Stort flertal finder Inger Støjberg uværdig til Folketinget
Inger Støjberg er det femte medlem af Folketinget til at blive fundet uværdigt siden grundlovsændringen i 1953.
Tidligere Venstre-minister Inger Støjberg er fundet uværdig til at sidde i Folketinget.
Det har et stort flertal tirsdag eftermiddag stemt for i folketingssalen.
Dermed bliver hun det femte folketingsmedlem siden grundlovsændringen i 1953 til at blive erklæret uværdig af sine kolleger.
Med sin plads i Folketinget mister Støjberg også sin folketingsløn og sit skattefrie omkostningstillæg.
Inger Støjberg har været medlem af Folketinget i 20 år - siden 2001.
Selv om Inger Støjberg er sendt ud af Folketinget tirsdag, behøver det ikke være for altid. Hun kan nemlig stille op igen ved næste valg.
Stor opbakning fra DF
98 medlemmer af Folketinget stemte for, at Inger Støjberg er uværdig til at sidde i Folketinget. 18 stemte imod.
Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og løsgængeren Naser Khader havde på forhånd meldt ud, at de ville stemme imod.
Få sekunder efter afstemningen forlod Inger Støjberg folketingssalen. Da hun forlod salen, vinkede hun farvel.
Udenfor salen mødte Inger Støjberg pressen og sagde:
- Jeg vil hellere stemmes ud af mine kolleger her i Folketinget, fordi jeg har forsøgt at beskytte nogle piger, end jeg vil stemmes ud af den danske befolkning, fordi jeg har vendt det blinde øje til.
Hun tilføjede, at danskerne nok ikke har set det sidste til hende og hendes kamp for "danske værdier".
- Når først jeg har udstået min straf, kan jeg vende tilbage. Det kunne også være hertil, sagde hun med henvisning til Folketinget, men ville dog ikke løfte sløret for, "hvilken platform" det skulle være på.
Inden Folketingets medlemmer stemte om Støjbergs værdighed, forløb en over fire timer lang debat i salen.
Her tog en lang række medlemmer fra Dansk Folkeparti ordet og stillede spørgsmål til de andre partiers beslutning om at erklære Støjberg uværdig.
Også Nye Borgerlige tog ordet og stillede spørgsmål ved beslutningen.
Støjberg havde inden dagens debat meddelt, at hun ville undlade både at tage ordet og at stemme om sin egen værdighed.
En historisk dag
Tirsdagens debat og afstemning blev ledet af Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).
Efter Støjberg havde mødt pressen, stillede han også op til interview, hvor han kaldte dagen en på "alle måder anderledes dag".
- På sin vis er jeg glad for, at det er en historisk dag, fordi det er heldigvis ikke noget, vi oplever så ofte, sagde han.
Dagen har været delt i to, lød det fra Folketingets formand: Dels den juridiske del og dels den menneskelige.
- Jeg kommer til at tænke tilbage på dagen som en af de dage, der har været meget mere tung end andre.
- Men det er min opgave som folketingsmedlem at debattere og træffe de tunge beslutninger, sagde Folketingets formand.
60 dages fængsel
Folketinget skulle tage stilling til Inger Støjbergs værdighed, da hun 13. december i Rigsretten blev kendt skyldig for forsætligt at overtræde ministeransvarsloven i 2016, da hun var udlændinge- og integrationsminister.
I Rigsretten var hun tiltalt for at have iværksat og fastholdt en ulovlig ordning om at adskille alle asylpar, hvoraf mindst en var under 18 år - vel at mærke uden individuelle vurderinger og partshøringer.
25 ud af 26 dommere fandt hende skyldig og blev enige om en dom på i alt 60 dages ubetinget fængsel.
Udgangspunktet er, at Støjberg enten skal afsone sin straf i kvindefængslet i Jyderup eller med fodlænke i eget hjem, har Kriminalforsorgen oplyst til Jyllands-Posten.
Rigsretssagen mod Inger Støjberg var den sjette af sin slags nogensinde i Danmarkshistorien.
Konservative Gitte Willumsen, der ved seneste valg stillede op for Venstre, overtager Inger Støjbergs plads i Folketinget.