Vestres folketingsgruppe har tirsdag trukket de skarpe skyts frem, da den skulle vælge ny gruppeformand.
Det bliver således partiets jagt- og søfartsordfører, Thomas Danielsen, der fremover skal holde styr på partiets medlemmer på Christiansborg.
Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse:
- Det er noget helt særligt for mig at blive valgt af de kolleger, der kender mig så godt, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, udtaler Thomas Danielsen.
Botoxproblemer
38-årige Danielsen har trods sin relativt unge alder siddet i Folketinget de sidste ti år, og han har i den tid markeret sig som en af Venstre mere hårdtslående og til tider kontroversielle politikere.
I 2015 skabte han røre, da han under en statsministerduel mellem daværende partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt på Twitter skrev en provokerende kommentar på konkurrentens udseende:
Kommentaren måtte han siden beklage, men da Ekstra Bladet efterfølgende bad ham uddybe sin undskyldning, kunne han alligevel ikke dy sig:
- Jeg kender kun to personer, der bruger botox. Ole Henriksen og Helle Thorning, lød det fra 'Rynke-Thomas', som formiddagsavisen hurtigt døbte ham.
På kant med partilinjen
I sin nye rolle som gruppeformand bliver Thomas Danielsens fornemste rolle at sikre ro på bagsmækken, og i det lys kan valget af netop ham synes opsigtsvækkende.
Selv har Danielsen nemlig ikke tidligere været bange for at gå imod partilinjen i sager, der virkelig ligger ham på sinde.
Da Folketinget sidste år skulle tage stilling til, om daværende Venstre-medlem Inger Støjberg skulle stilles for en rigsret, var Danielsen således en af de få venstrefolk, der stemte imod, selvom flertallet i Venstres folketingsgruppe - inklusiv formand Jakob Ellemann-Jensen - ville det anderledes.
Sat på plads af Løhde
I den såkaldte minksag, hvor han har været en af regeringens hårdeste kritikere, har han til tider gået så hårdt til den, at han også her kom på kant med partiledelsen.
Han har således flere gange udtalt, at statsministeren bør stilles for en rigsret, uagtet hvad den nuværende Minkkommision kommer frem til. Senest til Politiken i sidste uge. Men selvom han har titel af minkordfører, måtte partiets politiske ordfører efterfølgende i en sms til avisen korrigere Danielsen:
- I Venstre vil vi ikke foregribe, hvad kommissionen kommer frem til, og hvad den efterfølgende måtte give anledning til, herunder i forhold til rigsret. Det tager vi stilling til, når kommissionen har færdiggjort sit arbejde, skrev hun og tilføjede så:
- Det vil jeg gerne slå helt fast på vegne af Venstre.
Til det siger Thomas Danielsen i dag:
- Jeg har selvfølgelig udtalt meget igennem mine ti år her i Folketinget, men det er jo kun dejligt, at vi har en dygtig politisk ordfører, som kan hjælpe mig, hvis jeg kommer til at sige noget, der ikke helt er i tråd med linjen.
Thomas Danielsen er uddannet lastvognsmekaniker og bankrådgiver, og han driver i fritiden et mindre landbrug med sin kone i Holstebro. Han erstatter Karsten Lauritzen, der i sidste uge meddelte, at han stopper i politik for i stedet at blive branchedirektør for transportsektoren i Dansk Industri.