Politik

Et diskret møde banede vejen for 'præsidentvalgets' uventede vinder

Hele Danmark har fulgt med i to tidligere ministres kamp om at blive borgmester i Kolding. Men efter en dramatisk aften gik posten til en helt tredje.

Det var blevet midnat på rådhuset i Kolding, da rygtet om et hemmeligt møde begyndte at brede sig blandt de mange pressefolk.

Med mikrofoner og udstyr begyndte de at sive ud fra rådhuset og ned mod en rød murstensbygning nogle hundrede meter derfra.

På advokatkontoret lyste vinduerne op på anden sal. Ellers var der ikke en sjæl at se indenfor.

Udenfor blev der til gengæld liv. Der blev opstillet fotolamper, trukket kabler og talt i mobiltelefoner.

Klyngen af pressefolk voksede, mens lokale, intetanende nattevandrere forbavsede stimlede sammen for at finde ud af, hvad der mon kunne være på færde i en kontorbygning midt i Kolding efter midnat.

Pludselig kom en atletisk embedsmand fra rådhuset løbende og gav pressefolkene klar besked:

- Det er i byrådssalen! Nu!

Det satte fut i pressefolkene, der stak i et raskt kapløb om de bedste positioner foran den hvide, tofløjede dør til byrådssalen.

"Et blåt flertal"

Kort forinden, da valgresultatet var næsten klar, havde Venstres borgmesterkandidat i Kolding, Eva Kjer Hansen, slået den samme dør op.

Hun var trådt ud i spidsen af en flok partifæller.

- Vi kan konstatere, at der er et blåt flertal, udtalte hun til de ventende pressefolk.

Hendes regnestykke var sådan set rigtigt nok.

Med ni mandater til Venstre og fire til Det Konservative Folkeparti havde de to partier alene flertal blandt byrådets 25 medlemmer.

Eva Kjer Hansens problem var imidlertid, at hendes følge udelukkende bestod af venstrefolk.

Der var ingen konservative at se.

Valgets vinder havde andre planer

Det er her det hemmelige møde kommer ind i historien.

For faktisk var de konservatives spidskandidat, Knud Erik Langhoff, slet ikke på rådhuset.

Han var om nogen valgets vinder.

Efter et elendigt valg i 2017, hvor de konservative røg helt ud af byrådet, var dette valg blevet en triumf, der havde mere end tredoblet de konservatives stemmetal.

Nu havde han andre planer end at være en del af Eva Kjer Hansens følge.

Han havde længe siddet i forhandlingsmøde, diskret henlagt til advokatkontoret tæt på rådhuset.

Og han havde ikke været alene. Sammen med ham var spidskandidaterne fra Socialdemokratiet, SF og De Radikale, der havde sikret sig henholdsvis fem, fire og to mandater.

I alt 14 mandater – nok til at vippe Venstre af magten.

Så der var nok at forhandle om.

Fire partier trådte frem

Da alle havde fået sig mast på plads foran byrådssalen, blev spændingen udløst.

Døren gik op, og den konservative Knud Erik Langhoff, SF’s spidskandidat, Villy Søvndal, Socialdemokratiets Birgitte Grunnet og den radikale Merete Due Paarup trådte frem fra byrådssalen – præcis som Venstres Eva Kjer Hansen havde gjort det kort forinden.

Men nu handlede det ikke om et blåt flertal bag en venstreborgmester.

Nu var budskabet, at den konservative spidskandidat havde landet en konstitueringsaftale, der gjorde ham til ny borgmester.

Det er SF, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, der står bag aftalen - uden Venstre og Eva Kjer Hansen.

"Præsidentsvalget"

På forhånd havde borgmestervalget i Kolding påkaldt sig hele landets interesse.

Det blev beskrevet som et ”præsidentvalg” mellem to tidligere ministre: Forhenværende udenrigsminister Villy Søvndal fra SF og tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen fra Venstre.

Den konservative spidskandidat, Knud Erik Langhoff, blev lidt glemt i den duel mellem de landskendte profiler, der begge ville være borgmester i Kolding.

En meningsmåling, foretaget for TV Syd og JydskeVestkysten, viste før valget, at kun fem procent af vælgerne havde Knud Erik Langhoff som deres favorit.

Selv nøjedes han med at gentage gang på gang, at de konservatives mandater aldrig ville blive brugt til at gøre en politiker fra rød blok til borgmester.

Det kunne tolkes som en støtte til Eva Kjer Hansen i ”præsidentvalget” om borgmesterposten.

Men det kunne altså også betyde, at mandaterne kunne støtte Knud Erik Langhoff selv.

Under alle omstændigheder betød det, at Villy Søvndal og SF vidste, at en aftale mellem de fire partier aldrig kunne ende med, at han selv blev borgmester.

Og det accepterede de – også selvom en konservativ borgmester ikke ligefrem var det resultat, som SF var gået til valg på.

- Vi holder skatten i ro. Aftalen betyder, at Knud Erik holder de der vilde socialister i ave, som Villy Søvndal udtrykte det.