Politik

Kriser, store aftaler og svære beslutninger: Sådan står partierne forud for afgørende år

ANALYSE: TV 2s politiske redaktør gør status forud for et både travlt og spændende år i dansk politik.

Det næste folketingsvalg begynder så småt at nærme sig.

Senest i første halvdel af 2023 skal danskerne igen til stemmeurnerne, og dermed tager Christiansborg 1. januar hul på det sidste hele år i valgperioden.

Og det bliver et både travlt og spændende år.

Her er en gennemgang af partiernes situation ved indgangen til 2022.

Socialdemokratiet

Regeringspartiet får særdeles travlt i 2022. En lang række store og svære forhandlinger kan ikke længere udskydes med henvisning til coronasituationen.

Socialdemokratiske ministre skal blandt andet forsøge at få aftaler på plads, der skal sikre flere hænder på det danske arbejdsmarked. Et nyt kontanthjælpssystem. En sundhedsreform. Et medieforlig. En grøn skattereform. Og meget mere.

Alle de forhandlinger bliver svære, fordi støttepartierne i en række tilfælde har modstridende krav. Fordi regeringen gerne vil lave aftaler med de blå partier. Og fordi historien ofte har vist, at jo tættere vi kommer på et valg, jo sværere bliver det at lave brede, vidtrækkende politiske aftaler.

Det mest afgørende for Socialdemokratiet - og ikke mindst for statsminister Mette Frederiksen - bliver imidlertid, når Minkkommissionen afleverer sin beretning i løbet af sommeren.

Minksagen, og dens afledte historier om slettede sms'er, har udviklet sig til den største politiske krise for statsministeren i denne valgperiode. Sagen har skadet Mette Frederiksens troværdighed og har været medvirkende til, at partiet nu er tilbage på niveau med valgresultatet i 2019 – og altså langt fra de meningsmålinger i coronakrisens første faser, hvor partiet stod til at få hver tredje stemme.

Det er langtfra det mest sandsynlige scenarie, at et flertal i Folketinget beslutter at nedsætte en rigsret. Men alt afhængig af hvor hård Minkkommissionens beretning bliver, kan sagen komme til at fylde og forfølge regeringen helt frem til valgdagen.

Venstre

Venstre åndede lettet op, da resultatet af kommunalvalget i november stod klart. Trods tilbagegang på landsplan blev det ikke det katastroferesultat, som mange i partiet havde frygtet.

Selvom meningsmålingerne på landsplan stadig er utilfredsstillende, håber og tror man internt i Venstre, at den negative spiral af intern uro, partiskift og styrtdykkende meningsmålinger nu er vendt.

Partiformand Jakob Ellemann skal dog ikke glæde sig for tidligt. I 2022 kan en række nye problemer vente for Venstre.

I det nye år vil tidligere V-formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen præsentere sit nye parti, Moderaterne. Hvor mange af de tilbageværende V-vælgere vil gå med Løkke?

Og i takt med Venstres fald i målingerne, og Det Konservative Folkepartis fremgang, er spørgsmålet, om hvem der egentlig er blå bloks statsministerkandidat, helt og aldeles uafklaret. Jo nærmere vi kommer valget, jo større et problem for Ellemann bliver det, at ingen af partierne i blå blok har erklæret, at de rent faktisk ønsker ham som statsminister.

Dansk Folkeparti

2022 bliver et skæbneår for kriseramte Dansk Folkeparti. Efter Ingers Støjbergs fængselsdom ligner Morten Messerschmidt den klare favorit til at blive partiets nye formand. Det afgøres på et ekstraordinært årsmøde 23. januar.

Men meget tyder på, at Dansk Folkepartis problemer - både dem, der handler om personer, og dem, der handler om politik - vil bestå, selvom der bliver skiftet ud på formandsposten.

Det er bestemt ikke alle i partiet, der er begejstret for Messerschmidt, og bliver han formand, kan det meget vel betyde et farvel til partiet for en række andre toneangivende personer.

