Her er Rigsrettens dilemma: Jura-Inger eller politik-Inger?
Rigsrettens hovedforhandling er slut, og Rigsrettens dommere overvejer nu skyldsspørgsmålet. Fire hovedpunkter afgør sagen.
Som bekendt kan det være svært at se skoven for bare træer.
Men det er alligevel opgaven for de 26 dommere i Rigsretten. De skal skære gennem 29 retsdage og afhøringer af 38 vidner, hvor Rigsretten endte med at tabe tålmodigheden og lod de sidste vidneforklaringer blive læst op fra det, der blev sagt i Instrukskommissionen.
Læg dertil vidneforklaringer med påstand mod påstand og et bilagsmateriale med mails, notater med videre, der fylder 10.000 sider. Samt to dages procedurer fra anklagere og forsvarere med deres helt forskellige opfattelse af begivenhederne i februar 2016.
Sagen afgøres af fire hovedpunkter:
1. Forskellen på politik og jura
Rigsretten skal først og fremmest vurdere anklagernes påstand: At denne sag drejer sig om jura-Inger. Det er rollen som minister, hun skal dømmes efter. Som den øverste chef for forvaltningen. Politik-Inger er uden betydning. Rigsretten skal heller ikke tage stilling til hendes udtrykte hensigt: At give de såkaldte ”barnebrude” et "pusterum".
Det helt centrale bevis er den pressemeddelelse, som Inger Støjberg udsendte som udlændingeminister den 10. februar 2016. En pressemeddelelse, der endte som en instruks efter anklagernes opfattelse.
Her meddelte Inger Støjberg, at alle asylpar med en mindreårig mellem 15 og 17 år skulle skilles ad. Uden undtagelser. Det var ministeren, der talte. Og det på trods af, at hun var blevet advaret om, at en undtagelsesfri ordning var ulovlig, mener anklagerne.
Forsvarerne mener derimod ikke, at man kan skille jura-Inger fra politikeren. Pressemeddelelsen var ikke instruksen. Den var derimod politisk kommunikation, mener de. Inger Støjberg holdt sig til hovedbudskabet, at hun med sine opfølgende ord til medierne ville ”splitte” parrene ad. Hvis hun havde nævnt undtagelser, var det løbet med opmærksomheden. Hun løj ikke, men hun ruttede heller ikke med sandheden.
Indadtil i systemet havde jura-Inger derimod accepteret, at der nok helt undtagelsesvis kunne være undtagelser. Hun var ikke klar over, at embedsværket administrerede på en måde, der måske var ulovlig.
Forsvaret går endda så langt som at tolke ordlyden i pressemeddelelsen på en sådan måde, at den taget for pålydende slet ikke var ulovlig. Anklagerne har dog fremhævet, at Inger Støjberg i en kort presseseance i Folketingets vandrehal gav udtryk for, at alle skulle skilles ad på hvert sit center.
Hvad mener Rigsretten? Giver den Inger Støjberg et rum til at være politiker i denne sammenhæng? Og var pressemeddelelsen overhovedet ulovlig?
2. Ministernotatet
Forsvaret har derfor kaldt det et nøglebevis, at Inger Støjberg dagen før pressemeddelelsen godkendte et såkaldt ministernotat, der nævnte muligheden for undtagelser.
Anklagerne kalder det dog uden betydning. De henviser til, at Inger Støjberg senere denne dag selv underkendte notatet ved at insistere på en undtagelsesfri ordning på et møde med centrale embedsmænd. Flere af dem har forklaret, at de også efter mødet mente, at ministernotatet var ”dødt og borte”. Og det ses ikke at have spillet nogen rolle efterfølgende.
Anklagerne antyder ligefrem, at forsvarerne først blev opmærksomme på notatet, da det var en del af det materiale, de sidste år fik fra Instrukskommissionen. Og derefter ophøjede de det til Støjbergs vigtigste bevis.
