Kommunalvalg

Her kan din stemme på DF sende en radikal i byrådet - og omvendt

Ekspert har en klar opfordring til alle, der stemmer tirsdag. Din stemme kan nemlig i visse tilfælde gå til et parti, du er uenig med.

På landsplan kan Radikale Venstre og Dansk Folkeparti næppe beskyldes for at minde meget om hinanden.

Ligeledes er arketyperne på de to partiers vælgere også ganske forskellige.

Men hvis en vælger i Halsnæs Kommune på Nordsjælland kaster sin stemme på de radikale, kan den ende hos DF.

Og omvendt.

De to partier er nemlig i valgforbund sammen med Det Konservative Folkeparti. Det betyder, at en stemme på et af de tre partier kan ende hos de andre i valgforbundet, hvis partiet ikke får stemmer nok til at få et mandat i byrådet. Hvor stemmerne ender, afgøres af teknisk valgmatematik efter valget.

Hvis man spørger 100 mennesker på gaden, er der 3, der kan forklare dig, hvordan valgforbund hænger sammen

Jesper Kirkebye Andersen, radikal spidskandidat i Halsnæs Kommune

Ifølge Jesper Kirkebye Andersen, der er spidskandidat for Radikale Venstre i Halsnæs, er det et rent sats, at man har slået sig sammen med Dansk Folkepart og Det Konservative Folkeparti.

- Jeg havde rimeligt svært ved at sælge idéen til de andre radikale kandidater heroppe, men vi blev også enige om, at vi ikke kan stille op alene. Hvis vi står alene, får vi ikke stemmer nok til et mandat i byrådet, siger Jesper Kirkebye Andersen.

Et valgforbund med så forskellige partier som Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er et sjældent syn. Men valgforbundene gør sig gældende i alle kommuner – og de kan have stor betydning for, hvordan byrådene ender med at se ud.

Sådan fungerer valgforbund

Valgforbund har til formål at mindske stemmespild.

Hvis for eksempel tre partier, der ikke er i et valgforbund, kun næsten får stemmer nok til ét mandat hver, kommer ingen af dem ind.

Hvis tre partier slår sig sammen i et valgforbund, kan partierne imidlertid regne deres stemmer sammen, således at de måske kan få to mandater. I så fald vil de to mandater gå til de to partier, som er tættest på at få et mandat, mens det sidste parti blot vil "levere" stemmer til de to andre partier.

Partier kan kun indgå i ét valgforbund, og det skal være indgået inden valgdagen.

I Lejre ville valgforbundet mellem S, SF og Ø have betydet, at Ø fik et mandat mere på bekostning af K. 

Regnede med modvind

Radikale Venstre har ikke været repræsenteret i byrådet i Halsnæs Kommune siden 2009. Det Konservative Folkeparti har ikke været repræsenteret siden 2013. Dansk Folkeparti er kommet ind med flere mandater alle de seneste valgperioder.

Hvis den tendens fortsætter, ender de radikale og de konservative vælgere altså med at sende stemmer til DF i kommunen. Jesper Kirkebye Andersen siger dog, at man har sikret noget radikal indflydelse, såfremt bare ét af de andre partier kommer i byrådet.

- Vi har aftalt i valgforbundet, at de partier, der bliver repræsenteret i byrådet, skal sikre de andre partiers interesser. Det er en gensidig aftale, som vi har på skrift, siger Jesper Kirkebye Andersen.

Hvordan tror du, at radikale vælgere har det med, at deres stemmer kan ende hos Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti?

- Det er et sats. Vi vidste, at vi ville få lidt modvind. Men hvis man spørger 100 mennesker på gaden, er der 3, der kan forklare dig, hvordan valgforbund hænger sammen.

Det lyder jo nærmest som bondefangeri?

- En stemme på DF kan også nemt gå til de radikale. Vi kan godt komme i en situation, hvor to partier får ét mandat hver, og det tredje parti lige akkurat ikke har stemmer nok – og så får man så de overskydende stemmer fra de andre partier og får en plads i byrådet alligevel.

Man skal undersøge, om det parti, man vil stemme på, er i et valgforbund

Ulrik Kjær, kommunalvalgsekspert på Syddansk Universitet

Sådan finder du valgforbundene i din kommune

Lyder det alt sammen lidt forvirrende?

Det forstår valgforsker og kommunalvalgsekspert på Syddansk Universitet Ulrik Kjær godt.

- Det er uigennemskueligt for vælgerne. Det ville være meget nemmere, hvis alle bare stemte på en politiker eller et parti, og så blev dem, der fik stemmer nok, valgt ind, siger Ulrik Kjær.

Han påpeger, at langt de fleste vælgere ikke ved, hvad valgforbund er, og hvordan de ser ud i deres egen kommune.

Det kan der ifølge ifølge Ulrik Kjær være et demokratisk problem i, og han har en opfordring på valgdagen.

- Man kan finde valgforbundene på kommunernes hjemmesider, og så skal de fremgå på valgstederne. Man skal undersøge, om det parti, man vil stemme på, er i et valgforbund, siger han.

Og så skal man gøre op med sig selv, om man kan leve med, at ens stemme går til de andre partier i valgforbundet, før man stemmer, lyder det.

Det, vælgerne efterspørger

Hvor stiller det så Radikale Venstre i Halsnæs?

Ulrik Kjær kan godt se fidusen i partiets manøvre.

Men til kommunalvalg stemmer syv ud af ti vælgere på samme parti, som de stemmer på til et folketingsvalg, fortæller valgforskeren. Han stiller sig tvivlende over for, om syv ud af ti radikale vælgere er tilfredse med i praksis at stemme DF, hvis de radikale ikke får et mandat.

I 2013 kom DF ind med fire mandater i Halsnæs. I 2017 kom de ind med to mandater. Siden da er de cirka halveret i meningsmålingerne

Jesper Kirkebye Andersen, radikal spidskandidat i Halsnæs Kommune

Han har selv tidligere plæderet for at afskaffe valgforbund til kommunalvalg, selvom han godt kan se, at det i teorien kan være med til at afhjælpe stemmespild.

- I virkeligheden er det ekstremt kompliceret, og vi ved faktisk ikke, om det virker i forhold til stemmespild, siger Ulrik Kjær.

Satser på tilbagegang hos DF

Tilbage i Halsnæs medgiver Jesper Kirkebye Andersen da også, at man har indgået valgforbundet, fordi man kalkulerer, at det kan give et radikalt mandat.

- I 2013 kom DF ind med fire mandater i Halsnæs. I 2017 kom de ind med to mandater. Siden da er de cirka halveret i meningsmålingerne, siger han.

Derfor regner han altså med, at Dansk Folkeparti i Halsnæs ved dette valg bliver småt nok til, at det ender med at sende stemmer over til de radikale i stedet for det omvendte.

Og så er der et par områder, hvor de to partier faktisk også kan nå hinanden, siger Jesper Kirkebye Andersen.

- På ældrepolitikken er der nogle nuanceforskelle, men generelt er vi ret enige. På idrætsområdet tror jeg også, at vi kan blive enige om nogle ting, siger han.