Kommunalvalg

Kommende Gribskov-borgmester mødt af buh-råb efter omstridt aftale

Det var en tydeligt utilfreds gruppe borgere, som mandag demonstrerede mod, at Venstre har sikret sig borgmesterposten med et rødt samarbejde.

Pladsen foran Gribskov Rådhus i Helsinge var mandag aften fyldt med borgere og fakler. Og forrest stod manden, som det hele handler om - den kommende borgmester i Gribskov Kommune, Bent Hansen fra Venstre.

Han står i spidsen for et parti, der gik to mandater tilbage ved sidste uges valg. Modsat bragede Konservative og spidskandidat Trine Egetved frem og blev det største parti i byrådet.

Mens muligheden for en konstituering blandt blå blok var der, endte det ikke sådan. Venstre konstituerede sig i stedet med hjælp fra Enhedslisten, Nytgribskov, SF, Socialdemokratiet, og Radikale Venstre, hvilket sikrede borgmesterposten til Bent Hensen.

Det har vakt så stor opstandelse, at en stor gruppe borgere mandag demonstrerede mod det, initiativtagerne til protesten har kaldt "en rævekage".

Og derfor stod Bent Hansen mandag med en vred gruppe borgere i ryggen, som forlangte svar. Og det blev en konfrontation for øjnene af alle.

Bølger af buh-råb

En af arrangørerne bag demonstrationen, Morten Brendstrup, stod foran flokken og kritiserede Bent Hansen for samarbejdet med lokallisten Nytgribskov og rød blok.

Og folkemængden svarede med buh-råb rettet mod Bent Hansen.

- Vælgerne gav dig ikke det mandat, sagde Morten Brendstrup.

- Hørt, hørt, hørt, rungede det gennem mængden.

- Hvis du tror, at vælgerne glemmer det, så kan jeg love dig, at det gør de ikke.

- Aldrig, aldrig, aldrig, råbte tilskuerne i takt.

Morten Brendstrup spurgte Bent Hansen direkte, om han ville komme op og svare på spørgsmål.

- Jeg er her for at lytte, råbte han tilbage og blev mødt af en bølge af buh-råb.

Til sidst blev presset fra mængden i ryggen for stort, og Bent Hansen stillede sig op og greb mikrofonen.

- Tak, fordi I er kommet. Jeg vil gerne lytte til, hvad i siger, sagde han, og demonstranterne svarede igen med at buhe.

Konkurrent overraskede

Mens Bent Hansen lyttede tålmodigt til budskaberne mod ham, dukkede Trine Egetved, konservatives borgmesterkandidat i Gribskov Kommune, overraskende op og gav sit besyv med.

- Man kan også mærke, at der er en træthed og en politikerlede over, at man ikke gør, som man siger, siger Trine Egetved til TV 2.

Trine Egetved var valget store stemmesluger med 2855 personlige stemmer, hvor Bent Hansen fik 980.

- Jeg synes, at vi skal respektere, at borgerne i Gribskov har bedt om noget andet. Ellers skal man lade være med at gå til valg sammen og indgå i valgforbund, hvis man løber fra de aftaler i forbundet lige efter valget, siger hun.

Op til mandagens demonstration meldte Bent Hansen offentligt ud, at han gerne vil i dialog med Konservative om, hvordan fremtidens Gribskov skal se ud. Og den udstrakte hånd tager Konservative gerne imod - også uden et direkte krav om at få borgmesterposten, lyder det fra Trine Egetved.

- Vi vil selvfølgelig allerhelst have borgmesterposten. Men lige nu er politikken vigtigere, og det er, hvad vi kan gøre for Gribskov Kommune i de næste fire år. Så må posterne komme i anden række, siger hun.

Det er sidste gang, jeg stemmer på dem. For det, Bent Hansen laver her, er simpelthen ikke okay

Nadia Bentsen, Venstre-vælger

Nyvalgt borgmester står fast

Bent Hansen dukkede op til demonstrationen med hensigten at lytte til borgerne. Og mellem mange interviews med pressen var der rig mulighed for at høre bekymringerne.

- Jeg hører, at de har forventning om, at det største parti og den største stemmesluger skal sidde for bordenden. Men vi er også nødt til at forholde os til det faktum, at der var 15 ud af 23, som pegede på mig på valgnatten, siger Bent Hansen til TV 2.

Det er ikke kun hos de blå partier, at der er utilfredshed med Bent Hansens konstituering. Fredag meddelte syv ud af 11 medlemmer af Venstres lokale partibestyrelse, at de agter at melde sig ud af bestyrelsen.

Alligevel stod Bent Hansen mandag aften fast på sin konstituering.

- Jeg er spidskandidat for mit parti, og så har jeg også en forpligtelse til at gå forrest og arbejde for maksimal indflydelse for mig og mit parti, forklarer han.

Venstre-vælger fortryder

En af borgerne, som konfronterede den kommende borgmester for åben mikrofon, var 27-årige Nadia Bentsen.

Hun satte sit kryds ud for Venstre ved valget, men aftalen med de røde partier og Nytgribskov har fået hende til at fortryde.

- Det er sidste gang, jeg stemmer på dem. For det, Bent Hansen laver her, er simpelthen ikke okay. Jeg synes ikke, at han kan dukke op i dag og så bare lytte. Så længe vi ikke får noget at høre, kan vi ikke forstå, hvorfor han har gjort sådan. Det er rigtig ærgerligt, siger hun til TV 2.

Du stemte på Venstre, så har du ikke fået, hvad du ville have?

- Nej, for det er ikke gået efter spillereglerne. Selvfølgelig skal der blive ført politik på tværs, men det er blå blok, som har flertal, så det skal også være dem, der sidder ved magten.

Husk en ting. Vi glemmer ikke

Morten Brendstrup, arrangør af demonstrationen

”Vi glemmer ikke”

Omkring en time og 20 minutter efter faklerne blev tændt, og pladsen fyldt op, lå de udbrændte fakler i kasser, og folkemængden var tyndet ud.

Bent Hansen går hjem med et indtryk af, at der har været en positiv interesse for konstitueringens forløb, forklarer han.

Men arrangør Morten Brendstrup og folkemængden sørgede for at sende ham afsted med et klart budskab.

- Husk en ting. Vi glemmer ikke, lød det fra Morten Brendstrup, og budskabet lød genklang gennem den svindlende masse, der fortsat trodsede kulden.