Politik

SF får ny gruppeformand

Karsten Hønge får desuden selskab af Signe Munk som politisk ordfører.

Regeringens støtteparti SF har lavet rokader på en række vigtige poster i folketingsgruppen.

Det oplyser SF i en pressemeddelelse.

Karina Lorentzen Dehnhardt bliver ny gruppeformand. Hun afløser Jacob Mark, der er sygemeldt på ubestemt tid med stress, hvilket blandt andet har ført til, at han har mistet store dele af sit syn.

Fremover får SF desuden to politiske ordførere. Karsten Hønge fortsætter på posten, men han deler fremover titlen med Signe Munk.

- Karina Lorentzen har siddet i Folketinget af flere omgange, hun har siddet i byrådet, er en erfaren ordfører og en stærk strateg, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i pressemeddelelsen.

- Derfor er jeg rigtig glad for, at hun skal lede folketingsgruppen. Karsten og Signe udgør et stærkt makkerpar og har forskellige styrker, som supplerer hinanden fantastisk, siger Olsen Dyhr.