Kommunalvalg

Vragede DF-kandidater er begejstrede for Støjberg som mulig formand

En lokalpolitiker tilbyder at betale medlemskontingent for Støjberg.

Et kommunalvalg, der gav betydelig tilbagegang for Dansk Folkeparti, tyder også på at blive enden for Kristian Thulesen Dahls tid som partiformand.

Der har været en række forskellige bud på, hvem der kan overtage roret.

Flere kandidater i de 19 kommuner, hvor Dansk Folkeparti er blevet vippet helt ud af byrådene, er positivt stillet overfor den uafhængige folketingspolitiker Inger Støjberg som ny formand.

- Hun er desværre ikke medlem af vores parti, men det håber jeg da, at hun bliver snart. Jeg vil godt tilbyde at betale medlemsskabet for hende, lyder det fra Jette Lund, der ikke blev genvalgt i Struer Kommune.

Minder om Pia Kjærsgaard

Bent Paulsen, der har siddet i byrådet i Tønder de seneste 16 år – heraf otte som viceborgmester – bakker også op. Han var ikke opstillet denne gang.

- Melder hun sig ind, så tror jeg, at hun kunne blive en god formand for os.

For Kuno F. Danielsen, der indtil i går havde DF’s eneste mandat i Silkeborg, men som heller ikke blev genvalgt, er Støjberg den bedste løsning.

- Hun ville jo være et ønskescenarie. Det siger jeg rent ud. Jeg vil virkelig appellere til, at det er den vej, vi skal gå. Rigsretssagen gør mig ikke bekymret, siger han.

Han synes desuden, at Inger Støjberg minder om Pia Kjærsgaard, der stiftede Dansk Folkeparti og var partileder frem til 2012. Og det ville være rigtig godt for partiet.

- Jeg tror virkelig, Støjberg kunne rejse Dansk Folkeparti til noget, der er større, end vi var i 2015.

De to poserede for nylig sammen til et billede, og det lagde Pia Kjærsgaard på Instagram. DF-profilen Peter Skaarup har i øvrigt liket billedet.

Sagen gør ikke noget

Kuno F. Danielsen mener desuden ikke, at Inger Støjberg burde være stillet for en rigsret, som er den sag, der pågår netop nu.

Hun er tiltalt for at have givet en ulovlig instruks i 2016, da hun var udlændinge- og integrationsminister. Instruksen handlede om adskillelsen af asylpar, hvoraf den ene part var mindreårig.

Der ventes dom i rigsretssagen i december.

Ligesom andre af sine partifæller er Kim Welcher, der havde DF’s eneste mandat i Langeland Kommune og heller ikke blev genvalgt, ikke bekymret over sagen. Han mener, at hun godt kan være formand i DF.

- Hvis hun dømmes, får hun en bøde på 50.000 kroner, og så er det det. Så hun er oplagt, så snart rigsretssagen er overstået. Hun siger tingene ligeud, hun er ærlig og reel. Hun er et nyt frisk pust, siger han.

Bejlerier

Peder Kähler, næstformand for lokalforeningen i Glostrup, blev ikke valgt, selvom han var partiets spidskandidat. Han mener, at Støjbergs rigsretssag skal afgøres først.

- Ellers vil det give for meget støj. Men hun kan sagtens nå at være afklaret før et ekstraordinært årsmøde i begyndelsen af 2022, lyder det.

Jeg håber, at hun melder sig ind. Og hvis hun gør det, bør hun få en meget fremtrædende rolle

Kristian Thulesen Dahl om Inger Støjberg

Inger Støjberg afviser at kommentere. Men der er flere eksempler på, at Dansk Folkeparti har gjort sig til overfor hende.

Helt fysisk rykkede Støjberg og Thulesen Dahl tæt sammen, da hun brød med Venstre og blev løsgænger. Hun flyttede kontor på Christiansborg og rykkede ind i et ved siden af Kristian Thulesen Dahl. De kom endda til at dele sekretær.

Og partiformanden bød hende velkommen.

- Inger Støjberg er særdeles velkommen i DF. Hun kæmper en til en for det samme som Dansk Folkeparti, og derfor er det oplagt, at vi rykker tættere sammen, sagde Kristian Thulesen Dahl til TV 2.

Dansk Folkeparti har også åbent støttet Inger Støjberg i forhold til rigsretssagen. Mens hendes eget parti dengang, Venstre, stemte for rigsretssagen, så bakkede DF hende op og stemte imod.

Hun var også indbudt som gæst ved partiets årsmøde i Herning i september.

Kristian Thulesen Dahl selv vil onsdag ikke sætte navn på en favorit til at efterfølge ham, men direkte adspurgt om Inger Støjberg, siger han:

- Jeg håber, at hun bliver frikendt i Rigsretten. Jeg håber, at hun melder sig ind. Og hvis hun gør det, bør hun få en meget fremtrædende rolle.