Politik

Politisk flertal mener, at Støjberg er uværdig til Folketinget

Når Støjbergs fremtid skal til den formelle afstemning i Folketinget, har hun i sinde at være til stede i salen.

Siden Inger Støjberg mandag blev kendt skyldig i forsætligt brud på ministeransvarsloven og idømt 60 dages ubetinget fængsel, har spørgsmålet om hendes folketingsfremtid stået ubesvaret.

Men nu har et flertal af de politiske partier tilkendegivet, at de finder den tidligere udlændingeminister uværdig til at fortsætte som medlem af Folketinget.

Flertallet består af Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Venstre, SF, Liberal Alliance, Alternativet, Frie Grønne, Radikale Venstre samt løsgængerne Lars Løkke Rasmussen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har som de eneste partier sagt det modsatte, mens vi fortsat mangler at høre fra Kristendemokraterne og Socialdemokratiet. Da formanden for sidstnævnte, statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag blev spurgt af pressen, afviste hun at forholde sig til det.

Forventer officiel afstemning inden jul

Uanset hvad de resterende tre partier måtte nå frem til, kommer det ikke til at ændre på det faktum, at et flertal af Folketingets i alt 179 mandater altså allerede nu har tilkendegivet, at de vil stemme for, at Støjberg skal forlade Folketinget.

Inger Støjberg blev mandag dømt til 60 dages ubetinget fængsel for forsætligt brud på ministeransvarsloven, og tirsdag blev det besluttet, at hendes fremtid som medlem af Folketinget skal til afstemning i Folketinget.

Det forventes at ske 21. december, hvor hovedpersonen selv har i sinde at møde op. Her får alle folketingsmedlemmer mulighed for at afgive deres stemme og dermed gøre det officielt, at Inger Støjberg skal forlade Christiansborg.

På det tidspunkt havde kun ganske få af folketingskollegaerne taget stilling. Herunder også hendes tidligere partifæller i Venstre, som manges øjne har været rettet mod siden mandag.

Venstre to dage om at tage stilling

Interessen for Venstres reaktion skal ses i lyset af, at Inger Støjberg var medlem af partiet i 19 år, før hun i februar 2021 meldte sig ud.

Kort inden havde Venstre med Jakob Ellemann-Jensen (V) i spidsen bakket op om en rigsretssag mod den daværende næstformand, hvilket Støjberg hurtigt stemplede som den ultimative mistillidserklæring.

Internt i partiet blev medlemmerne dengang sat fri til at stemme, hvilket resulterede i, at ni af partiets folketingsmedlemmer gik imod formanden og stemte nej til en rigsret.

Der var tale om Inger Støjberg selv, Hans Christian Schmidt, Kristian Pihl Lorentzen, Mads Fuglede, Michael Aastrup Jensen, Peter Juel-Jensen, Preben Bang Henriksen, Thomas Danielsen og Britt Bager. Sidstnævnte har siden forladt Venstre og er i dag medlem af Det Konservative Folkeparti.

- En enig folketingsgruppe er nået frem til, at det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom og samtidig sidde i Folketinget, siger Karsten Lauritzen, som er gruppeformand i Venstre.

Kan genopstille ved næste valg

Onsdag tonede så partiets gruppeformand, Karsten Lauritzen (V), frem på tv-skærmene og meddelte den ventende presse, at en enig folketingsgruppe havde besluttet, at Støjberg ikke længere er værdig til sin post.

Lauritzen understregede dog, at Venstre ikke vil stå i vejen for, at Støjberg kan genopstille til Folketinget, så snart hun har afsonet sin dom.

Støjberg meldte allerede tirsdag ud, at hun forventede at blive stemt ud.

Hendes mandat risikerer at gå til en tidligere partifælle, som i dag er medlem af de konservative. Skulle hun takke nej, er en nyslået radikal nummer to i køen.