Inger Støjberg forventer at blive fundet uværdig til Folketinget
Inger Støjberg vil selv være til stede, når Folketinget skal stemme om hendes værdighed.
Inger Støjberg forventer, at Folketinget skal stemme om hendes værdighed. Og hun har også en forventning om, hvordan den afstemning vil falde ud:
- Jeg forventer, at et flertal erklærer mig uværdig til at blive siddende på min post, skriver hun i et ugebrev til sin hjemmeside, Inger.dk, dagen derpå efter dommen i Rigsretten.
Hun skriver videre, at det er "det mest rigtige", at Folketinget forholder sig til konsekvenserne af den rigsretssag, Folketinget selv rejste imod hende.
- Nu må partierne gøre deres arbejde og stemme om det i Folketingssalen, skriver hun til sine følgere.
Støjberg vil overvære afstemning
Inger Støjberg har besluttet, at hun vil være til stede i folketingssalen under både debatten og afstemningen om hendes værdighed som folketingsmedlem.
Hun vil dog ikke selv deltage i afstemningen.
- Det, mener jeg, er det rigtigste, når der nu foreligger en endelig dom.
Et parti kan udløse afstemning
Udvalget for Valgs Prøvelse skal tirsdag eftermiddag drøfte, om spørgsmålet om værdighed skal tages til afstemning i Folketinget.
Hvis bare ét parti mener, at Inger Støjberg er uværdig, så skal sagen videre til folketingssalen.
Frie Grønnes Sikandar Siddique var mandag den første til at melde ud, at han mener, hun er uværdig til at sidde i Folketinget. Det samme mener Alternativet, de radikale, Liberal Alliance og løsgængerne Lars Løkke Rasmussen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige mener fortsat, at Støjberg er værdig til at være folketingsmedlem.
Hvis en afstemning viser, at flertallet finder Inger Støjberg uværdig, skal hun rejse sig og forlade folketingssalen med det samme.
Folketingets pressetjeneste oplyser til TV 2, at hendes folketingsløn og pension i så fald stopper fra dén dag.
Ville beskytte pigerne
I Inger Støjbergs nyhedsbrev adresserer hun også gårsdagens rigsretsdom på 60 dages fængsel.
Hun gentager budskabet om, at hun forsøgte at beskytte barnebrude på danske asylcentre.
- Jeg gjorde det alene for pigernes skyld, og jeg tager min straf uden at bøje nakken, skriver hun og underskriver brevet "de bedste hilsner Inger".