Coronavirus

Professor siger, pandemien ebber ud – og nu ønsker flere partier færre restriktioner

Sundhedsordførerne er ifølge TV 2s oplysninger indkaldt til møde om coronasituationen i Sundhedsministeriet onsdag klokken 11.

Når vi står op 17. januar, håber flere af Folketingets partier, at det bliver til en hverdag med færre coronarestriktioner.

Meldingen er ikke ny. Allerede i sidste uge appellerede sundhedsordførerne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti til, at der lempes på restriktionerne. Mandag aften skrev Jyllands-Posten om en "sjælden alliance" mellem Enhedslisten og de konservative, der begge ønsker højskolerne genåbnet hurtigst muligt.

Og tirsdag eftermiddag lyder meldingen fra sundhedsminister Magnus Heunicke, at han er klar til at kigge på restriktionerne.

Lone Simonsen, der er pandemiforsker og professor på Roskilde Universitet, spår i Politiken, at coronapandemien kan ebbe ud, inden foråret begynder. Det skyldes ifølge professoren den kombination af høje smittetal og milde sygdomsforløb, som Omikron-varianten har bragt med sig.

- Mit bud er, at når smitten med Omikron-varianten topper om en lille måned og begynder at falde igen, da vil mindst hver anden dansker have prøvet kræfter med Omikron og have lavet antistoffer imod den. Det sammenholdt med, at næsten 80 procent af danskerne er fuldt vaccineret, og hver anden dansker har modtaget et tredje stik, som øger beskyttelsen mod Omikron, så vil vi have opnået den noget udskældte flokimmunitet, siger Lone Simonsen til Politiken.

Højskolerne er højeste prioritet hos K, R og EL

Lone Simonsens spådom understreger, at tiden er inde til at fjerne de fleste restriktioner, mener de konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.

- Der skal lempes så meget, det overhovedet er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det giver ingen mening, at man kan gå på restaurant, men ikke i biografen. Og hvad med efterskoler og højskolerne? At man ikke kan sidde på en stol og modtage undervisning der, er jo skandaløst, siger han til TV 2.

Ifølge TV 2s oplysninger er sundhedsordførerne indkaldt til møde om coronasituationen i Sundhedsministeriet onsdag klokken 11.

Her har Radikale Venstres sundhedsordfører, Christina Thorholm, planer om at kræve landets højskoler åbnet igen.

- Det er et stort krav, at højskolerne åbner. For det er helt paradoksalt, at de unge, der skal på højskole, ikke kan komme det, når alle andre skoler er genåbnet, siger hun til TV 2.

Ordføreren mener også, at der med de seneste indlæggelsestal er plads til at tale om lempelser af restriktioner i kulturlivet, for eksempel på museer og i teatre og zoologiske haver.

Det er dog et ønske, som afhænger af Epidemikommissionens vurdering af, hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det skal gøres forsvarligt

Hos Enhedslisten er der også fokus på landets højskoler. Det står øverst på ønskelisten for sundhedsordfører Peder Hvelplund, at det snart bliver muligt at lade højskoleeleverne vende tilbage til undervisningen.

- Med de meldinger er det min forventning, at vi om et par uger vil kunne hæve nogle restriktioner og nedklassificere covid-19 fra at være en samfundskritisk sygdom, så epidemiloven ikke længere er aktiv, siger Peder Hvelplund.

Han understreger, at man vil afvente Epidemikommissionens vurdering af, hvorvidt det kan gøres på en forsvarlig måde, så det i forvejen pressede sundhedsvæsen ikke bliver yderligere udfordret.

- Og hvis der ikke er rum til at løfte restriktionerne helt, kan vi så sikre biografer og museer en gradvis lempelse? For eksempel ved en 50-procents belægning i biograferne og tidsbestilling på museer, så det stadig er sikkert at komme der, siger ordføreren.

Også de konservatives Per Larsen har forståelse for, at der ikke nødvendigvis kan lempes hele vejen rundt i denne omgang. Han nævner nattelivet som et sted, der kan blive nødt til at vente lidt endnu.