Læg dertil, at Dansk Folkeparti stadig ikke har fundet et svar på partiets helt store politiske udfordring: Hvad er egentlig DF's eksistensberettigelse i en situation, hvor der nu er et parti på stemmesedlen, Nye Borgerlige, som står for en endnu strammere og mere kompromisløs udlændingepolitik? Og hvor de fleste andre partier i Folketinget, særligt Socialdemokratiet, også har nærmet sig Dansk Folkeparti på udlændingepolitikken?

Partiet kommer ikke ud af krisen, før de formår at give et klart svar på de spørgsmål.

Morten Messerschmidt har i øvrigt stadig en retssag svævende over hovedet: nemlig den om mulig svindel med EU-midler. Ganske vist blev den hidtidige byretsdom ophævet som følge af en inhabil dommer, men det kan selvsagt ikke udelukkes, at han bliver kendt skyldig, når sagen igen skal for retten i løbet af 2022.

Det Konservative Folkeparti

2021 var et godt år for Det Konservative Folkeparti og partiformand Søren Pape Poulsen. Et imponerende kommunalvalg og massiv fremgang i de landspolitiske meningsmålinger.

Men er hovedårsagen egentlig Det Konservative Folkeparti selv, eller at borgerlige vælgere har forladt konkurrenterne i Venstre og Dansk Folkeparti på grund af intern uro?

Og vil nye konservative vælgere eksempelvis vende tilbage til Venstre, hvis Ellemann får skabt mere ro internt? Dét er det helt store spørgsmål for Det Konservative Folkeparti i 2022.

Hvis Pape kan fastholde eller endda udbygge fremgangen, vil han kunne gå til valg som den første konservative statsministerkandidat i årtier.

Socialistisk Folkeparti

"Hjælpesocialdemokrater" bliver SF spydigt kaldt af politiske modstandere på Christiansborg, der ryster på hovedet af partiets strategi i denne valgperiode, hvor SF agerer langt mere loyalt og langt mindre kritisk og truende over for regeringen, end de øvrige støttepartier gør.

Men SF's strategi ser faktisk ud til på lange stræk at være vellykket. Partiet har opnået politiske resultater om alt fra minimumsnormeringer, flere penge til fødeafdelingerne og nye nationalparker. Partiet fik et godt kommunalvalg i november. Og i meningsmålingerne på landsplan står SF til fremgang i forhold til folketingsvalget i 2019.

Med et valg, der nærmer sig, har SF dog også brug for at vise sine vælgere, at de formår at få regeringen til at sætte mere fart på den grønne omstilling. Og så skal SF levere på et af sine store valgløfter: at kontanthjælpsloftet skal afskaffes.

Der venter forhandlinger på begge områder i 2022, og det bliver et problem for SF, hvis ikke de leverer mærkbare resultater her.

Enhedslisten

Der venter store armlægninger mellem Enhedslisten og den regering, de holder ved magten, i 2022.

Særligt på spørgsmålet om et nyt kontanthjælpssystem. Her har Enhedslisten allerede direkte truet med at vælte regeringen, hvis de laver en aftale med de blå partier.

Også på spørgsmålet om reformer, der skal øge arbejdsudbuddet, er fronterne trukket skarpt op, og Enhedslisten vil ikke være med til eksempelvis at skære i nyuddannedes dagpengesats, som regeringen har foreslået.

Hvis regeringen for alvor laver store politiske aftaler over midten i 2022, kan Enhedslisten så fortsat holde Mette Frederiksen ved magten?

Et godt kommunalvalg og et svensk søsterparti, der har opnået politiske resultater ved at erklære mistillid til den socialdemokratiske regering, har givet Mai Villadsen og hendes partifæller større selvtillid. Men spørgsmålet er, om det kan omsættes til politiske resultater.

Radikale Venstre

Sofie Carsten Nielsen og hendes partifæller er både vrede og skuffede over den regering, som de har bragt til magten.

