Politik

Morten Messerschmidt vil indføre amerikansk strafmodel

Modellen, som Morten Messerschmidt vil indføre, er i strid med danske retstraditioner, mener advokatforening.

Begår man banderelateret kriminalitet tre gange, skal man have en livstidsdom.

Det mener Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

- Det at begå forbrydelser som led i bandekriminalitet har en enorm skadevirkning på samfundet, siger han til TV 2.

Jeg mener på ingen måde, at det harmonerer med dansk straftradition og tankegang

Kristian Mølgaard, formand hos Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Politikeren, som stiller op til partiets formandspost, foreslår, at man indfører en lov inspireret af den såkaldte "three strikes and you're out"-model.

Den skal sikre, at man efter tre banderelaterede domme vil få en livstidsdom uanset om man affyrer en pistol eller står vagt for en bande i forbindelse med en forbrydelse.

- Jeg er ikke optaget af, om den enkelte ikke har gjort det store. Jeg er mere optaget af den skadevirkning og utryghed, som det skaber for alle andre mennesker i samfundet, siger Morten Messerschmidt.

Ved en livstidsdom kan man tidligst blive prøveløsladt efter 12 år bag tremmer.

I strid med danske retstraditioner

I adskillige stater i USA har man indført "three strikes and you're out"-modellen for at ramme serieforbrydere, og det er netop derfra, at Morten Messerschmidt har fået inspiration.

Men modellen er i strid med de danske retstraditioner, og derfor bør den ikke blive indført i Danmark. Sådan lyder det fra Kristian Mølgaard, som er formand hos Landsforeningen af Forsvarsadvokater.

- Jeg mener på ingen måde, at det harmonerer med dansk straftradition og tankegang, hvor der laves en individuel vurdering af den dømte, siger han.

I Danmark dømmer vi blandt andet ud fra paragraf 80 i straffeloven, hvori der står, at man skal tage hensyn til gerningsmandens person, bevæggrund og fortid samt forbrydelsens grovhed og farlighed.

Desuden blev der for ti år siden indført en ændring i straffeloven, som gør, at man i dag i henhold til paragraf 81a må fordoble straffen for bandekriminalitet.

Bekymret for de unge

Også Eva Smith, som er juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet, er kritisk over for Morten Messerschmidts forslag.

Hun er især bekymret for de unge, som er involveret i bandekriminalitet.

- Det er noget, som unge mennesker typisk gør. De kan være 16, 17 og 18 år og begår mindre forbrydelser som at handle hash og stå på vagt. Når de bliver ældre, holder de fleste op med det, lyder siger Eva Smith.

Ifølge professoren kan det være svært for de straffede at vende deres liv rundt og blive en normal samfundsborger på grund af Messerschmidts forslag.

Signal fra Dansk Folkeparti

Morten Messerschmidts forslag kommer blot en måned før, at Dansk Folkeparti skal vælge en ny formand.

Også partiformandskonkurrenten Martin Henriksen er for nylig kommet med et forslag. Han vil have grundloven ændret, så man kan fratage udlændinge retten til danske ydelser.

Ifølge TV 2s politiske redaktør Hans Redder er det et forsøg på at få politik ind i formandsvalgkampen, som indtil videre har handlet om personlige intriger.

- Uanset hvem der bliver formand, bliver det forslag som de her, vi kommer til at opleve fremover. Dansk Folkeparti vil signalere til vælgerne, at et nyt Dansk Folkeparti med en ny formand står for meget hård politik på visse områder, siger Hans Redder.