Kommunalvalg

Alle taler om Villy og Eva, men en kvinde står klar i kulissen til at forpurre deres planer

Valget i Kolding kan blive en gyser. Villy Søvndal og Eva Kjer Hansen er klare favoritter, men de skal ikke vide sig for sikre, advarer andre partier.

Birgitte Munk Grunnet er udmærket klar over, hvad hun er oppe imod.

For uanset hvor meget den socialdemokratiske spidskandidat smiler og hilser i sin røde partijakke, er det ikke hende, som borgerne i Kolding stopper for at få taget selfies med.

I starten blev jeg da skræmt fra vid og sans

Birgitte Munk Grunnet, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet

Heller ikke denne lørdag, hvor alle partier er samlet i gågaden for at prøve at kapre stemmer i slutspurten af valgkampen.

Nogle stopper måske nok op til en kort snak eller for tage imod en pamflet med partiets mærkesager, men ikke for at få taget billeder.

Nej, at blive bedt om en selfie er forbeholdt de helt store stjerner, og sådan en har de på valg i Kolding:

Villy Søvndal er tidligere formand for SF, tidligere udenrigsminister og har næsten 20 års erfaring fra Folketinget. Han sidder i regionsrådet i Syddanmark, og nu går han efter at blive borgmester i Danmarks 11. største kommune.

Som modsvar har Venstre hentet sit eget kendte ansigt ind fra landspolitikken i form af den mangeårige minister Eva Kjer Hansen, og i medierne er kampen om Kolding fra start blevet udlagt som et "præsidentvalg" mellem de to landspolitiske kendisser.

Men det er langtfra givet på forhånd, at det ender sådan. For i kulissen lurer flere andre kandidater, der håber på at forpurre favoritternes planer.

- Jeg tror ikke, nogen af dem får absolut flertal, og så kan alt ske, understreger Birgitte Munk Grunnet.

Tror på egne chancer

Den socialdemokratiske spidskandidat i Kolding er selv et relativt ubeskrevet blad i dansk politik og har ingen erfaring fra byrådet.

Da hun i sin tid meldte sig klar til at blive sit partis borgmesterkandidat, vidste hun da heller ikke, at hun skulle komme til at stå over for Villy Søvndal og Eva Kjer.

- I starten blev jeg da skræmt fra vid og sans, de har jo haft lidt længere tid på øvebanen end mig. Men jeg prøver at lade være med at fokusere for meget på dem og mere på mig selv, siger Birgitte Munk Grunnet.

Når hun står fast på, at Socialdemokratiet ikke skal tages ud af ligningen på forhånd, forklarer hun det med, at partiet historisk set har stået stærkt i Kolding, og at de trods tilbagegang de senere år stadig fik hver femte stemme ved seneste kommunalvalg.

Klart størst var dengang Venstre med næsten halvdelen af stemmerne i Kolding Kommune, men den helt store stemmesluger, borgmester Jørn Pedersen, genopstiller ikke i år. Det skaber en mere usikker situation.

- Så ja, jeg tror på mine chancer, netop fordi det hele er så åbent, siger Birgitte Munk Grunnet.

Afviser præsidentvalg

De to udråbte hovedpersoner er da heller ikke selv meget for at tale om præsidentvalg. Hverken under valgdebatter eller på gågaden i Kolding.

- Jeg har ikke nogen interesse i en præsidentvalgkamp. Jeg er interesseret i en borgmesterkamp, fastslår Villy Søvndal.

Ifølge SF-profilen ville det slet ikke give mening at tænke kynisk og udnytte situationen til at stjæle fokus i valgkampen, for SF har brug for, at også samarbejdspartierne bliver så stærke som muligt, forklarer han og fremhæver sit tætte samarbejde med Birgitte Munk Grunnet.

Kendisfaktoren kan han dog ikke benægte.

Som en af de eneste kandidater denne lørdag har Villy Søvndal ikke følt behov for at hoppe i en farverig jakke med partilogo, men er troppet op i en neutral, sort windbreaker.

Alligevel bliver han genkendt til højre og venstre. Og bedt om selfies.

Kun få meter derfra står modkandidaten Eva Kjer Hansen sammen med Venstre-kandidaterne og forsøger at lokke vælgerne med bolsjer, balloner og blå valgløfter.

Heller ikke her er man interesseret i at gøre valget til en duel, lyder det.

- Jeg synes, hele den der snak er lidt ærgerlig, for det har både skygget for den politiske debat og partiernes eget kandidatfelt, siger Eva Kjer Hansen.

