Politik

Kanonvalg til ung S-borgmester

Næsten tre ud af fem vælgere i Holbæk satte kryds ved Socialdemokratiet, der får absolut flertal i byrådet.

Socialdemokratiet går 30,2 procentpoint frem i Holbæk Kommune, hvor borgmester Christina Krzyrosiak Hansen nu har absolut flertal med 19 ud af 31 mandater.

Krzyrosiak blev i 2017 valgt som landets yngste borgmester. Dengang var hun 24 år.

Og vælgerne må mene, at hun har gjort et godt stykke arbejde de seneste fire år, da partiet mere end fordobler sit mandattal i byrådet i Holbæk.

58,9 procent af vælgerne i Holbæk valgte at sætte sit kryds ved borgmesterpartiet, og det har ført til tilbagegang for stort set alle andre partier i Holbæk byråd.

Nye Borgerlige får dog 3,1 procent af stemmerne og dermed også sit første mandat i Holbæk Kommune, mens De Konservative går fra et til to mandater.

For de øvrige har valget betydet mindre opbakning, og særligt Dansk Folkeparti går tilbage. Partiet går 9,2 procentpoint tilbage, hvilket betyder, at partiet får barberet sine fire mandater ned til et enkelt.

Valget har også været hårdt for De Radikale, de går 5,4 procentpoint tilbage, hvilket koster partiet to mandater. Dermed har De Radikale et enkelt mandat tilbage i Holbæk.

- Hun lod SF beholde et mandat

Jacob Mark, der er gruppeformand for SF på Christiansborg, blev i slutningen af oktober forlovet med den populære S-borgmester. Og han er tydeligt begejstret for den medvind, hans kommende viv har fået ved valget.

- Absolut flertal, men stadig ønske om bredt samarbejde. Og hun lod SF beholde et mandat. Det mest suveræne valg i DK. Det rykker noget at være en god og dialogsøgende borgmester, skriver han på Twitter, da valgresultater ligger klart kort efter midnat natten til onsdag.

Christina Krzyrosiak Hansen er ikke den eneste socialdemokratiske stemmesluger.

Stemmesluger bliver borgmester i Frederikshavn

I Frederikshavn Kommune er partiet sikret absolut flertal med 57,4 procent af stemmerne, hvilket egentlig er en tilbagegang på 2,3 procentpoint sammenlignet med kommunalvalget i 2017.

Det er stemmeslugeren Birgit Stenbak Hansen (S), der er borgmester i kommunen. Hun blev efter 2017-valget landets mest populære borgmester målt på personlige stemmetal. 42,8 procent af vælgerne i Frederikshavn stemte på hende, hvilket var danmarksrekord.

I Frederikshavn Kommune bliver Venstre næststørst i kommunen med 21 procent af stemmerne.

Det er en fremgang på 2,1 procentpoint. Selv om Enhedslisten går 0,1 procentpoint frem, mister partiet sit eneste mandat i byrådet og ryger altså ud.