Støjberg for Rigsretten

Dansk Folkeparti i fuld offensiv for Støjberg

Imens Dansk Folkeparti er gået i brechen for Inger Støjberg, har hun siddet bagerst i salen med et smil på læben.

Tirsdag eftermiddag raser debatten i Folketingssalen, om hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at beholde sit mandat, efter hun i Rigsretten blev idømt 60 dages fængsel.

Og til debatten har Dansk Folkeparti, der er imod forslaget, medbragt det helt tunge kavaleri.

På skift har partiernes ordførere indtaget talerstolen og givet en kort begrundelse for, hvorfor de stemmer for eller imod, at Støjberg findes uværdig.

Herefter har ordførerne modtaget spørgsmål fra andre partier, som har ønsket at debattere.

Den mulighed har Dansk Folkeparti benyttet sig af i stor stil – muligvis med en helt bestemt bagtanke.

- Man kan sige, at Dansk Folkeparti har hejst alle flag og vimpler for at kæmpe Støjbergs sag og dermed bane vejen for, at hun vælger at melde sig ind i partiet, siger politisk kommentator Hans Engell.

Især i den første del af debatten har bygen af DF-spørgsmål været massiv.

- De forsøgte at erobre debatten fuldstændig - nogle gange blev det samme spørgsmål gentaget fem gange, siger Hans Engell.

Kunne det være endt med en næse?

Omdrejningspunktet i debatten har især været, hvorvidt der er tale om lighed for loven, når andre ministre har brudt ministeransvarlighedsloven, uden at de blev fundet uværdige til Folketinget, siger Hans Engell.

Det har blandt andet faldet DF’erne for brystet, at Socialdemokratiets Jeppe Bruus fra talerstolen sagde, at han ikke tror, at Støjberg-sagen var endt i Rigsretten, hvis den allerede tilbage i 2016-2017 var blevet håndteret af regeringen og DF som støtteparti.

Flere DF-medlemmer greb her muligheden og spurgte, om det så ikke er voldsomt at dømme Støjberg ude at Folketinget.

- Jeg er ærgerlig over, at sagen er kommet så langt. Men man håndterede det ikke ordentligt dengang, og nu er vi altså endt her med en så klar dom fra Rigsretten, lød svaret fra Bruus.

Jeppe Bruus siger, at han ikke tror, at Støjberg-sagen var endt i en rigsretssag, hvis sagen allerede tilbage i 2016-2017 var blevet håndteret af regeringen og DF som støtteparti.

Ifølge Hans Engell er målet med Dansk Folkepartis offensiv ikke nødvendigvis at overbevise nogen men i stedet at omfavne de vælgere, der fortsat støtter Støjberg.

En smilende Støjberg

Rækken af mere og mindre prominente DF’ere, der har taget Inger Støjberg i forsvar er lang.

Blandt de mest prominente, der er gået i brechen for den nu partiløse politiker, er Kristian Thulesen Dahl, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard.

Imens har Støjberg siddet bagerst i salen med et smil på læben, når en DF-politiker bakkede hende op med kritiske spørgsmål til blandt andre hendes gamle parti, Venstre.

Selvom DF’erne med al sandsynlighed ikke lykkes at forhindre Inger Støjbergs snarlige exit fra Christiansborg, har de ved dagens debat muligvis opnået en anden væsentlig ting, siger Hans Engell.

Blandt andre har Kristian Thulesen Dahl brugt en del energi på at udspørge de andre partier om, hvorvidt de ville erklære Støjberg uværdig, skulle hun blive valgt ind ved næste folketingsvalg.

Ifølge Hans Engell tegner der sig et flertal for, at dette ikke vil ske.

- Det er lidt af en nyhed, må man konstatere, hvis Støjberg ved næste valg er sikret at blive erklæret værdig, siger den politiske kommentator.

Mere afmålt opbakning fra Nye Borgerlige

Foruden Dansk Folkeparti har Nye Borgerlige som det eneste andet parti erklæret, at de ikke vil stemme for at smide Støjberg af tinge.

Selvom partiets opbakning til Støjberg under tirsdagens debat har været klar, har Nye Borgerlige dog ikke medbragte lige så tunge skyts, som dets højrefløjskonkurrent, Dansk Folkeparti.

Og det er der ganske givet en god grund til, siger Hans Engell.

- Det peger i retning af, at der er grænser for, hvor meget debat de vil lave for Støjberg, hvis hun vælger at melde sig ind i Dansk Folkeparti, siger han.

Hvis et flertal tirsdag - som forventet - finder Inger Støjberg uegnet til at sidde i Folketinget, mister hun fra årsskiftet både sin løn og sit skattefrie omkostningstillæg.