De glemte kandidater

Taler man om "præsidentvalg" i Kolding, glemmer man ikke bare at tage højde for socialdemokratiets kandidat.

Faktisk stiller hele seks partier med en borgmesterkandidat i Kolding ved kommunalvalget i 2021.

En anden af dem, Knud Erik Langhoff fra Det Konservative Folkeparti, står lidt længere nede ad gågaden, og ligesom Birgitte Munk Grunnet ser han det ikke som en selvfølge, at den nye borgmester kommer fra Venstre eller SF.

- Den, der bliver borgmester, er den, der har 13 mandater på valgaftenen, siger han.

Langhoff har tidligere siddet i byrådet, men Det Konservative Folkeparti blev ikke valgt ind for fire år siden. Men de landspolitiske strømninger, hvor Venstre har været i krise, og Det Konservative Folkeparti i øjeblikket har medvind, har fået spidskandidaten til at drømme.

- Vi går til valg på, at et blåt flertal skal give en blå borgmester, og her peger jeg på mig selv, siger Knud Erik Langhoff.

Ender det med et rødt flertal efter tirsdagens valg, vil han dog ikke afvise, at Det Konservative Folkeparti i en konstituering kan søge indflydelse og lægge mandater til en rød borgmester.

Flest foretrækker Villy og Eva

En frisk meningsmåling fra denne uge viser fuldstændig dødt løb mellem de to topkandidater, når vælgerne bliver spurgt, hvem de foretrækker som ny borgmester.

Birgitte Munk Grunnet følger efter på en tredjeplads.

En fjerdedel af de adspurgte svarer dog "ved ikke", og det er de mange tvivlere, som partierne og borgmesterkandidaterne her de sidste dage af valgkampen forsøger at overbevise.

Som uprøvet politiker i skarp konkurrence med kendte landspolitikere har Birgitte Munk Grunnet med egne ord "pænt stort fokus på", at hendes navn og ansigt måske ikke vækker helt samme genklang hos vælgerne.

- Der var faktisk en vælger, der kom og spurgte: "Hvorfor har du ikke gjort mere for at gøre dig kendt tidligere? Bødker (tidligere mangeårig S-borgmester, red.) gik altid rundt nede i byen."

- Hvortil jeg bare kunne sige: "Det gør jeg også, men I har bare ikke lagt mærke til mig".

Uforudsigeligt valg

Hvem, der fremover skal lede Kolding, bliver afgjort tirsdag aften, når vælgerne har sat deres kryds.

Og situationen er på forhånd meget uforudsigelig. Ikke kun på grund af de to tidligere landspolitikeres tilstedeværelse, men også fordi hverken Søvndal, Kjer, Grunnet eller Langhoff sidder i det nuværende byråd.

Vi kan derfor ikke sammenligne med valgresultatet i 2017, hvor Venstre-borgmester Jørn Pedersen som topscorer hentede over 12.000 personlige stemmer.

Men ved regionalvalget i 2017 fik Villy Søvndal godt 8300 personlige stemmer alene i Kolding Kommune, mens Eva Kjer Hansen til sammenligning fik cirka 2850 personlige stemmer ved folketingsvalget i 2019, hvor hun var opstillet i Kolding.

Hun er dog fra Aabenraa og flyttede først sidste år til Kolding, efter hun havde annonceret sit kandidatur til borgmesterposten. Et faktum, som både vælgere og modkandidater har bidt mærke i.

- For Venstre er det blevet et prestigeprojekt at genvinde borgmesterposten, så de har vel tænkt, at det øger deres chancer, siger Birgitte Munk Grunnet.

Det Konservative Folkepartis spidskandidat mener, at det havde været en anderledes valgkamp, hvis Venstre havde valgt en lokal politiker.

- Når man møder folk, siger de ofte, at de enten vil have Eva, eller at de slet ikke vil have hende, fortæller Knud Erik Langhoff.

Nøglen bliver, hvem der kan samle et flertal bag sig i konstitueringen mellem partierne, og her er både Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet klar til at markere sig som tungen på vægtskålen.

- Vi har allerede haft snakke på kryds og tværs, og som jeg ser det, har Socialdemokratiet den fordel, at vi favner bredt og kan indgå i et bredt samarbejde. I sidste ende handler det om at have gode relationer og om at være hurtig i konstitueringen, siger Birgitte Munk Grunnet.

Eller som hun selv tidligere formulerede det: Alt kan ske.