Politik

Skuffet Eva Kjer ville ikke tale med TV 2, da valgnederlaget stod klart

Tidligere V-minister Eva Kjer Hansen satsede på enighed i den blå familie, men blev slemt skuffet.

Der var lagt op til et præsidentvalg mellem tidligere Venstre-minister Eva Kjer Hansen og Villy Søvndal fra SF ved kommunalvalget i Kolding Kommune.

Men borgmesteren endte med at blive den konservative Knud Erik Langhoff.

Og hvor Villy Søvndal var med i konstitueringsaftalen, og dermed kan se frem til indflydelse, blev Eva Kjer Hansen helt udeladt.

Jeg har ingen kommentarer lige nu

Eva Kjer Hansen, Venstre

Et faktum, der tydeligt skuffede Eva Kjer Hansen, da TV 2s udsendte mødte hende i Kolding i minutterne, hvor Knud Erik Langhoff præsenterede sit overraskende flertal.

TV 2s reporter henvendte sig direkte til Kjer Hansen:

Hvad siger du til, at de springer uden om dig?

- Jeg har ingen kommentarer lige nu, siger Kjer Hansen.

Hvordan kan det være, du ikke har nogen kommentarer. Det er vel noget, som fylder noget for dig?

- Ja, men som jeg lige sagde til dig, så har jeg ingen kommentarer, siger Eva Kjer Hansen.

Tror du mindre på dine vinderchancer nu?

Eva Kjer Hansen undlader at svare og spørger i stedet en fra sit følge om, hvordan hans dag er gået.

Hvis du nu ikke bliver borgmester, er du så færdig i politik?

En smilende Eva Kjer Hansen kigger på TV 2s reporter med et insisterende smil uden at sige ord.

Hvad siger du til Knud Erik Langhoff som borgmester?

Eva Kjer Hansen ignorerer reporteren og indleder en samtale med en person, der følger hende.

Jeg har jo svært ved at forstå, at de konservative vælger at sælge fuldstændig ud

Eva Kjer Hansen, Venstre

Satsede på enighed i blå familie

Eva Kjer Hansen og resten af Venstre i Kolding gik tilbage fra 13 til 9 mandater.

Inden mødet med TV 2s reporter, var Venstre-politikeren tidligere på aftenen noget mere sejrssikker.

Her hæftede hun sig ved, at der var et blåt flertal.

- Jeg glæder mig over, at der tilsyneladende er et klart blåt flertal, og så satser jeg på, at vi bliver enige i den blå familie, sagde hun tidligere på aftenen.

Det var altså inden at forhandlingerne tog en opsigtsvækkende drejning og den konservative Langhoff blev enige med SF, Socialdemokratiet og de radikale.

Kritik af konservativ beslutning

Efter Eva Kjer havde sundet sig over den mistede borgmesterpost, var hun klar til at gøre status, da hun igen befandt sig på Kolding Rådhus.

Og her gav hun verbale drag over nakken til den konservative borgmester.

- Jeg har jo svært ved at forstå, at de konservative vælger at sælge fuldstændig ud af deres politik og grundlæggende værdier og konstituere sig på baggrund af de røde mandater. Især når muligheden er der for at lave en konstituering med den blå familie, siger hun.

Der var total radiotavshed fra de konservatives side, når det gælder Venstres spidskandidat i Kolding, Eva Kjer Hansen.

Eva Kjer Hansen, som blandt andet er tidligere fødevareminister, flyttede først til Kolding for halvandet år siden.

Det er første gang i 60 år, at et flertal i Kolding har samlet sig om en konservativ borgmester.