Kommunalvalg

Efter 112 år males byen i byen måske rød - og på ét punkt vil det mærkes

De to borgmesterkandidater er faktisk stort set enige om mange ting – men på især et punkt er de to uenige om, hvordan fremtiden skal se ud.

168 stemmer var alt, der skilte rød og blå blok ad på Frederiksberg ved kommunalvalget i 2017.

På tirsdag ser det ud til at blive en lige så tæt valggyser, når kommunens borgere skal afgøre, hvem der skal sidde på borgmesterkontoret på Smallegade 1 på Frederiksberg.

Men hvad kommer det egentlig til at betyde, hvis Det Konservative Folkeparti efter 112 år må vinke farvel til borgmesterposten for at give rum til en rød borgmester?

Vi er dykket ned i TV 2s kandidattest for at finde ud af, hvor de to hovedkandidater til borgmesterposten adskiller sig mest.

Enige på mange punkter

Som forsvarende borgmester sidder den konservative Simon Aggesen. Han er 34 år, far til to og uddannet jurist.

Hans hovedudfordrer er socialdemokraten Michael Vindfeldt. Han er 39 år, far til to og også uddannet jurist.

Her er der altså ikke de helt store forskelle. Kigger man på deres holdninger, kan forskellen også være svær at se i deres svar i TV 2s kandidattest.

For eksempel når det gælder spørgsmålet om, om kommunen – på bekostning af andre kommunale områder – skal bruge flere penge på at styrke integrationen af flygtninge og indvandrere. Her er begge kandidater enige om, at det skal man ikke.

Begge kandidater er også enige om, at Bispeengbuen skal rives ned, og trafikken skal ledes under jorden.

Og når det kommer til grundskylden, er kandidaterne helt enige om, at der ikke skal spares på de kommunale budgetter, så grundskylden kan sættes ned.

Borgmesterkandidater på Frederiksberg

Siddende borgmester, Simon Aggesen, Det Konservative Folkeparti

Michael Vindfeldt, Socialdemokratiet

Jan E. Jørgensen, Venstre

Lone Loklindt, Radikale Venstre

Uenighed om bilerne

På ét område er de to borgmesterkandidater dog helt uenige. Og det er, når det gælder cykelstier versus parkeringspladser.

Her mener Michael Vindfeldt, at der skal investeres i nye cykelstier på bekostning af parkering og plads på vejene, mens Simon Aggesen vender tommelen ned.

Hos Socialdemokraterne lægger man vægt på, at alle skal kunne færdes i trafikken på Frederiksberg

- Men hvis vi skal vælge, så prioriterer vi de bløde trafikanter. Vi må aldrig gå på kompromis med trafiksikkerhed, siger partiets borgmesterkandidat, Michael Vindfeldt.

Han mener, at Frederiksberg skal være en kommune, hvor der er cykelstier på alle veje – og at de kommer forud for parkeringspladser. Blandt andet peger han på Frederiksberg Allé som et sted, hvor der er hårdt brug for en cykelsti.

- Vi har seneste 11 år kæmpet for en cykelsti på Frederiksberg Allé – men de konservative bliver ved med at udskyde projektet. Den cykelsti vil jeg få lavet inden for min første valgperiode, hvis jeg bliver borgmester, siger han.

Han understreger dog, at han modsat sin socialdemokratiske kollega i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen, der stiller op til posten som overborgmester, ikke ønsker at sløjfe et stort antal parkeringspladser.

Se spidskandidaterne krydse klinger søndag

Politisk kommentator Hans Engell og de øvrige Besserwissere sætter søndag klokken 13 særligt fokus på opgøret i Frederiksberg, når programmet bliver sendt direkte fra den konservative kommune i hovedstaden. Her vil der også være debat mellem spidskandidaterne fra de partier, der rækker ud efter borgmesterposten. Se med, eller få billet til arrangementet her.

Fra den nuværende borgmester lyder det, at han også gerne tilgodeser cyklisterne på Frederiksberg – dog må det ikke gå ud over bilisterne.

- Derfor arbejder vi i Konservative frem mod en løsning, hvor vi vil lave underjordiske parkeringshuse og derved frigive mere plads til de bløde trafikanter og til flere rekreative områder i kommunen, siger han og tilføjer, at Frederiksberg Kommune, ligesom Københavns Kommune, sigter efter at være én af de kommuner, hvor allerflest vælger cyklen.

Vil frederiksbergerne overhovedet kunne mærke et magtskifte?

Hvis man ved hjælp af TV 2s kandidattest sammenligner de to borgmesterkandidater, er der altså ikke de store forskelle at slå ned på.

Og ifølge politisk kommentator Hans Engell vil indbyggerne på Frederiksberg da heller ikke kunne mærke den helt store forskel i deres hverdag, hvis der sker et magtskifte.

- Frederiksberg Kommune har mange penge. Med et magtskifte vil den høje kvalitet i kommunen blive ført videre, og derfor vil det ikke være de store synlige ændringer, der vil ske for Frederiksbergs indbyggere, siger Hans Engell.

Ét sted vil et magtskifte dog have stor betydning og kunne mærkes, forklarer han.

- Når et parti har siddet ved magten så længe, som de konservative har, så vil der være en bestemt kultur på rådhuset og i embedsværket. Det er mennesker, som er blevet håndplukket af det konservative styre igennem lang tid, der er ansat. Og det er nok her, den største forandring vil mærkes, hvis rød blok overtager borgmesterposten. En ny borgmester vil ønske at lave kulturen om og skifte ud i embedsværket.

Hvem vil hvad

Når de to kandidater bliver spurgt til, hvad forskellen mellem et rødt og et grønt Frederiksberg vil være, lyder det fra Michael Vindfeldt:

- I mine 16 år i kommunalpolitik har jeg ikke oplevet flere skandaler, som her i den seneste konservative periode. I Socialdemokratiet vil vi bringe ordentlighed ind i familie- og arbejdsmarkedsafdelingen igen og rydde op i de skandaler, der har været, siger Michael Vindfeldt, som blandt andet henviser til skandalerne med systematiske fejl i sagsbehandlingen i kommunens familieafdeling, som resulterede i, at børn er blevet fjernet uretmæssigt fra deres forældre.

Han tilføjer:

- En borgmester skal kendes på, hvordan de borgere, der har brug for hjælp, bliver behandlet.

Fra Simon Aggesen lyder det, at den store forskel ikke ligger i kandidattesten, men i den måde de to partier vil konstituere sig.

- Hvis Socialdemokraterne kommer til at overtage borgmesterposten, ser det ud til, at de vil blive afhængige af Enhedslisten for at kunne gennemføre sin politik. Og Enhedslisten ser et helt andet Frederiksberg for sig, end vi gør i de konservative, hvor vi arbejder for at gennemføre vores politik på grundlag af et bredt samarbejde.

Men når de to borgmesterkandidater på overfladen ligner hinanden så meget, hvordan skal man så finde ud af, hvor man skal sætte sit kryds? Det har begge kandidater et bud på.

  • Hvorfor skal jeg være borgmester på Frederiksberg?

    Borgerne på Frederiksberg skal stemme på mig, hvis de godt kan lide at bo på Frederiksberg, men også ønsker sig forandringer, der kan gøre kommunen til et endnu bedre sted at bo.

    Vi vil passe på det Frederiksberg, som vi alle holder af. Vi i Konservative har leveret gode resultater gennem de seneste 112 år. Det vil vi fortsætte med fremadrettet.