Politik

Se listen: Syv profiler har nu forladt Venstre siden valget

Gruppeformand Karsten Lauritzen er den seneste profil, som forlader Venstre i den igangværende valgperiode.

Venstre er et godt stykke fra fordoms styrke i meningsmålingerne. Og flere profiler har forladt partiets folketingsgruppe i denne valgperiode.

Det gælder stemmeslugere som Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg og Tommy Ahlers.

Fredag meddelte Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, at han forlader politik.

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen skal være direktør i DI Transport og bliver altså dermed toplobbyist.

Få det fulde overblik her:

Lars Løkke Rasmussen: Venstres største stemmesluger ved valget i 2019, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, forlod Venstre i januar 2021. Det skete efter et formandsopgør i kølvandet på valget i 2019. Løkke blev først løsgænger i Folketinget, men er nu i spidsen for sit nye parti, Moderaterne.

Inger Støjberg: Venstres næststørste stemmesluger ved valget i 2019, Inger Støjberg, forlod i februar 2021 Venstre og blev løsgænger. Det skete blandt andet, fordi partiet stemte for en rigsretssag mod hende i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. I december 2021 blev hun dømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten, og kort tid derefter blev hun af et flertal vurderet uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem.

Tommy Ahlers: Venstres tredjestørste stemmesluger ved valget i 2019, Tommy Ahlers, meddelte 3. august 2021, at han ville forlade Christiansborg for at vende tilbage til iværksætteriet. Han er dog forblevet menigt medlem af Venstre.

Britt Bager: I denne valgperiode har også Venstres tidligere politiske ordfører Britt Bager forladt Venstre for at blive folketingsmedlem for De Konservative. Britt Bager begrundede beslutningen med, at Venstre mangler "det nationalkonservative aspekt". I 2020 besluttede Venstres ledelse at fratage hende posten som statsrevisor.

Marcus Knuth: Også folketingsmedlemmet Marcus Knuth forlod i 2019 Venstre til fordel for De Konservative. Han ville have en hårdere kurs over for kriminelle udlændinge og lempeligere vilkår for erhvervslivet.

Kristian Jensen: Tidligere finansminister og udenrigsminister Kristian Jensen er fortsat medlem af Venstre, men forlod i marts 2021 Folketinget for at blive særlig udsending i regeringens ambition om at blive medlem af FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Karsten Lauritzen: Gruppeformand og tidligere skatteminister Karsten Lauritzen meddelte 14. januar 2022, at han forlader politik. Han skal i stedet være direktør i DI Transport.