Kommunalvalg

Bykonge væltet efter 21 år - går nu på pension

I februar i år forlod Ole Bjørstorp Socialdemokratiet og lavede sin egen liste, som fik tre mandater ved kommunalvalget tirsdag.

To dage efter Ishøjs borgmester gennem 21 år, Ole Bjørstorp, mistede magten i Ishøj Kommune ved kommunalvalget tirsdag, siger han nu, at han går på pension.

Det skal ske, når han stopper som borgmester ved udgangen af året.

- Jeg går på pension. Vi har fået vores liste ind med tre mandater. Det er jeg tilfreds med. De andre kører det videre. Det er fint nok, siger den 75-årige Ole Bjørstorp til Ekstra Bladet.

Han fik knap 21 år på borgmesterposten i Ishøj - langt hovedparten for Socialdemokratiet - efter han i 2001 afløste Per Madsen på posten.

Men da han i november sidste år blev vraget som Socialdemokratiets spidskandidat til kommunalvalget, smækkede han med døren og forlod partiet.

Ole Bjørstorp blev vraget som spidskandidat, kort efter Ankestyrelsen havde slået fast, at borgmesterens brug af en tjenestebil var ulovlig. Det var Ekstra Bladet, der havde afsløret Bjørstorps ulovlige brug af bilen.

Fik tre mandater

Han oprettede i februar i år sit eget parti, som fik navnet Ishøj Listen. Det parti har han siden repræsenteret som borgmester.

Tirsdag fik Ishøj Listen stemmer nok stemmer til tre mandater i det nye byråd i Ishøj, men på trods af den personlige succes for Bjørstorp stod det klart, at han ikke kunne generobre borgmesterposten.

- Jeg har overvejet længe, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle hjælpe en ny liste ind i byrådet. Og det har jeg gjort, siger Ole Bjørstorp.

Han beskrev desuden overfor TV 2, at han havde en følelse af lettelse.

Det bliver Merete Amdisen (S), der i november sidste år afløste Bjørstorp som Socialdemokratiets spidskandidat, som overtager borgmesterposten i den københavnske vestegnskommune.