Kommunalvalg

Førstegangsvælger undrer sig over "tonedøv" hilsen i postkassen

Folketinget udsender fysisk bog til alle unge førstegangsvælgere. Men det sender et forkert signal i klimakrisen, lyder reaktionen fra en af de unge.

19-årige Malene Jørgensen glæder sig til tirsdag, hvor hun for første gang i sit liv har mulighed for at sætte sit kryds ved et valg i Danmark.

Men hun blev noget overrasket, da hun i sidste uge sammen med resten af familien i Nykøbing Falster modtog sit valgkort.

For sammen med Malene Jørgensens valgkort fulgte en kuvert fra Folketinget.

Indeni lå en 113-siders udgave af den danske grundlov samt en pamflet med en tegneserie og en hilsen fra Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), der ønskede tillykke med stemmeretten.

- Først undrede jeg mig bare, men så tænkte jeg også, "tager man virkelig os unge så lidt seriøst", siger hun.

For selvom Malene Jørgensen sagtens kan forstå de gode intentioner bag gaven fra Folketinget, synes hun, at signalet i at sende en papirudgave af grundloven til unge førstegangsvælgere er helt forkert.

Ikke mindst på grund af tidens store fokus på den grønne dagsorden, hvor miljø og klima er et af de vigtigste temaer for mange ved valget – og særligt for den unge generation.

- At man sender det her ud til en gruppe, hvor klima er en vigtig mærkesag, er da enormt tonedøvt. Det er groft sagt at sige til os, "I skal stemme, men jeres holdning er ikke særligt vigtig", siger Malene Jørgensen.

Ender i skabet eller skraldespanden

sin hjemmeside oplyser Folketinget, at bogen 'Min grundlov' siden 2005 har været sendt ud til alle unge førstegangsvælgere og nye statsborgere for at "informere om de demokratiske spilleregler, det danske demokrati er bygget på".

Ifølge Danmarks Statistik er der godt 280.000 førstegangsvælgere til kommunalvalget i år.

- Meningen er god nok, det strider bare mod den tid, vi står i. Derudover er det jo ren symbolik, for du skal ikke bilde mig ind, at bogen i langt de flestes tilfælde ikke bare ender bagerst i et skab eller i skraldespanden, siger Malene Jørgensen.

Hun holder i øjeblikket sabbatår efter at have afsluttet gymnasiet. Både dér og i folkeskolen havde hun samfundsfag, hvor hun blev undervist i det politiske system og grundloven.

- Så jeg ved allerede, hvad den indeholder, og hvorfor den er vigtig. Og ellers tror jeg, de fleste i min generation, der er vokset op med computere, er i stand til at google sig frem til det, siger hun.

Tragikomisk timing

Malene Jørgensen mener, at Folketinget med fordel kunne have benyttet sig af mange andre muligheder.

For eksempel ved at udsende bogen som pdf til de unges e-Boks eller ved at henvise til den udgave, der allerede ligger på Folketingets hjemmeside, eller ved et tilbud om at kunne hente en fysisk udgave på nærmeste bibliotek, hvis man er interesseret.

- Vi digitaliserer alt muligt andet og presser ældre over på digitale platforme. Men det her vælger man at sende ud på papir til de helt unge? Vel at mærke under COP26, hvor vores egen statsminister stod og gav en opsang til andre lande. Det er nærmest lidt tragikomisk, siger Malene Jørgensen.

Folketingsformand fremhæver fordel

TV 2 har mandag uden held forsøgt at få et interview med Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

I stedet har han sendt en skriftlig kommentar, hvor han dog ikke forholder sig til klimaaftrykket ved at producere og udsende en fysisk bog.

Folketingets formand fokuserer i stedet på, at en uafhængig forsker fra Københavns Universitet har undersøgt, hvad det betyder for de unges valgdeltagelse at få grundloven tilsendt enten som fysisk pakke eller digitalt i e-Boks.

Undersøgelsen viste ifølge Henrik Dam Kristensen, at til forskel fra udsendelse i e-Boks har den fysiske udgave af grundloven "en signifikant positiv effekt på stemmeprocenten" blandt førstegangsvælgerne.

- Det er utroligt vigtigt, at vi får de unge til at deltage i demokratiet, og det er forklaringen på, at vi sender en gammeldags pakke med trykt materiale. Vores undersøgelse viste også, at mange unge var glade for at have grundloven som fysisk opslagsværk, lyder det i formandens svar.