Kommunalvalg

Kaffemøde i Kerteminde ændrer ikke noget for Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti støtter stadig den siddende S-borgmester i Kerteminde. - De konservative har været nederdrægtige over for os, siger DF'er.

Dansk Folkeparti i Kerteminde afviser pure, at der er planer om at bryde den konstituering, der allerede på valgaftenen sikrede den siddende, socialdemokratiske borgmester Kasper Ejsing Olesen en ny periode som borgmester.

Rygterne er opstået, efter den konservative borgmesterkandidat Klaus Lauridsen torsdag aften var inviteret til kaffe hjemme hos Dansk Folkepartis nuværende byrådsmedlem Lone Kiilerich.

Men ifølge Lone Kiilerich er afstanden mellem Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti kun blevet gravet dybere siden valget.

- Hvordan kan de konservative sige, at de vil have et samarbejde med os, når de opfører sig, som de gør. De har været nederdrægtige over for os og har hånet vores vælgere. Som jeg ser det, har de savet den gren over, som de selv sidder på, siger Lone Kiilerich.

DF's mandat er afgørende

Valget i tirsdags resulterede i, at Dansk Folkeparti gik fra to til et enkelt mandat i byrådet. Lone Kiilerich selv røg ud, mens kollegaen Terje Pedersen blev genvalgt.

Det samlede valgresultat betød, at rød blok fik 12 medlemmer af det nye byråd, mens blå blok fik 13. De to store partier, der bejlede til borgmesterposten, fik henholdsvis 10 mandater (Socialdemokratiet) og ni mandater (Det Konservative Folkeparti).

Allerede på valgaftenen valgte Terje Pedersen imidlertid at indgå en konstitueringsaftale, der sikrede et flertal bag den socialdemokratiske borgmester.

Til gengæld fik Terje Pedersen posten som første viceborgmester og posten som formand for Plan- og Teknikudvalget.

- Man skal forstå, at vi kun har et mandat i byrådet nu, og vi har skaffet os maksimal indflydelse til det mandat, forklarer Lone Kiilerich.

"Reel indflydelse"

Terje Pedersen selv er sygemeldt, og har ikke svaret på TV 2s henvendelser.

Men han har tidligere sagt til Fyens Stiftstidende, at den store forskel var, at de konservative tog Dansk Folkepartis mandater for givet og regnede dem for ”stemmekvæg”, men den socialdemokratiske borgmester kom med tilbud om ”reel indflydelse”.

Dansk Folkepartis beslutning vakte imidlertid stor utilfredshed hos de konservative.

Og den vakte også undren hos Dansk Folkepartis lokale bestyrelse.

Siden har der været kontakter mellem baglandet i de to partier, hvor konservative partifolk har forsøgt at få Terje Pedersen til at opgive konstitueringsaftalen med Socialdemokratiet. Det var, ifølge Lone Kiilerich, baggrunden for det kaffemøde torsdag aften, der satte rygterne i gang.

- Vi inviterede de konservative, så vores bestyrelse kunne få historien fra hestens egen mule, siger Lone Kiilerich.

Lokalbestyrelsen har valgt at sove på sagen, før de tager stilling til det, som de hørte torsdag aften.

Men både Lone Kiilerich og Terje Pedersen står stadig 100 procent bag den indgåede konstitueringsaftale, som de ifølge Lone Kiilerich også har opbakning til fra Dansk Folkeparti på centralt hold.

"De har skudt sig selv i foden"

Det er ikke lykkedes TV 2 at få en kommentar fra den konservative borgmesterkandidat Klaus Lauridsen, men torsdag aften afviste han over for Fyens Stiftstidende, at hans parti forøger at få ændret den konstituering, som Det Konservative Folkeparti efterfølgende også selv har tilsluttet sig.

- Jeg forsøger 100 procent at være ordentlig, men når jeg, også i respekt for de vælgere, der har stemt på Det Konservative Folkeparti, bliver inviteret på kaffe, møder jeg selvfølgelig op, sagde han efter kaffemødet torsdag.

Lone Kiilerich anerkender, at Klaus Lauridsen bestemt har været ”ordentlig” – men mener ikke, man kan sige det samme om andre af kommunens konservative.

- Der er opstået et dårligt forhold mellem de to partier siden i tirsdags. Hvordan kan man så tro, at vi kan samarbejde nu? Som jeg ser det, har de skudt sig selv i foden, siger hun.