Forsvarerne mener derimod, at en sådan godkendelse på skrift kun kan erstattes af en ny egentlig ministerbeslutning. Støjberg har haft god grund til at tro, at hele embedsværket kendte notatet og administrerede efter det. Hun fik intet at vide om, at den juridiske sagsbehandler betragtede det som ”dødt og borte”.
Hvad mener Rigsretten? Hvor væsentligt er det, at Støjberg har godkendt et notat med undtagelser, selvom hendes pres for en undtagelsesfri ordning forsætter efterfølgende? Og har hun været i god tro?
3. Telefonsamtalerne
Den tredje hovedsten i sagen er selve instruksen til Udlændingestyrelsen i løbet af formentlig tre telefonsamtaler om eftermiddagen efter pressemeddelelsen. Alle fra afdelingschef i ministeriet, Line Skytte Mørk Hansen, til vicedirektøren i Udlændingestyrelsen, Lene Vejrum. Påstand står mod påstand.
Lene Vejrum hævder, at hun fik at vide, hun skulle administrere efter pressemeddelelsen. Line Skytte Mørk Hansen siger derimod, at hun læste op af ministernotatet med undtagelser.
Anklagerne holder med Vejrum. Ellers var der ingen sag. Og som Instrukskommissionen finder de beviserne i det såkaldte dokumentspor med mails og notater, hvor muligheden for undtagelser hverken nævnes eller dokumenteres.
Forsvarerne tillægger derimod Line Skyttes forklaring betydning. For dem lider Udlændingestyrelsen under en vildfarelse om, hvad der er Støjbergs ønske og hensigt. Måske præget af fordomme om, hvor stejl og egenrådig embedsværket i styrelsen mener, hun havde været i andre sager. Hun har på intet tidspunkt givet dem en lodret ordre om at administrere ulovligt.
Under alle omstændigheder mener forsvarerne ikke, at det kan være Støjbergs ansvar, hvad der foregik i ”maskinrummet” hos embedsmænd, hun end ikke ved, hvem er. De protesterede heller ikke over en ulovlig praksis i en grad, så ministeren får det at vide.
Anklagerne har derimod tegnet et billede af, at ingen turde gå imod ministeren. Embedsmændenes tjenestepligt til at gøre indsigelse mod ulovlige ordrer var kun teoretisk. I virkeligheden frygtede de at underskrive deres egen fyreseddel. Som et vidne sagde: "Så jeg havde mistet mit job".
Hvad tror Rigsretten? Er den ulovlige praksis en direkte konsekvens af pressemeddelelsen og Støjbergs ønske og hensigt?
Hvis Rigsretten svarer nej, har anklagerne en yderligere pointe: Som ministeriets øverste ansvarlige forvaltningschef har hun et ansvar for at gribe ind, hvis noget foregår ulovligt. En tilsynspligt. Det må have stået hende klart, at administrationen var kritisabel, mener anklagerne. Hun har med deres ord i så fald udvist ”ligegyldighed”. De sammenfatter i ét ord: ”Pligtforsømmelse”.
Hvad mener Rigsretten? Har hun under alle omstændigheder svigtet sine pligter som minister?
4. De fem sager
Forsvarerne finder bevis for Støjbergs opfattelse i det, som populært er omtalt som ”de fem sager”.
Udlændingestyrelsens sagsbehandlere lagde nemlig ud med kun at adskille de par, som de mente, de kunne adskille uden at bryde konventioner og loven. Tilbage var fem sager, som de i marts forelagde departementet.
Derfor, siger forsvarerne, var administrationen i praksis ikke undtagelsesfri, uanset hvordan Udlændingestyrelsen ellers opfattede den oprindelige instruks. Inger Støjberg kunne ikke forstå det anderledes, end at diskussionen gik på, hvor grænsen gik. Ikke at alle skulle adskilles.
