Politikere raser mod Facebook-gruppe, der vil sabotere test og vaccine: - Det er vildt provokerende
Facebook såvel som politikere fra både rød og blå blok tager skarpt afstand fra Facebook-gruppe.
Sundhedsministeren står langt fra alene med sin harme over, at medlemmer af en Facebook-gruppe tilsyneladende bevidst bestiller tider til vaccination og test uden at møde op for at spænde ben for testsystemet og vaccineudrulningen.
Magnus Heunicke (S) kalder det ”ren sabotage”. Og ministeren bakkes op af kolleger fra en lang række partier.
- Jeg synes, det er vildt provokerende, siger blandt andre Enhedslistens Peder Hvelplund.
Enhedslisten undersøger i øjeblikket, om partiet kan politianmelde Facebook-gruppen 'Digital Civil Ulydighed'.
Gruppe opfordrer til at spille #systemskak
Gruppen har p.t. 2300 medlemmer. Og dens erklærede formål er - som navnet antyder - at udvise digital civil ulydighed "for at få åbnet vores samfund op igen, så alle kan færdes frit".
- Vi skal væk med tåbelige regler. Hvis ikke regeringen vil lytte til sund fornuft, så begår vi digital civil ulydighed, står der i gruppens formålskolonne.
I gruppen opfordres der til at spille "systemskak" ved at booke test- og vaccinetider for så at udeblive fra aftalen, så den går til spilde.
- Det er totalt uacceptabelt. De må jo have lov til at være lige så meget vaccine- og testmodstandere, som de vil. Men det her er jo organiseret sabotage og er med til at forhindre folk, som gerne vil vaccineres og testes i at gøre det, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten.
Sundhedsordfører-kollegaen fra Det Konservative Folkeparti, Per Larsen, bakker op:
- Det er helt vanvittigt for at sige det rent ud. Vi har en meget kritisk situation med høje smittetal, og hvor vores samfund er delvist lukket ned. Og her skal vi altså stå sammen og trække i samme retning for at få bugt med pandemien.
- Enhver, som ikke selv ønsker test eller vacciner, kan jo undlade. Men at forhindre andre, som måske tilmed ikke tåler smitte - det er grov sabotage og fuldstændig meningsløst, siger SF's Kirsten Normann Andersen i et skriftligt svar.
Og de radikales sundhedsordfører, Christina Thorholm, bliver "virkelig indigneret".
Siden historien kom frem har mange danskere også reageret blandt andet ved at kommentere på gruppens opslag:
- I forbandede egoister vil simpelthen forhindre os andre i at have et frit valg, hvilket I ellers påstår at kæmpe for, kommenterer en facebookbruger.
Og en anden skriver blandt andet:
- At I lever i jeres parallelverden er både usolidarisk og dumt, men I er i jeres gode ret til at bestemme, om I vil have vaccinen. Men I skal kraftedeme ikke forsøge at forhindre os andre i at passe på os selv og hinanden!
Heunicke kalder Facebook-grupper for "ødelæggende sabotage"
Facebook-gruppen fik sundhedsministeren til tasterne søndag.
- Det her er grænseløst usolidarisk og fuldkommen ødelæggende for Danmarks indsats, skrev Magnus Heunicke (S) på Facebook.
- Få menneskers egoisme og sammensværgelsesteorier skal ikke have lov til at ødelægge vores danske indsats, som har bragt os så langt i den her vanskelige tid. Det er på tide, at vi begynder at sige fra over for trusler, sammensværgelser og ødelæggende sabotage mod vores indsats. Nok er nok, rasede han.
I en kommentar til mediet pov.international lød det, at ministeren er "parat til at gribe til nødvendige nødforanstaltninger, så de her grupper ikke lykkes med at rokke ved nogen af vores danske supervåben såsom vaccinationsudrulning og testsystem".
Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren eller en uddybning af, hvad de omtalte "nødforanstaltninger" kunne være.
Politikere vil se på, om der er behov for "indsatser mod sabotage"
Konservatives Per Larsen har ikke opskriften på, hvordan man kommer grupper som 'Digital Civil Ulydighed' til livs, men "det må bare høre op". Og han er klar til at undersøge muligheden for konsekvenser, hvis det viser sig at være et generelt problem.
- Vi kan ikke leve med, at der er nogen, der modarbejder vores store fælles indsats, som koster vores samfund milliarder af kroner. Jeg synes simpelthen, det er hånligt overfor vores sundhedsvæsen, som knokler, og de sårbare folk, der bliver smittet, siger han.
Kirsten Normann Andersen fra SF skriver i et skriftligt svar til TV 2, at politikerne efter nytår må se på, om det her "kalder på nye indsatser mod sabotage og andre grovheder".
- Men der er for mig ingen tvivl om, at de, som opfører sig så uanstændigt, ødelægger det for de få, som vitterligt har behov for, at vi viser hensyn til, at de eksempelvis ikke kan testes, ikke tåler ansigtsmasker eller vacciner, skriver hun.
Opfordrer til dialog
Medlemmerne af Facebook-gruppen har ret til at have deres holdning, understreger flere af politikerne. Men at blokere tider til test og vaccinationer for andre er langt over grænsen.
- Vi bliver nødt til at respektere hinandens holdninger. Ligesom man ikke skal håne uvaccinerede, så skal man heller ikke spænde ben for dem, der gerne vil vaccineres og testes, siger Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.
Som sundhedsordfører og medlem af Folketingets epidemiudvalg får hun mange henvendelser fra danskere, der er imod myndighedernes håndtering af coronapandemien og restriktionerne. Og hendes budskab er, at det ikke nytter at ignorere dem.
- Løsningen er ikke, at vi lukker alt ned og ikke lader nogen få taletid. Vi har stadig ytringsfrihed. At blokere og usynliggøre dem får bare flere på gaden og flere til at råbe op. Man bliver nødt til at gå i dialog, besvare deres spørgsmål og dokumentere, hvad der er rigtigt og ikke rigtigt, siger hun.
Hun anerkender, at der har været forskellige udmeldinger fra myndighederne, der har påvirket tvivlerne. For eksempel om, hvorvidt mundbind virker eller ej. Netop derfor er det vigtigt, mener hun, at man besvarer spørgsmålene.
Region ser ikke koordinerede udeblivelser
Det er uvist, hvor mange af Facebook-gruppens medlemmer, der rent faktisk følger opfordringerne om at lave aftaler og blive væk fra dem.
Det er i øjeblikket svært at få en tid til PCR-test mange steder, men flere af landets regioner kan ikke genkende, at borgere i stor stil booker test- og vaccinetider og med vilje udebliver.
Region Hovedstaden oplever "nogle udeblivelser".
- Antallet af udeblivelser har været nogenlunde konstant under corona, og vi kan derfor ikke genkende, at der skulle være tale om koordinerede udeblivelser for at lægge pres på systemet, oplyser regionen til Ritzau.
Nogenlunde samme melding kommer fra Region Sjælland, der skriver, at "fænomenet er p.t. ikke noget, vi oplever som et problem".
Region Syddanmark har ikke "fra centralt hold" hørt om mange udeblivelser fra test og vaccination. Og til Jyllands-Posten meddeler Region Midtjylland, at det ikke er en problematik, man har noteret sig.