Politik

Messerschmidt vil ikke møde modkandidater

Det er ærgerligt, at Messerschmidt ikke vil mødes til debat, siger formandskandidat Martin Henriksen.

Ved midnat udløb fristen for at melde sig som formandskandidat i Dansk Folkeparti, så nu kan formandskampen for alvor begynde.

Foreløbig har kandidaterne fundet i hvert fald én ting at være uenige om, nemlig hvorvidt de overhovedet skal mødes og debattere, hvad de hver især mener.

Det er den største favorit, Morten Messerschmidt, der nægter at stille op til debat med de øvrige tre kandidater.

Han tror ikke på, at Dansk Folkeparti er i stand til at holde en helt almindelig politisk debat og forklarer det med, at partiet har været et "rent mediecirkus" det seneste halve år.

- Jeg gider ikke bidrage til, at der skal være mere personfokuseret mudderkastning på forsiden af aviserne, siger han til TV 2.

Palaver i uhyre mængder

Han nævner blandt andet årsmødet i september, hvor der ifølge Morten Messerschmidt var "en uhyre mængde palaver i medierne baseret på offentlig kritik af meget centrale personer i Dansk Folkepartis ledelse".

Det var på det årsmøde, hvor hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksen lancerede et hårdt angreb på sit eget parti, og hvor en hovedrystende Pia Kjærsgaard bogstaveligt talt vendte tommelfingeren ned til Martin Henriksen, da han stod på talerstolen.

Uenighederne fortsatte op mod kommunalvalget 16. november med kritik af formand Kristian Thulesen Dahl, der endte med at meddele sin afgang efter et elendigt valg for partiets byrådskandidater.

Det er jo helt åbenlyst, at der er nogle i toppen af partiet, som har haft lidt svært ved at finde ud af det

Morten Messerschmidt, formandskandidat, Dansk Folkeparti

Morten Messerschmidt insisterer på, at Dansk Folkepartis medlemmer "selvfølgelig skal kunne skændes så det brager", men det skal holdes internt. Samtidig peger han på, at splittelsen i partiet udelukkende skyldes problemer i toppen.

- Det er jo helt åbenlyst, at der er nogle i toppen af partiet, som har haft lidt svært ved at finde ud af det, men det har heldigvis ikke sat sig i baglandet, siger han.

Modkandidat ville gerne have debat

Ud over Morten Messerschmidt stiller Merete Dea Larsen, Erik Høgh-Sørensen og Martin Henriksen op til formandsposten i Dansk Folkeparti.

Sidstnævnte ville gerne have haft en formandsdebat og kalder det "ærgerligt", at Morten Messerschmidt ikke vil mødes.

- Partiet har været i en krisesituation, og lad os nu være ærlige og sige, at det er, fordi der har været nogle interne fraktioner og magtkampe. Derfor ville det være helt oplagt, hvis kandidaterne mødte hinanden og diskuterede ansigt til ansigt i stedet for hele tiden at diskutere igennem medierne, siger han til TV 2.

Martin Henriksen mener desuden, at Morten Messerschmidts argumenter klinger hult, når han siger, at al kritik skal holdes internt – og "så starter han reelt med at levere kritik af undertegnede", lyder det fra Martin Henriksen, efter at Morten Messerschmidt lørdag morgen blev interviewet på TV 2 NEWS.

Han anerkender, at han selv har været en del af den uro, der har været i partiet. Men det skyldes ifølge Martin Henriksen, at andre er gået til angreb på ham. Han nævner specifikt Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.

- Dem, der angriber, kan jo lade være med det, og så kan de jo i stedet for møde frem til en offentlig debat, hvor vi diskuterer med hinanden. Og så tror jeg, det vil blive en fin og rolig debat, hvor vi ikke behøver kaste mudder mod hinanden, siger han.

Dansk Folkepartis næste formand skal findes på et ekstraordinært årsmøde 23. januar.