Blandt andet mangler regeringen fortsat at levere på løftet til de radikale om at sikre, at de hænder, der bliver trukket ud af det danske arbejdsmarked som følge af Arne-pensionen, skal findes ved andre politiske tiltag. Hvis ikke Radikale Venstre lykkes med at få sikret det i 2022, vil partiet stå tilbage med et gevaldigt forklaringsproblem.

På de indre linjer er der til gengæld en smule at glæde sig over for Sofie Carsten Nielsen, der ser ud til at have skabt nogenlunde ro efter et par særdeles turbulente år med MeToo-sager, partiskift og politiske uenigheder.

Meningsmålingerne ser ud til at have en svagt opadgående tendens, selvom partiet stadig er under valgresultatet.

Liberal Alliance

Liberal Alliances altoverskyggende mål er at overleve næste valg. Konkret politisk indflydelse er der intet af på nuværende tidspunkt, og den blot tre mand store folketingsgruppe skal kæmpe hårdt for at få opmærksomhed i et politisk miljø, hvor flere og flere små partier opstår.

Det hele står og falder med Alex Vanopslagh, den unge partiformand, som for nyligt har talt åbent om den stress-sygdom, han længe har kæmpet med.

Vanopslagh er åbenlyst en talentfuld debattør, og det kan frem mod og under en valgkamp blive helt afgørende, hvordan han klarer de store debatter med de øvrige partiformænd.

Lige nu er der i meningsmålingerne ikke langt ned til spærregrænsen for Liberal Alliance.

Alternativet

Det ser mere end sort ud for Alternativet, der de facto nedsmeltede tidligere i valgperioden, da fire af partiets fem folketingsmedlemmer forlod partiet efter en giftig intern magtkamp.

Partiet er uden reel politisk indflydelse på Christiansborg og er ikke i nærheden af spærregrænsen i de aktuelle meningsmålinger.

Læg dertil, at Alternativet er grundlæggende udfordret af, at flere nye partier er på stemmesedlen næste gang. Både Veganerpartiet og Frie Grønne - og for så vidt også SF og Enhedslisten - appellerer til de samme grønne progressive vælgere, som Alternativet har brug for.

Det ligner en næsten umulig opgave at løfte for partiformand Franciska Rosenkilde og det eneste tilbageværende folketingsmedlem Torsten Gejl.

Nye Borgerlige

Der har bredt sig en erkendelse i det borgerlige Danmark: Nye Borgerlige er kommet for at blive. Og hvis blå blok igen skal erobre magten på Christiansborg, bliver Pernille Vermunds mandater ikke til at komme udenom.

Men der har også bredt sig en erkendelse i Nye Borgerlige: Hvis de skal have indflydelse på en fremtidig borgerlig regering, bliver de nødt til at være klar til at indgå kompromiser.

Vermund og hendes partifæller førte valgkamp i 2019 som et rendyrket protestparti. Alle de øvrige partier var befolket af levebrødspolitikere, der havde svigtet og ført en alt for lempelig udlændingepolitik. Nu har Vermund og partifællerne skruet en anelse ned for retorikken, har indgået flere aftaler på Christiansborg – og er tilsyneladende blevet belønnet for det i meningsmålingerne.

Et af de store spørgsmål i 2022 er, om Dansk Folkeparti med en ny formand kan begynde at hente vælgere tilbage fra Nye Borgerlige.

Frie Grønne

Efter at have brugt store summer på Facebook-annoncer lykkedes det tidligere på året Frie Grønne at nå i mål med de påkrævede vælgererklæringer.

Men partiet, der kalder sig Danmarks nye antiracistiske og klimaansvarlige parti, er kommet dårligt fra start.

Meningsmålingerne befinder sig i omegnen af 0,0 procent, og politisk leder Sikandar Siddique har foreløbig ikke vist samme evne til at mobilisere og begejstre vælgere som Uffe Elbæk. Elbæk, der mere end nogen anden stod bag Alternativets succes, og som nu er en del af Frie Grønne, forventes ikke at genopstille ved næste valg.