Ministeren insisterede ikke på, at de alle skulle skilles ad, da hun blev konfronteret med virkeligheden. Hun udfordrede embedsmændene om størrelsen af den såkaldte "kattelem" til undtagelser, men hun gav dem ikke ordrer om ulovligt at skille dem alle ad.
Anklagerne påpeger, at nok blev parrene aldrig adskilt. Det endte enten med, at den mindreårige fyldte 18 år, eller at parret overgik til integration i kommunen. Men de fik heller ikke at vide, at de ikke ville blive skilt. De levede altså videre i usikkerhed om, hvad der skulle ske.
Anklagerne mener, at frygten for Støjbergs reaktion var så stor, at styrelsen ikke turde træffe beslutning i sagerne.
Hvad mener Rigsretten? Er de fem sager de undtagelser, der frikender Støjberg for at have krævet en absolut ordning for alle?
Straffen
Rigsretten kan dømme Inger Støjberg enten for med forsæt at bryde loven eller for at have udvist grov uagtsomhed.
Det første kan give bødestraf eller fængsel op til to år. Det andet kan give bødestraf eller fængsel op til seks måneder.
Forsvaret mener naturligvis, at Inger Støjberg skal frifindes. Så stopper sagen selvfølgelig der.
Anklagerne kalder derimod sagen ”mere alvorlig end Tamil-sagen”. Det var den rigsretssag mod forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen, der i 1995 blev dømt fire måneders betinget fængsel for ulovligt at have ansvaret for, at tamilske familiesammenføringer blev sat i bero. Straffen blev gjort betinget på grund af hans alder og helbred.
Anklagerne kræver derfor Støjberg idømt fængsel ”ikke kortere end Erik Ninn-Hansen”. Altså mindst fire måneder.
Forsvarerne mener, det er helt ved siden af. Tamil-sagen kostede menneskeliv, mens tamilerne ventede. Der var langt flere, der blev ramt. Efter forsvarernes mening blev langt færre - måske slet ingen - ramt ulovligt i Støjberg-sagen.
I den blev den ældre ægtefælle typisk indkvarteret i et asylcenter inden for 30 kilometers radius, og de fik transportstøtte til at komme frem og tilbage til ægtefællen og eventuelle børn. ”I busafstand”, som forsvarer Rene Offersen udtrykte det. Støjberg skal derfor have en lagt mildere straf eller slet ingen, fordi Rigsretten er beregnet til sager med større konsekvenser.
Støjbergs sidste ord
Inger Støjberg selv tog som anklaget det sidste ord. Forklaringen var som fra dag et: Hun ville give ”pigerne”, som hun kalder de mindreårige, et pusterum. De skulle have mulighed for at frigøre sig fra den sociale tvang, der måske havde presset dem ind i et ægteskab. Og hendes budskab skulle tænkes ind i det politiske klima, der herskede i februar 2016, hvor netop det at gribe ind over for ægteskaber med mindreårige havde et stort flertal bag sig i Folketinget. ”Selvfølgelig inden for lovens rammer”, erklærede hun.
Direkte henvendt til Rigsretten sagde hun:
- Man ophører ikke med at være politiker, fordi man bliver minister. En embedsmand kan finde svar i Karnovs lovsamling, mens en minister altid skal skrive nye kapitler.
Politik-Inger ville trykteste grænserne for konventionerne. Men jura-Inger vidste godt, at der kunne være undtagelser.
Et forsvar, som anklagerne underkender. De holder sig til juraen og ikke konsekvenserne. For dem er sagen derfor klar. Tamilsagens berostillelse gik fra lovlig over tvivlsom til ulovlig. De adskilte ægtefæller gik derimod direkte fra lovlig til ”klart ulovlig”. Støjberg-sagen var altså ulovlig fra begyndelsen og derfor mere alvorlig, juridisk set, mener de.
Hvad Rigsretten mener, får vi at vide, når dommen bliver afsagt 13. december.