Politik

Simon Aggesen trækker sig som spidskandidat

Simon Aggesen og Det Konservative Folkeparti mistede borgmesterposten på Frederiksberg ved kommunalvalget efter 112 år ved magten.

Simon Aggesen stopper som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg.

Det skriver han i et opslag på Facebook.

- Nu er tiden kommet til at rette fokus på min familie og mine allernærmeste, som slet ikke har fyldt det, de burde, skriver Simon Aggesen og uddyber:

- Jeg har derfor i dag meddelt den nyvalgte konservative gruppe, at jeg ikke længere ønsker at stå i spidsen for vores parti, lyder det.

I fremtiden vil han fokusere på sin familie og et kommende job i det private erhvervsliv, skriver politikeren.

Afgørende kram fra sønnen

Simon Aggesen beretter om én særlig begivenhed i hjemmet, som gjorde stort indtryk på ham.

Da han kom hjem dagen efter kommunalvalget 16. november, var hans ældste søn på fem år den første, han mødte i døren.

Drengen spurgte:

- Vandt du valget, far? Jeg sagde nej. Så krammede han mit ben, så hårdt han kunne og sagde: "Så er der mere tid til at lege!". Det gik lige i hjertet, skriver Aggesen.

Simon Aggesen er borgmester på Frederiksberg frem til nytår, og han fortsætter indtil videre som menigt medlem af kommunalbestyrelsen.

Ifølge Aggesen bærer sagen om salget af en herskabslejlighed på Frederiksberg, som har været beskrevet i en række medier, en del af skylden for hans beslutning om at stoppe i spidsen for de konservative.

Borgmesteren mener, at sagen er blevet belyst forkert.

112 års dominans brudt

34-årige Simon Aggesen overtog i 2019 posten som borgmester på Frederiksberg, efter at hans partifælle Jørgen Glenthøj gik af efter eget ønske.

Men Simon Aggesen og de konservative mistede "kronjuvelen" og borgmesterposten på Frederiksberg ved kommunalvalget.

Det borgerlige parti fik hele 40 procent af stemmerne, men manglede alligevel de sidste mandater for at kunne genvinde borgmesterposten.

Partiet har siddet på posten i 112 år.

Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre kunne tilsammen mønstre 15 mandater, som lige præcis var nok til at sikre borgmesterkæderne på Frederiksberg.

Socialdemokraten Michael Vindfeldt bliver fra årsskiftet ny borgmester på Frederiksberg, mens den radikale Lone Loklindt bliver viceborgmester.

TV 2 forsøger at få et interview med Simon Aggesen omkring hans udmelding.