Kommunalvalg

Alle fem regionsrådsformænd er fundet

I en region er der formandsskifte fra rød til blå, mens de fire resterende regioner fortsætter, som de plejer.

I flere af landets regioner har Socialdemokratiet oplevet en tilbagegang siden valget i 2017.

Det betyder blandt andet, at der for første gang siden regionernes oprettelse i 2007 er et borgerligt flertal i Region Nordjylland. Også i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland går det tilbage for Socialdemokraterne, men her beholder partiet dog formandsposten.

Dermed ser fordelingen nu således ud:

  • Sjælland: Heino Knudsen (S)
  • Hovedstaden: Lars Gaardhøj (S)
  • Midtjylland: Anders Kühnau (S)
  • Syddanmark: Stephanie Lose (V)
  • Nordjylland: Mads Duedahl (V)

Ifølge Jesper Vestergren, som er politisk analytiker på TV 2, er stemmeskiftet i de tre regioner en markant vælgerlussing til partiet.

Formandsskifte i Nordjylland

I Region Nordjylland må Ulla Astman (S), som har været formand for regionen siden 2007, vinke farvel til formandsposten. Det bliver i stedet Mads Duedahl (V), som er rådmand i Aalborg Kommune. Det skriver Nordjyske.

- Jeg er da ked af resultatet, men er også afklaret med det. I 14 år har arbejdet som regionsformand været et af omdrejningspunkterne i mit liv, så det bliver da underligt at skulle stoppe, siger den afgående formand til Nordjyske.

Hun tilføjer, at hun fortsætter i regionsrådet, men at det bliver "fra bagerste række". Hun vil ikke være Socialdemokratiets spidskandidat til regionalvalget om fire år.

Det Konservative Folkeparti største parti i Region Hovedstaden

Også i Region Hovedstaden er der sket et skifte i stemmefordelingen til regionsrådsvalget. Her har Det Konservative Folkeparti oplevet stor fremgang og bliver det største parti. Det er første gang siden regionernes oprettelse i 2007. Partiet går fem mandater frem og har dermed ti pladser i regionsrådet.

Socialdemokratiet, der indtil nu har været det største parti, går fire mandater tilbage. Dermed har partiet ni pladser i regionsrådet.

På trods af de konservatives fremgang bliver Socialdemokraterne dog ikke skubbet væk fra formandsstolen.

Her fortsætter Lars Gaardhøj, som i sommer afløste Sophie Hæstorp Andersen (S), der i stedet ville føre valgkamp for at blive overborgmester i København. En post, som hun også vandt.

Det kræver 21 mandater for at få flertal i regionsrådene.

Mindre partier blev tungen på vægtskålen i Midtjylland

I Region Midtjylland så det også sløjt ud for Socialdemokraterne. Efter nattens forhandlinger kunne Anders Kühnau (S) dog oplyse til TV 2, at han fortsætter som regionsrådsformand.

Efter gårsdagens valg stod det ellers klart, at Kühnau ikke kunne danne flertal alene med SF, Radikale og Enhedslisten. Efter regionalvalget i 2017 kunne de fire røde partier sammen med Alternativet danne et flertal med 21 mandater. Det var dog ikke muligt denne gang, da Alternativet ikke opnåede valg i Region Midtjylland.

Heller ikke Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kan mønstre mere end 19 mandater.

Både Psykiatri-Listen og Kristendemokraterne kom til gengæld ind med et mandat hver. Og dermed blev de afgørende. I 2017 gik Psykiatri-Listen i valgforbund med de røde partier og sikrede rød blok det 22. mandat.

Resultatet skyldes blandt andet, at Socialdemokratiet går 4,3 procentpoint tilbage, samtidig med at Venstre går 5,3 procentpoint tilbage.

Sjælland og Syddanmark fortsætter som de plejer

I Region Sjælland fortsætter Heino Knudsen (S) som formand.

Også i Region Syddanmark fortsætter den siddende formand, Stephanie Lose (V). Med fremgang på 6,8 procentpoint føjer hun tre pladser i regionsrådet til Venstres rækker. Samtlige partier har derfor indgået en aftale om en konstituering med hende.

De nye regionsrådsmedlemmer tiltræder i januar 2022.