Politik

Radikale kræver mere åbenhed fra regeringen: - Vi kan ikke fortsætte på den her måde efter et valg

Regeringens lukkethed er et skred, der har varet ved længe, mener Sofie Carsten Nielsen.

De radikale har fået nok af statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering.

Regeringen er topstyret, lukket og egenrådig, lyder kritikken fra partiets leder, Sofie Carsten Nielsen, i torsdagens Berlingske.

Og bliver der ikke lavet om på det, må Socialdemokratiet klare sig uden støtte fra Radikale Venstre efter næste valg.

Jeg er her ikke for at hygge mig

Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre

Sådan uddyber Sofie Carsten Nielsen den mulige konsekvens over for TV 2.

- Vi kan ikke fortsætte på den her måde efter et valg. Det kan ikke bare køre videre i den her rille på radikale mandater.

- Det er ikke sådan, vi kan forvalte magten

Ifølge Sofie Carsten Nielsen er problemets kerne, at de seneste etpartiregeringer har lukket sig om sig selv. Det har været tilfældet under den nuværende S-regering og Venstre-regeringen, der sad fra sommeren 2015 til efteråret 2016, mener Sofie Carsten Nielsen.

- Problemet er, at der ikke er gennemsigtighed. Problemet er, hvis man holder magten for sig selv for sin egen vindings skyld, siger hun til TV 2.

Det tydeliggøres ifølge den radikale leder af, at begge regeringer har været omdrejningspunktet for kommissionsundersøgelser.

I starten af året endte Instrukskommissionen med den igangværende rigsretssag mod Inger Støjberg. Samtidig er Mette Frederiksens regering lige nu omdrejningspunktet for Minkkommissionen.

Og ifølge den radikale leder er det "tankevækkende", at der skal kommissionsundersøgelser til for at få indsigt i sagerne.

- Det er bare ikke sådan, vi kan forvalte magten. Den er nødt til at blive gennemsigtig, for folk får mistillid til os som politikere og derfor også til demokratiet, og det er bekymrende.

Men som det ser ud lige nu, vil I så kunne støtte, at en socialdemokratisk etpartiregering kan fortsætte efter et valg?

- Det har jeg meget, meget svært ved at forestille mig.

Hvorfor har du det?

- Det kan ikke fortsætte på den her måde. Det er jo det, jeg siger helt tydeligt både til vælgerne og socialdemokraterne og alle andre. Vi har brug for, at magten kan blive kigget efter i sømmene.

Kommentator: Det rammer Mette Frederiksen hårdt

Ifølge Sofie Carsten Nielsen har hun i lang tid overvejet, om hun skulle lufte sin frustration.

Men torsdag fik minksagens slettede sms’er og forløbet op til mandagens pressemøde hende til at sætte hælene i. Det skete i en længere artikel i Berlingske.

Og spørger man avisens egen politiske kommentator, Bent Winther, er det ikke noget, Mette Frederiksen bare kan slå hen.

Minksagen har nemlig i forvejen sat statsministeren i en svær situation.

- At kritikken kommer fra hende (Sofie Carsten Nielsen, red.) som regeringens støtteparti, rammer Mette Frederiksen hårdt, siger Bent Winther til TV 2.

Vil ikke spændes for socialdemokratisk vogn

Ifølge Bent Winther er den radikale kritik udtryk for en generel frustration over den måde, Socialdemokratiet udmønter sin regeringsmagt.

Blandt andet at alt, regeringen foretager sig, bliver "framet i en socialdemokratisk kontekst".

- Den vogn har de radikale ikke lyst til at være spændt for. Så det er også et spørgsmål om, at de gerne vil være mere med ved bordet og have mere indflydelse, vurderer kommentatoren.

Samtidig vil de radikale ifølge Bent Winther gerne i højere grad vise sig som et midterparti frem for en del af rød blok.

Gennem den seneste tid har Sofie Carsten Nielsen markeret, at de radikale sagtens kan se sig selv støtte en borgerlig regering.

- Sofie Carsten Nielsen og de radikale vil egentlig godt være et midterparti, som kan flippe til begge sider. Det er det selvfølgelig et signal om, siger Bent Winther.

Radikale: Vi har ikke været tydelige nok

Ifølge Sofie Carsten Nielsen er lukketheden i de seneste etpartiregeringer et "skred, der har varet ved længe".

Som støtteparti har Radikale Venstre dog selv været med til at give Socialdemokratiet regeringsmagten.

Og adspurgt om ikke de radikale selv har sovet i timen, tager den radikale leder en del af ansvaret på sig.

- Det er et fair spørgsmål. Og det er også derfor, jeg skærer det så tydeligt ud nu, at det ikke kan fortsætte. Vi har ikke været tydelig nok i det grundlag, der var for den her etpartiregering, siger hun.

I de kommende uger skal Sofie Carsten Nielsen sammen med resten af Folketinget forhandle om finansloven for 2022.

Og selvom hun medgiver, at samarbejdet med regeringen nu kan blive "lidt mindre hyggeligt", er det noget, den radikale leder er klar til at acceptere.

- Jeg er her ikke for at hygge mig. Jeg synes, det er nødvendigt at sige fra, når der er skred i principperne i forhold til retsstaten. Og det er der altså nu, slutter hun.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kan "ikke genkende karakteristikken" af regeringen. Det siger han til Berlingske.

- Jeg synes, at når man kigger på, at vi er en mindretalsregering, som samarbejder meget og har lavet en række brede aftaler, så tegner det et helt andet billede, siger han blandt andet.