Kommunalvalg

Internt oprør i Venstre - syv medlemmer smutter fra lokalbestyrelse

Flere af Venstre-folkene vil på mandag deltage i demonstrationen mod kommunens nye Venstre-borgmester.

Et internt oprør er i gang i Venstre i Gribskov.

7 ud af 11 medlemmer af den lokale partibestyrelse har fredag meddelt, at de agter at melde sig ud af bestyrelsen.

Det bekræfter de syv medlemmer hver især over for TV 2.

Udmeldelsen sker i protest mod den konstituering, som partiets spidskandidat har indgået med blandt andre en række røde partier.

På valgnatten endte Venstres Bent Hansen med at blive udråbt som borgmester med opbakning fra Nytgribskov, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF.

Fik borgmesterpost trods tilbagegang

Det lykkes Venstre at få borgmesterposten i Gribskov Kommune på trods af tilbagegang.

Partiet gik to mandater tilbage i forhold til valget i 2017 og har nu fem tilbage.

Samtidig fik Det Konservative Folkeparti et godt valg og gik hele fire mandater frem fra to til nu seks.

I alt har byrådet i Gribskov 23 mandater. 

Selvom Venstre sikrede sig borgmesterposten, er store dele af det lokale bagland utilfredse med aftalen, da kommunens borgerlige partier havde mulighed for at danne flertal sammen.

De udtrædende bestyrelsesmedlemmer er især utilfredse med, at de ikke er blevet inddraget i beslutningen, siger nu afgående næstformand Carina Bloch Simonsen, der taler på de syvs vegne, til TV 2.

- Bestyrelsen er den øverste instans, så når der træffes en så vidtgående beslutning at danne flertal med de røde partier, så mener vi, at vi burde være inddraget, siger hun.

Samtidig mener hun også, at det er et politisk problem, at Venstre går imod vælgernes ønske om et borgerligt flertal i kommunen.

- Hvis man ikke lytter til, hvor borgerne har sat deres kryds, så gør man ikke ligefrem politikerleden mindre, siger hun.

De udtrædende bestyrelsesmedlemmer frygter, at valget om blandt andet at konstituere sig med de røde partier vil kunne mærkes i vælgertilslutningen på længere sigt.

Selvom Carina Bloch Simonsen har meldt sig ud af bestyrelsen, understreger hun, at hun fortsat er Venstre-kvinde.

Bestyrelsesformand er uenig

Bestyrelsesformand Christina Lund skriver i et mailsvar til TV 2, at hun "selvfølgelig er ærgerlig over", at de syv medlemmer ønsker at træde ud af bestyrelsen.

Hun mener dog, at Venstre har levet op til sine valgløfter, i og med at partiet har sikret "maksimal indflydelse i et kommende byråd i en bred konstituering".

- En bred kreds af partier i Gribskov byråd har peget på Venstres spidskandidat som kommende borgmester. Det er selv sagt en opgave, vi påtager os med stor ydmyghed, skriver hun.

Christina Lund er ked af, at forløbet er endt, som det er nu.

- For jeg mener ikke, det er en vidtgående beslutning at sikre Venstre mest mulig indflydelse i det kommende Gribskov byråd. Navnlig når der sker i en bred konstituering med partier fra begge fløje.

TV 2 har også været i kontakt med Venstres spidskandidat og - som det ser ud nu - kommende borgmester, Bent Hansen.

Han ønsker ikke at stille op til interview, men henviser i stedet til Christina Lunds svar.

Demonstration på mandag

Det er ikke kun størstedelen af Venstres lokalbestyrelse, der er utilfredse med alliancen mellem blandt andre Venstre og de røde partier i Gribskov byråd.

En borgergruppe har nemlig planlagt et fakkeloptog imod den indgåede konstituering.

I skrivende stund har 2500 borgere meldt sig ind i facebookgruppen 'Gribskov - Lyt til borgerne', som har til formål "at få markeret at Venstres stunt på valgnatten for blot at få magt ikke accepteres af os."

Demonstrationen finder sted mandag 22. november mellem klokken 16.00 og 18.00.

De syv medlemmer

De syv medlemmer, som ønsker at udtræde af Venstres lokalbestyrelse i Gribskov, er:

Carina Bloch Simonsen (næstformand), Jes Freisner (sekretær), Steen Pedersen, Thomas Larsen, Kirsten Madsen, Johnny Bragniski og Rene Simonsen.

TV 2 har spurgt de afhoppende bestyrelsesmedlemmer, om de deltager. Tre af de syv bekræfter, at de deltager i demonstrationen, mens en "desværre" har andre planer. De resterende har enten ikke besluttet sig eller er ikke vendt tilbage.

Talsmand for gruppen og afgående næstformand Carina Bloch Simonsen er blandt dem, der endnu ikke har besluttet sig for, om hun deltager i mandagens demonstration.

TV 2 har også spurgt bestyrelsesformand Christina Lund og tiltrædende borgmester Bent Hansen, om de vil være til stede ved demonstrationen for at gå i dialog med de utilfredse borgere.

Christina Lund svarer på begges vegne, at det endnu ikke er afklaret.