Pape har mistet sin power – men de konservative synes stadig, han er den rigtige formand
ANALYSE: Valgkampen blev en historisk nedtur for Konservative. Søren Pape var ikke klar til primetime. Alligevel har partiet stadig tillid til ham.
EM-finalen i håndbold mellem Danmark og Norge var for mange konservative et ubehageligt deja-vu af valgkampen på 60 minutter.
Danmark var foran med fem mål i midten af første halvleg, og holdet var længe favorit til at løbe med EM-trofæet. Men da kampen skulle afgøres, svigtede rutinen de danske spillere, der lavede stribevis af fejl og smed det hele væk. I stedet løb Norge med sejren og guldmedaljerne.
På mange måder et brutalt sammenkog af den konservative nedsmeltning under valget.
Da Søren Pape meldte sig som statsministerkandidat i august, var han favorit til at blive ny statsminister. Men valgkampen var nådesløs ved Pape. De Konservative toppede for tidligt, og drømmen om at blive statsminister endte som et fatamorgana.
Populariteten punkterede
Chokket over vælgernes kindhest er ved at fortage sig i det konservative bagland. Kilder i partiet fortæller samstemmende, at stemningen nu er markant anderledes og mere positiv end i dagene lige efter valgnederlaget.
Forventningen i toppen af partiet er derfor, at kritikken vil være afdæmpet, når forretningsudvalget og hovedbestyrelsen mødes fredag og lørdag for at evaluere valgkampen på Egelund Slot i Nordsjælland.
Fra flere sider lyder det, at Søren Papes formandskab ikke er i fare. Det kan virke paradoksalt, fordi den konservative deroute tydeligt hænger sammen med hans personsager, der fik lov til at vokse sig større på grund af dårlig krisehåndtering.
Opturen i målingerne ervar næsten entydigt baset på Papes personlige troværdighed. Da den blev skudt i sænk af historierne om hans nu tidligere ægtefælle, faldt opbakningen til partiet samtidigt.
Én af konklusionerne i valgevalueringen må derfor være, at det er et skrøbeligt fundament og en farlig strategi alene at bygge den konservative fortælling på formandens popularitet. Så er der ikke noget at stå imod med, når partiet kommer i modvind.
Skæv skattesatsning
En anden forklaring på det konservative kollaps handler om politik. Eller måske rettere om timingen i, hvornår der skal præsenteres ny politik. Kort før valget fremlagde partiet en 2030-plan, der indeholder skattelettelser, skattelettelser og skattelettelser finansieret gennem besparelser i det offentlige forbrug.
Timingen i skatteplanen var elendig, fordi både Venstre og Socialdemokratiet brugte den til at åbne krydsild mod Søren Pape. Jakob Ellemann (V) havde ”svært ved at se”, hvor der kan spares, og Mette Frederiksen (S) gjorde Pape til sin hovedmodstander og kaldte planen for et ”eksperiment med velfærdssamfundet”.
Internt i den konservative folketingsgruppe er der stadig stor frustration over udspillet. Ikke på grund af indholdet – det er klassisk konservativ politik – men opfattelsen hos flere kilder er, at planen blev præsenteret så kort før valget, at vælgerne ikke kunne nå at sætte sig ind i den.
Og hvad værre var for de konservative, så virkede partiet helt uforberedt, da skatteplanen kom under angreb fra den socialdemokratiske kampagnemaskine. Det lykkedes lynhurtigt Mette Frederiksen at tegne et billede af, at Pape ville skære dybt i velfærden og begunstige de rigeste.
Vurderingen hos konservative toppolitikere er derfor, at planen skulle have været præsenteret langt tidligere. Dels for at undgå kritikken under en valgkamp, men især fordi det kræver længere modningstid hos vælgerne at flytte den politiske midterlinje mod højre, så de ikke skræmmes væk at topskattelettelser.
Forståelse for fiaskoen
Selvom der er betydelig utilfredshed og skuffelse over Søren Papes præstation i valgkampen, så tyder alt på, at der fortsat er tillid til hans lederskab i partiet. Fornemmelsen hos det konservative topfolk er, at den interne kritik er aftagende, og at der er udbredt forståelse for, at krisen i Papes privatliv naturligvis påvirkede ham under valgkampen.
Pape er stadig populær i partiet, og han er vellidt både hos folketingsgruppen og i baglandet. Han har sikret partiet fremgang og indflydelse siden 2015 og har vundet bred anerkendelse for sine utallige besøg i landets konservative vælgerforeninger. Det lønner sig nu.
Men der er også en snert af resignation i de konservative kroge for tiden, fordi partiet ikke har en oplagt arvtager. Hvis ikke Pape skal være frontfigur, hvem skal så tage over?
Der tales især om to mulige kandidater, der kan efterfølge Pape: Mette Abildgaard og Rasmus Jarlov. Men det ligner ikke, at nogen af dem kan samle bred opbakning i partiet, og fra flere lyder det, at der reelt er tvivl om, hvorvidt de to overhovedet er interesseret i at gå efter formandsposten.
Når regeringsforhandlingerne samtidig trækker ud og måske ender med, at Konservative igen kommer i regering, sidder alle på hænderne og afventer situationen.
Dilemmafyldte drøftelser
Det er et valg fyldt med dilemmaer for de konservative, om folkepartiet skal gå i regering med Socialdemokratiet.
På den ene side hører Søren Pape valgets tale som en klar opfordring til at søge det brede samarbejde og danne en regering over den politiske midte.
Hvis partiet kan få store politiske indrømmelser som topskattelettelser, ambitiøse reformer om større arbejdsudbud og lempelser i generationsskiftebeskatningen, kan man vise, at de konservative mandater er borgerlige stemmer, der arbejder.
Regeringsdeltagelse vil naturligvis også give adgang til ministerkontorerne. Her er læsningen, at en tung ministerpost til Pape kan genrejse både ham og partiet – nøjagtig som det skete i 2016, hvor han blev justitsminister, da Lars Løkke inviterede Konservative og Liberal Alliance med i V-regeringen.
På den anden side er der en betydelig risiko for Pape og kompagni ved at blive juniorpartner i en S-ledet regering.
Der er store politiske uenigheder mellem Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. Og når Mette Frederiksen har fem gange så mange mandater som Søren Pape, siger den politiske og matematiske logik, at K vil være nødt til at acceptere nogle af S-mærkesagerne i et regeringssamarbejde.
Det kan blive dyrt for partiet ved næste valg, hvis den konservative profil udviskes, og gøre det svært for Pape at fremstå som et borgerligt alternativ til Mette Frederiksen.
Og så er der troværdigheden. Det, der engang var Papes største aktiv som partiformand. Den risikerer at lide yderligere knæk, hvis han gør Mette Frederiksen til statsminister efter en valgkamp, hvor han kritiserede hende skarpt.
Det er ikke sikkert, at hverken vælgerne eller baglandet vil acceptere den kovending.