Kommunalvalg

Mette Frederiksen håber, at folk vil tænke lokalt og ikke på sms'er og mink i stemmeboksen

Socialdemokratiet går efter igen at blive det største parti ved dagens valg, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet har fyldt meget i medierne i løbet af den seneste tid. Men meget af det har ikke handlet om kommunal- og regionalpolitik. Det har handlet om mink og sms'er.

Statsminister Mette Frederiksen kan ikke sige sig fri fra, at det kan komme til at have en indvirkning på dagens kommunal- og regionsrådsvalg.

- Vi ved jo ikke, hvad der foregår ude hos den enkelte dansker lige nu. Men jeg håber selvfølgelig, at man stemmer kommunalt og regionalt, fordi det er det, som valget handler om i dag, siger hun og tilføjer:

- Og så håber jeg også, at man har tillid til, at selvom at der er truffet nogle rigtigt svære beslutninger gennem de seneste halvandet år, har vi gjort det af en eneste årsag – og det er at få danskerne så godt igennem coronakrisen som overhovedet muligt.

Selvom landspolitikken har fyldt meget i den seneste tid, er det helt andre ting, der optager danskerne lokalt, mener Mette Frederiksen:

- Man skal faktisk ikke ret langt væk fra Christiansborg, før det, folk taler om, er deres virkelighed og deres hverdag. Det kan være trafikspørgsmål, der driller. Det kan være behovet for, at vi bruger flere penge i vores velfærdssamfund, ikke mindst i forhold til de ældre. Det, der fylder, er hverdagslivet.

Socialdemokratisk højborg kan stå for fald

Ved seneste kommunalvalg i 2017 opnåede Socialdemokratiet 47 borgmesterposter. Denne gang ser det dog ud, som om at mindst én af de socialdemokratiske bastioner kan stå for fald. Det er i København, hvor Socialdemokratiet ellers har haft overborgmesterposten, siden den blev skabt i 1938. Her ser det ud til, at Enhedslisten kan gå hen og blive kommunens største parti.

Det kan dog blive svært for Enhedslisten at vinde overborgmesterposten, fordi mange i forvejen har peget på den socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen.

Mette Frederiksen mener dog, at man skal slå koldt vand i blodet, indtil vælgerne har talt.

- Hvis man ser ud over de seneste mange år – og det er ligegyldigt, om man er socialdemokrat eller venstremand – så er der sket en ret kraftig bevægelse – ikke kun i København, men i hele hovedstadsområdet. Det er en rød by, og mange af de unge vælgere stemmer meget venstreorienteret.

Hun siger, at når det gælder København, er der særligt to ting, der tæller, når stemmerne opgøres i aften.

- Det er at få så mange københavneres tillid som muligt, og så er det overborgmesterposten, fordi det er den, der tæller fra i morgen af. Og så håber jeg jo selvfølgelig, at der er københavnere, som også synes, at det er vigtigt, at vi træffer nogle beslutninger, der gør, at hele byen hænger sammen. For eksempel at vi får bygget nogle flere boliger, som københavnerne rent faktisk har råd til at bo i.

Statsministeren er ikke i tvivl om, hvad målet er ved dagens kommunal- og regionsrådsvalg.

- Vi går efter igen at blive det største parti i landets kommuner og regioner. Det er det, der er vores forhåbning i dag.

Se hele interviewet med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.