Politik

Martin Henriksen stiller op som formand for Dansk Folkeparti - har ikke en chance, siger kommentator

Merete Dea Larsen, Erik Høgh-Sørensen og Morten Messerschmidt har allerede meldt sig som kandidater.

Martin Henriksen stiller op til formandsposten for Dansk Folkeparti.

Det siger han til TV 2.

- Jeg kan bekræfte, at jeg stiller op som formand i Dansk Folkeparti til det ekstraordinære årsmøde d. 23 januar, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen røg ud af Folketinget i 2019 og blev ved kommunalvalget i december valgt ind i kommunalbestyrelsen i Stevns for Dansk Folkeparti.

Regner med at ryge ud af partiet, hvis Messerschmidt bliver formand

Han sagde tidligere i december i programmet 'Lippert' på TV 2 NEWS, at han regner med at ryge ud af partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver formand.

Messerschmidt var den første til at melde sit kandidatur til den formandspost i Dansk Folkeparti, Martin Henriksen altså også lægger billet ind på.

I samme interview afviste Martin Henriksen ikke, at han ville stille op som formand. Og nu er beslutningen altså definitiv.

- Jeg har flere gange i mit liv haft ledelsesansvar, jeg kender partiet og vores lokalafdelingerne igennem mange år, jeg er vant til det organisatorisk såvel som det politiske arbejde, siger den nye DF-formandskandidat, som også fremhæver, at hans arbejdsliv har budt på lagertjans, postbud og en tur i militæret.

Har ikke en chance

At Martin Henriksen bliver smidt ud af partiet, hvis Messerschmidt bliver formand, er meget sandsynligt. Det siger politisk kommentator Hans Engell.

- Han og Morten Messerschmidt har haft et årelangt, elendigt forhold. De kan ikke fordrage hinanden. Derfor er det sandsynligt, at den der vinder vil sørge for at smide den anden ud af partiet, siger han.

Ifølge Hans Engell har Martin Henriksen ikke nogen chance for at vinde formandsposten.

- Stiller han op mod Messerschmidt, er chancen nul. Bliver det Inger Støjberg, er chancen endnu mindre. Men han vil få så mange stemmer, at han styrker sin position, og det vil trods alt gøre det sværere for en DF-formand at smide ham ud, siger Hans Engell.

Udover Martin Henriksen og Morten Messerschmidt har også Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen meldt sig som kandidater. Merete Dea Larsen sidder i hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti, men hun sidder ikke i Folketinget.

Kontroversiel kandidat

Erik Høgh-Sørensen sad i partiets hovedbestyrelse, indtil han blev valgt ind i byrådet i Hjørring Kommune, og ifølge TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, er han en "kontroversiel skikkelse".

- Han er ikke en skikkelse, som samler partiet. Han vil gøre formandskampen giftigere, for han er en barsk politiker, sagde Hans Redder tidligere i december.

Høgh-Sørensen har desuden for nyligt fået en dom for at dele billeder af et overfald.

Flere har ønske om Støjberg som formand

Endnu en politiker spøger dog i kulissen, for flere medlemmer i partiet har ytret ønske om at få Inger Støjberg som formand.

Støjbergs fremtid i Folketinget er dog stadig uvis, idet et politisk flertal mener, hun er uværdig til at sidde i Folketinget, efter hun ved rigsretssagen blev kendt skyldig i forsætligt brud på ministeransvarsloven.

På et ekstraordinært årsmøde i Dansk Folkeparti 23. januar skal medlemmerne tage stilling til, hvem der skal være partiets næste formand.

Formanden skal vælges med absolut flertal – altså over halvdelen af de afgivne stemmer.