Politik

Danmark vil leje 300 fængselspladser i Kosovo

Der er indgået en ny, flerårig politisk aftale for Kriminalforsorgen, fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S) ved et doorstep-møde.

Partierne bag aftalen for Kriminalforsorgen er enige om at leje 300 fængselspladser i Kosovo.

Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag, efter at have forhandlet aftalen på plads med Dansk Folkeparti, SF og De Konservative.

Derudover skal fængselskapaciteten i Danmark udvides med flere hundrede pladser.

Det skal gøre det muligt at håndtere op mod 1000 flere indsatte end i dag.

- Vi stod til at mangle op mod 1.000 pladser i Kriminalforsorgen i 2025. Jeg er stolt af at kunne sige, at vi med aftalen i fællesskab håndterer den bundne opgave.

- Vi er blandt andet enige om, at der skal arbejdes på at leje fængselspladser i Kosovo til udvisningsdømte fra tredjelande. Og vi udvider med flere fængselspladser i danske fængsler på både kort og lang sigt, siger Nick Hækkerup om aftalen.

Løser ikke alle problemer

Aftalen tilfører fire ekstra milliarder kroner til de nye initiativer.

De omfatter også et nyt bandefængsel, tre nye udslusningsfængsler, mindre brug af strafcelle og bedre muligheder for, at indsattes børn kan holde kontakten med deres forældre.

- Aftalen indebærer et historisk bevillingsløft. Men den vil ikke løse alle problemerne for Kriminalforsorgen her og nu.

- Men med denne aftale har vi skabt forudsætninger for, at vi med et langt sejt træk kan forbedre forholdene og bringe Kriminalforsorgen tilbage i balance, siger ministeren.

Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører Peter Skaarup siger til TV 2, at det letter byrden på det danske fængselsvæsen.

- De udviste kriminelle kan nu afsone i udlandet og det er ikke nogen hemmelighed, at der er pladsproblemer i danske fængsler, siger Skaarup.

Kosovos fængselsvæsen beskyldt for korruption

Også De Konservative stemmer op om den nyindgåede aftale med Balkan-nationen.

- Det har været et vigtigt aftryk for Konservative, at vi med aftalen her kan sikre, at der ikke render dømte rundt i gaderne, fordi de venter på at afsone, siger Britt Bager.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen kalder det imidlertid en 'slapperaftale'.

- I den aftale, der nu er indgået, får de hårde kriminelle eftergivet deres gæld. De får mere tid hjemme i en fodlænke, de får mere tid på en pension i stedet for i et fængsel, og de løslades generelt tidligere.

Radikale Venstre ville ikke indgå aftalen på de givne præmisser og blev smidt ud fra forhandlingerne. Fordi erfaringer fra udlandet skræmmer, siger partiets retsordfører Samira Nawa.

- Norge har tidligere haft en meget udskældt aftale om at leje fængselspladser i Holland. Vi er stærkt bekymrede for, at vi er på vej ud af en glidebane når vi i Danmark ikke selv vil tage ansvar for vores indsatte. Kosovos fængselsvæsen er kritiseret for korruption, vold mellem fanger og dårligt uddannet personale.

Aftalen tilfører fire ekstra milliarder kroner til de nye initiativer.

Den gælder for perioden 2022-2025 og omhandler også en forstærket indsats for at tiltrække og fastholde fængselsbetjente.