Politik

Messerschmidt og Kjærsgaard er ude, hvis Martin Henriksen bliver DF-formand

Udmeldingen understreger, hvor giftig stemningen er i DF lige nu, siger TV 2s politiske redaktør.

I takt med at DF-formandsvalget nærmer sig, bliver fronterne trukket skarpere op.

Pia Kjærsgaard meddelte lørdag, at hun støtter Morten Messerschmidt, og samtidig åbnede hun op for selv at blive en del af den nye DF-ledelse.

Det bliver hun imidlertid ikke, skulle Martin Henriksen vinde formandsvalget.

- Hvis jeg bliver formand, vil Pia ikke blive en del af ledelsen, lyder den kontante melding til TV 2 lørdag.

Det samme gælder modkandidaten Morten Messerschmidt.

- Når både Pia og Messerschmidt flere gange har kritiseret min person og min politiske kurs, så bliver det et pænt nej tak. Der skal sættes et nyt hold, siger Martin Henriksen.

Ifølge TV 2s politiske redaktør Hans Redder er meldingen ikke overraskende. Ikke desto mindre står det nu klart, hvor voldsomt det interne slagsmål har udviklet sig:

- Der er svært at se, at der står et helt parti tilbage efter 23. januar. Nogen må ryge, siger han.

For mange møgsager

Martin Henriksen begrunder sin udmelding med, at han ønsker at tage Dansk Folkeparti i en ny retning, og derfor kan den nuværende ledelse med blandt andet Morten Messerschmidt ikke fortsætte med ham ved roret.

- Et af DF's store problemer er, at ledelsen ikke har håndteret møgsagerne, og derfor har de fået lov at fylde for meget. Vi skal tilbage til, at det handler om politik, siger han.

Der er rigtig meget ondt blod og mange personlige konflikter

Hans Redder, TV 2s politiske redaktør

En af de møgsager, Martin Henriksen refererer til, er den såkaldte Meld og Feld-sag, hvor Morten Messerschmidt blev dømt skyldig i dokumentfalsk og svindel med EU-midler. Siden er dommen ophævet og skal nu gå om i byretten.

Hvem Martin Henriksen i stedet ser i DF-ledelsen, vil han ikke ud med. Men han peger blandt andet på, at den nuværende formand Kristian Thulesen Dahl kan få en fremtrædende rolle, eksempelvis som finansordfører.

Et giftigt og kompliceret spil

Ifølge Hans Redder er udtalelserne fra Martin Henriksen endnu et bevis på, hvor giftig og intens formandsvalgkampen har udviklet sig.

- Der er rigtig meget ondt blod og mange personlige konflikter på kryds og tværs, siger han.

Faktisk er den politiske redaktør overbevist om, at det i højere grad er de personlige stridigheder fremfor de politiske, som fylder.

Politisk er der dog eksempelvis den forskel, at Messerschmidt har et mål om at komme i regering, mens Martin Henriksen i højere grad vil lede et protestparti med en mere markant værdipolitisk linje, forklarer Hans Redder.

Til gengæld er det efterhånden tydeligt, at der næppe er plads til dem begge.

- Der er uden tvivl folk, som ikke ser sig selv som en del af partiet, hvis Martin Henriksen vinder. Og omvendt hvis Messerschmidt vinder, siger Hans Redder.

Eksempelvis er det tvivlsomt, om Thulesen Dahl og Martin Henriksen vil få fremtrædende roller under Messerschmidts ledelse, mens Pia Kjærsgaard og Messerschmidt vil være ude i kulden, hvis Martin Henriksen vinder.

Messerschmidt er favorit

Hvem, der ender med at overtage formandsposten fra Kristian Thulesen Dahl, afgøres på et ekstraordinært årsmøde 23. januar i Herning.

Udover Martin Henriksen og Morten Messerschmidt stiller Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen op.

Ifølge Hans Redder er Messerschmidt favorit, men der bliver spænding frem til det sidste.

Det skyldes, at det er baglandet, som skal vælge formanden.

- DF har altid været ekstremt topstyret, og det er meget sjældent, baglandet har skullet træffe store beslutninger. Derfor er det i realiteten svært at vide, hvad de tænker, siger den politiske redaktør.

Det er godt 800 delegerede, som skal stemme 23. januar. Formanden skal vælges med absolut flertal – altså over halvdelen af de afgivne stemmer.