Politik

DF-ledelsen holder møde lørdag efter Thulesen Dahls ønske om at stoppe

Mødet finder sted, efter partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, har meldt ud, at han ønsker, der skal findes en anden formand for partiet.

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse holder møde på lørdag klokken 13.

Der skal de drøfte, om partiet skal indkaldes til et ekstraordinært landsmøde. Det oplyser partiets partisekretær, Steen Thomsen, til TV 2.

Det ekstraordinære landsmøde er blevet bragt i spil af formanden selv. Onsdag meldte Thulesen Dahl således ud, at han ønsker, partiet finder en ny formand.

I samme ombæring bad han om, at hovedbestyrelsen skulle indkaldes til møde i weekenden. Det møde finder altså sted på lørdag på Hotel Trinity i Fredericia.

Og intet tyder på, at Thulesen Dahl der vil møde modstand:

- Jeg forventer, at hovedbestyrelsen følger Kristian Thulesen Dahls indstilling til, at der holdes et ekstraordinært landsmøde, lyder det fra Steen Thomsen.

Noget af en begmand

Dansk Folkeparti havde et elendigt kommunalvalg, hvor de gik 132 mandater tilbage i forhold til valget i 2017.

Allerede samme aften som kommunalvalget fandt sted, åbnede Thulesen Dahl for, at han var klar til at diskutere sin formandspost.

- Det er noget af en begmand, vi ikke skal forsøge at bortforklare. Det er en helt utilfredsstillende situation. Det går simpelthen ikke, lød det tirsdag fra formanden.

Det er stadig et ubesvaret spørgsmål, hvem der er kandidater til formandsposten, men partiets nuværende næstformand, Morten Messerschmidt har sagt, at han overvejer at stille op som kandidat.

Meld og Feld-sag kan blive en udfordring

Der hænger dog stadig en "mørk sky" over Messerschmidt i form af Meld og Feld-sagen, som endnu ikke er blevet endeligt afgjort, efter Messerschmidt ankede dommen, som han fik i byretten.

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren mener, at sagen, der handler om svindel med EU-midler, kan være en enorm udfordring, hvis Messerschmidt drømmer om at blive formand.

- Så længe sagen ikke er afgjort, bliver det meget svært for ham at stille op. Han er dømt i byretten, og ankesagen når næppe at blive afgjort inden et ekstraordinært årsmøde, siger han.

Spørger man Dansk Folkepartis Ungdom (DFU), ser de imidlertid gerne Messerschmidt tiltræde på formandsposten.

- Han er en sindssygt dygtig politiker. Nok den dygtigste vi har i Dansk Folkeparti, siger Tobias Weische, der er landsformand i DFU, til TV 2.

- Støjberg ville være et ønskescenarie

Derimod mener flere kandidater i de 19 kommuner, hvor Dansk Folkeparti er røget ud af byrådene, at Inger Støjberg kunne være et godt bud på en formand. Hun er dog ikke medlem af noget politisk parti lige nu.

- Hun ville jo være et ønskescenarie. Det siger jeg rent ud. Jeg vil virkelig appellere til, at det er den vej, vi skal gå. Rigsretssagen gør mig ikke bekymret, lyder det eksempelvis fra Kuno F. Danielsen, der indtil tirsdag havde DF’s eneste mandat i Silkeborg.

Jesper Vestergren og TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, vurderer, at blandt andre DF's Martin Henriksen og Peter Kofod kunne være bud på kandidater.