Og med både Veganerpartiet og Alternativet på stemmesedlen ser vejen til 2 procent af stemmerne ved næste valg særdeles svær ud for Frie Grønne.

Kristendemokraterne

For første gang længe er Kristendemokraterne repræsenteret på Christiansborg. Ikke fordi vælgerne har givet dem mandater – tværtimod er partiet ved femte valg i træk havnet under spærregrænsen. Men fordi Jens Rohde tidligere i valgperioden meldte sig ud af Radikale og ind i Kristendemokraterne.

Dét giver Kristendemokraterne en platform, som de forsøger at udnytte til fulde.

Ved en række forhandlinger det seneste år har partiet spillet en rolle. I landbrugsforhandlingerne var KD i perioder det eneste blå parti ved forhandlingsbordet. Og i december var Kristendemokraterne som det eneste borgerlige parti med til at indgå finanslovsaftalen.

Blandt de andre blå partier er der stigende frustration at spore over Kristendemokraternes tilgang til regeringen, men det er noget nær den mindste bekymring for Jens Rohde og partiformand Isabella Ahrendt.

For dem handler det alene om at sikre sig politisk indflydelse, opmærksomhed og dermed maksimere Kristendemokraternes mulighed for at opnå valg næste gang. Og derfor kommer Kristendemokraterne formentlig til at fortsætte kursen i 2022. I meningsmålingerne ligger KD i øjeblikket lige omkring spærregrænsen.

Kristendemokraternes største udfordring er den samme som for de mange andre små partier: at der er usædvanligt mange, som kæmper om vælgerne denne gang. Vil Lars Løkkes nye parti Moderaterne, der også slår til lyd for bredt samarbejde over midten, eksempelvis snuppe de vælgere, som Kristendemokraterne har brug for?

Veganerpartiet

Siden Veganerpartiet nåede i mål med vælgererklæringerne i efteråret 2020, har partiet primært gjort sig bemærket ved flere gange at skifte rundt i partiets ledelse.

Først trak Michael Monberg sig som partiets forperson. Han blev efterfulgt af Lisel Vad Olsson, mens Henrik Vindfeldt fik titel af partileder.

Efterfølgende har Vindfeldt så trukket sig, og på et landsmøde tidligere i år blev det besluttet, at posten som partileder skulle erstattes af en politisk ordfører. Den post blev Michael Monberg så valgt til.

Udefra ser det mildest talt rodet ud. Og det kan også meget vel være årsagen til, at Veganerpartiet langtfra er lykkedes med at gøre sig bemærket i den offentlige debat på det seneste. I meningsmålingerne ligger partiet også langt under spærregrænsen.

Og med konkurrencen fra Alternativet, Frie Grønne, Enhedslisten og SF oveni ser det mere end svært ud for Veganerpartiet.

Moderaterne

Vi ved faktisk ikke, hvilken politik Moderaterne står for. Vi ved heller ikke, hvilke kandidater de stiller med.

Det eneste, vi ved her ved indgangen til 2022, er, at Lars Løkke Rasmussen har indsamlet vælgererklæringer nok til at komme på stemmesedlen. Og at han er en faktor i dansk politik, som man bør være forsigtig med at undervurdere.

Siden han meldte sig ud af Venstre for et år siden, har man ikke set meget til ham på Christiansborg. Enkelte gange har han været på Folketingets talerstol, blandt andet i debatten om rigsretssagen mod hans tidligere minister Inger Støjberg.

Løkkes grundlæggende budskab er, at dansk politik er for fastlåst i en rød og en blå blok, og at der er behov for fornyelse. Spørgsmålet er, om vælgerne mener, at han er et troværdigt bud på en sådan fornyelse, når han mere end nogen anden har været omdrejningspunktet for dansk politik i årtier.