Politik

Claus Hjort genopstiller ikke til Folketinget - kone alvorligt syg

Venstres formand takker Claus Hjort Frederiksen for indsatsen for partiet og kalder ham "en sand Venstrekæmpe".

Den tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) genopstiller ikke til næste folketingsvalg.

Årsagen er, at hans kone er blevet syg, at han selv er kommet op i alderen, oplyser han på Facebook.

- Min kone Christina er alvorligt syg, og det vil kræve mere og mere af mig i de kommende år. Og så fylder jeg jo 75 år næste gang, skriver han.

Claus Hjort Frederiksen har været Rudersdalkredsens folketingsmedlem for Venstre i 15 år, og det er han både glad og stolt over.

- Jeg har med glæde deltaget i kredsens arbejde og deltaget i mange spændende og inspirerende møder. En særlig tak skal gå til kredsens formand Gitte Rasmussen, som har været en stor støtte og inspirator, skriver han.

En "sand Venstrekæmpe"

På Twitter kalder Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, Claus Hjort Frederiksen ”ærlig, direkte og ordentlig” og skriver, at Hjort Frederiksen altid har sat partiet først.

- Man er sjældent i tvivl om, hvad du mener. Man er aldrig i tvivl om, at du mener, det du siger. Vi skylder dig den største tak for din indsats, lyder det fra Ellemann-Jensen.

74-årige Claus Hjort Frederiksen fortsætter i Folketinget indtil næste valgdag, og han skriver, at han vil fortsætte med at bidrage "alt hvad han kan" til det politiske arbejde i Venstre.

Perspektiv

Claus Hjorts politiske karriere

Billede fra 2001, hvor Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen arbejder på regeringsgrundlaget, inden Venstre satte sig i regeringskontorerne.

1973-1977: Sekretær for Venstres folketingsgruppe

1983-1985: Administrationschef i Venstres Landsorganisation

1985-2001: Partisekretær i Venstre

2001-2009: Beskæftigelsesminister

2005-nu: Medlem af Folketinget

2009-2011: Finansminister

2015-2016: Finansminister

2016-2019: Forsvarsminister

Fogh: Han var politisk livvagt

Også tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen takker Claus Hjort Frederiksen for hans trofasthed og loyalitet. De to har arbejdet tæt sammen i 25 år.

- Han er uden sammenligning den politiker, som jeg i alle årene har været tættest på og mest fortrolig med. Han var den politiske livvagt, som beskyttede mig mod de politiske attentatforsøg. Han var den politiske psykolog, som var uundværlig i medgang og modgang.

- Han er en god kammerat og et elskværdigt menneske, som jeg stadig kan have fortrolige samtaler med, skriver han i en skriftlig udtalelse til TV 2.

Ifølge Anders Fogh Rasmussen vil Claus Hjort Frederiksen efterlade et "enormt hul", som skal fyldes ud, når han stopper i Folketinget.

- Men heldigvis er der i Venstre masser af yngre kræfter, som vil vokse og fylde tomrummet ud.