Kommunalvalg

Fik borgmesterposter ingen troede mulige - kommentator peger på "Pape-effekten"

Det Konservative Folkeparti har gode chancer ved det kommende folketingsvalg, mener politisk kommentator. Han peger på 'Pape-effekten'.

11 borgmesterposter samt fremgang i 92 ud af 98 kommuner og alle fem regioner.

Det Konservative Folkeparti gjorde sig i den grad bemærket ved tirsdagens kommunalvalg. Partiet havde det bedste kommunalvalg i 36 år - eneste sten i skoen var, at kronjuvelen i den konservative borgmesterkæde, Frederiksberg, gik til Socialdemokratiet.

- Jeg er rigtig ærgerlig over det. Kommunen har været på kanten i længere tid, og nu mistede vi den. Det er selvfølgelig virkelig ærgerligt, siger han.

Giver det dig mere selvtillid i forhold til din position i blå blok?

- Jeg gør mig ikke tanker om landspolitik i forhold til det her kommunalvalg, det er to forskellige ting, siger Søren Pape Poulsen.

På Facebook skriver partiets formand, Søren Pape Poulsen, at han er vanvittigt glad og stolt over resultatet.

Kommunerne er ramt af 'Pape-effekten'

De konservatives fremgang får politisk kommentator Noa Redington til at kalde partiet for en af kommunalvalgets helt store vindere.

- De har samlet borgmesterposter op, hvor man ikke troede, det var muligt.

Det gælder blandt andet i Kolding, hvor alle troede, at valget stod mellem Venstre og SF. Også i Rudersdal, Dragør og på Bornholm gik borgmesterposten til de konservative.

Noa Redington mener, at kommunerne er blevet ramt af en såkaldt 'Pape-effekt'.

- Konservatives landspolitiske fremgang har uden tvivl smittet af på vælgerne, hvilket man også kan se på den måde, sejrene er jævnt fordelt over landet.

I sin opdatering skriver Søren Pape også, at næste mål er Folketinget. Og her spås han også gode chancer af Noa Redington.

- Den kommunalpolitiske sejr kommer til at have en positiv effekt på Søren Pape og konservatives landspolitik, og spørgsmålet er, hvor langt de kan drive det frem til næste folketingsvalg.

Mister konservativ højborg

Selv om Det Konservative Folkeparti er stormet frem både i kommunerne og i regionsrådene, så er der dog alligevel salt i såret.

Efter 112 års konservativt herredømme mistede partiet deres højborg, Frederiksberg. Et stort tab for partiet, vurderer TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren.

- Det er kronjuvelen i den konservative borgmesterkæde. Så selvom de konservative er rykket frem og har vundet flere borgmesterposter, så er det et ordentligt dryp malurt i bægeret, at de mister Frederiksberg, siger han.

På trods af at partiet gik frem og fik flere end 40 procent af stemmerne, så havde den rød-grønne koalition fået flertal i kommunen. Og dermed blev socialdemokraten Michael Vindfeldt manden, der skubbede den konservative borgmester, Simon Aggesen, af pinden.

Simon Aggesen var borgmester i mere end to år og overtog posten fra konservative Jørgen Glenthøj i 2019.